christmas girl
Mit liv

Brevkassen: Den første jul som skilsmissebarn

Af redaktionen 21. november 2023
Foto: Unsplash
"Tanken om ikke at være sammen med min mor juleaften gør mig rigtig, rigtig, rigtig ked af det." Sådan skriver en læser til os. Vores ekspert i kærlighed og følelser, Kristina, giver et godt svar lige her.

Kære Vi Unge

Normalt glæder jeg mig rigtig meget til jul, men ikke i år.

Det er første jul, efter mine forældre er blevet skilt, og jeg skal holde juleaften med min fars familie. Jeg elsker dem alle meget højt, men tanken om ikke at være sammen med min mor juleaften gør mig rigtig, rigtig, rigtig ked af det.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg vil heller ikke undvære min far, men de kan ikke holde jul sammen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til dem, og jeg vil ikke gøre nogen af dem kede af det.

Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen enebarnet

Kære du

Det er godt at høre, at du før har glædet dig til julen. Det tyder på, at du har mange dejlige minder fra juleaften, og de fleste vil jo helst holde jul, som man plejer.

Den første jul uden begge dine forældre kan føles svær. Man savner den ene forælder og familien, som ikke er med. Måske kan det føles, som om du nærmest bliver revet over i to, især når du er bange for at gøre dine forældre kede af det.

Jeg synes, det er godt, hvis du prøver at øve dig i, at det ikke er dig, der skal gøre alle glade. Det er jo de voksnes ansvar, at du trives, får omsorg, tryghed og kærlighed.

Der er mange store følelser gemt hos dig, som er svære at dele med dine forældre. Derfor er det vigtigt, at dine forældre ved, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig.

Du kunne måske skrive et brev til din mor og far, da det kan være lettere end at skulle sige det til dem. Du kan skrive om alle dine følelser, hvordan det føles at være dig, og om de vil lytte til dine ønsker for julen.

Jeg håber, at du og dine forældre kan tale, så julen bliver god.

Kram Kristina

MestLæste