Jeg tror, at vi alle har en eller anden drøm om fremtiden. Om vi så skal være popstjerner, karrierekvinder eller familiemødre gælder dette budskab til alle: Pas på med, at dine drømme ikke bliver for perfekte!

Læs også: Læsernes blog: Det perfekte liv

Det kan lyde pessimistisk og negativt, men tænk over det; drømmen om et fint, hvidt hus på Strandvejen, hvor ungerne boltrer sig i baghaven, mens du og din mand stadig er nyforelskede efter et langt forhold kan hurtigt spoleres. Tænk hvis du ikke fik de børn, der er så vigtige, tænk hvis din mand og dig bliver skilt, tænk hvis du ikke får drømmejobbet, eller ikke kan komme til Hollywood og blive opdaget der?

Dette budskab kommer, efter jeg selv indså, hvor svær min egen drøm er at opnå. Min drøm om at blive familiemor med mand og børn og en god karriere. Det skræmmende ved det er, at jeg allerede ved, hvordan det hele skal være; fire børn, først en pige, så tvillinger - en dreng og en pige - og til sidst en dreng. Jeg forestiller mig et billede, hvor jeg ligger på min mands skød med hænderne på min gravide mave, mens børnene render sunde og raske rundt. Altså billedet af en lykkelig familie.

Læs også: Mads Laudrup: Du skal tro på dine drømme

Vi forventer alt dette, men er det sundt? Det tror jeg ikke, for tænk på, hvor knuste vi bliver, hvis vores drøm ikke går i opfyldelse. Så hvad med bare at ønske sig en lykkelig familie, eller et godt job? Så ville det jo ikke spolere nogen drømme, hvis du bliver skilt, eller du ikke kan få piger, som jeg i mit tilfælde ønsker.

Jeg er allerede ramt af den her fantastiske, men farlige drøm, og den er ikke let at lave om. Men vi må prøve at lade være med at forvente for meget af os selv. Det er vigtigt at have drømme, men måske er det vigtigere, at de er realistiske, så de kan gøre dig glad, når de engang går i opfyldelse. Selvfølgelig skal der også være plads til drømmen om at blive den nye J. K. Rowling eller Kristen Stewart, men hav en reserve, så du kan blive og forblive glad.

Skriv til Læsernes blog