efterskole valg
Efterskole

Den store efterskole-guide: Hvilken efterskole skal jeg vælge?

Karoline Mathilde Rasmussen 4. september 2023
Foto: Canva
Det kan være en jungle at finde rundt i de forskellige efterskoler. Derfor har vi lavet en guide, som kan hjælpe dig med at tage det rigtige valg.

Vidste du, 32.368 unge startede på efterskole i skoleåret 2023/24? Men hvordan er det nu lige med de efterskoler dér - hvad kan man lave, hvor skal man hen og hvordan finder man ud af, hvilken efterskole, der er den rigtige?

Det forsøger vi at hjælpe dig med her. Der er nemlig 242 efterskoler i Danmark - så det kan godt være lidt af en jungle at finde rundt i.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tre typer efterskoler

Grundlæggende set findes der tre slags efterskoler. Start med at se, hvilken der passer til dig:

1. Almene efterskoler

2. Efterskoler til ordblinde

3. Efterskoler til elever med særlige behov. Det er for eksempel til dig, der har ADHD eller et fysisk handicap

Hvordan vælger jeg efterskole?

Uanset om du stadig overvejer det, eller om du har besluttet dig for at tage på efterskole, er det en god idé at stille dig selv et par spørgsmål, så du kan blive klogere på, hvilken type efterskole du skal vælge.

Her er et par spørgsmål, som kan hjælpe dig i den rigtige retning:

1. Hvad vil jeg gerne have ud af et efterskoleophold?

2. Hvor langt væk fra mit hjem synes jeg, det er okay, efterskolen ligger?

3. Vil jeg gerne gå på en efterskole, som er specialiseret i en bestemt retning – f.eks. musik – eller vil du hellere gå på en, hvor det er mere blandet?

4. Har jeg nogen specielle værdier, som jeg gerne vil have, jeg deler med efterskolen?

5. Vil jeg gerne gå på en efterskole med mange eller få elever?

Der er en efterskole til alle

Der findes også efterskoler, som skiller sig lidt ud ved at gøre nogle ting en smule anderledes. For eksempel findes der efterskoler med:

1. Kønsneutrale værelser. Det er blandt andet for også at imødekomme elever, der er transkønnede eller har en nonbinær kønsidentitet.

2. Senere mødetider. Fordi mange har et behov for at sove længere om morgenen, og det er der efterskoler som tager hensyn til. Husk dog på, at det kan være, at du så får senere fri om eftermiddagen.

3. Mål for bæredygtighed. Ja, den er god nok – der findes efterskoler, der blandt andet arbejder for at være CO2-neutrale, at have 0 procent madspild, at have klimavenlige køkkener – og en masse mere.

Efterskoler med et bestemt fokus

1. E-sport: E-sport er ikke bare længere noget, du dyrker i din fritid. Nej, mere end 80 efterskoler har faktisk taget e-sport med sig ind i undervisningen.

2. Crossfit, boksning og løb: Sved på panden, høj puls og tunge vægte er hverdag på mange af de danske efterskoler. Så hvis du er optaget af fitness, løb eller crossfit, er det måske noget for dig.

3. Adventure og friluft: Er du vild med at komme ud i det fri, sove under åben himmel og at prøve noget nyt hver eneste dag? Så kan det være, du skal indstille din søgning på en adventure-linje.

4. Musik: Har musikken og instrumenterne fundet vejen til dit hjerte, kan du overveje at søge en efterskole, der har fokus på musik. Der er en masse af dem – og sikkert også en til dig!

5. Sport: Uanset om du er vild med håndhold, fodbold, badminton, svømning eller volley, findes der et utal af efterskoler, der har fokus på netop det.

6. Kunst: Flere efterskoler har fokus på kunst og design og giver dig mulighed for at dyrke og udforske din kreative sider.

7. Medier, film og sociale medier: Går du med en spirende drøm om at blive filminstruktør, eller har du altid klippet videoer sammen og nørdet YouTube? Flere efterskoler har linjefag i medier og film, hvor du lærer at kommunikere i videoer, at skrive manuskripter og at arbejde journalistisk.

8. Teater og musical: Hvis du kan mærke, at de skrå brædder kalder på dig, kan det være, du skal søge efter en efterskole med linjefag i teater, musical og performance.

9. Psykologi: Er du bidt af sindet, og hvordan mennesker tænker, føler og gør, som de gør, kan det være, du skal vælge linjefaget psykologi.

10. Engelsk: Flere efterskoler har internationale linjer, hvor undervisningen foregår på engelsk, og hvor fokus især er på udlandet. Det kunne være oplagt til dig, der elsker at rejse, er vild med det engelske sprog (eller bare gerne vil blive bedre til det).

11. Gastronomi: Hvis hjemkundskab altid har været dit yndlingsfag, eller hvis du har dedikeret din fritid til at lave den perfekte treretters menu, findes der efterskoler med linjefag i gastronomi – måske er det dit perfekte match?

Deltag i Efterskolernes Dag

Søndag den 24. september holder efterskolernes deres årlige “Efterskolernes Dag”. Det er en dag, hvor du kan tage ud og besøge de forskellige efterskoler for at opleve stemningen, høre om de forskellige linjer – og måske blive klogere på din beslutning.

Vi håber, at du er blevet klogere på dit valg af efterskole, og at du får et helt fantastisk ophold, hvis du skal afsted.

Læs mere om

MestLæste