Det kan godt være vildt svært at træde til og hjælpe andre, når de bliver mobbet. Selv om man rigtig gerne vil gøre noget, er det ikke sikkert, man har modet til at blande sig og sætte en stopper for det. Men faktisk kan du gøre en kæmpe forskel og være med til at stoppe mobning, hvis du tør forsvare mobbeofrene.

Læs også: Mobbere ville slå mig ihjel.

Derfor tør du ikke
Der er flere grunde til, hvorfor du ikke griber ind, når du ser andre blive mobbet. Det kan være fordi, du ikke ved, hvad du skal sige, hvordan du skal sige det og fordi, det er en ubehagelig situation. I bund og grund handler det om, at du selv er bange for at blive mobbeoffer. Måske vender mobberne sig mod dig, og så er du den næste, der står for skud, og der er ingen, der har lyst til at blive mobbet.

Læs også: Hvornår er det mobning?

Derfor er det vigtig at hjælpe
Det er rigtig vigtigt at hjælpe andre og specielt dem fra din klasse. Du er sammen med dine klassekammerater hver eneste dag, og hvis du er med til at stoppe mobningen, så er du også med til at skabe en meget bedre stemning i klassen. Hvis du ikke plejer at sige fra på mobbeofrenes vegne, vil mobberne højst sandsynligt blive overrasket og stoppe med det samme. Hvis I er flere, der går sammen om at stoppe mobningen, kan I faktisk sørge for, at der aldrig bliver mobbet i klassen igen.

Se også: Video - Stop mobning på viunge.dk.

Men ud over at hjælpe til med at stoppe mobningen, så gør du også helt vildt meget for mobbeofret, hvis du tør træde til. Den, der bliver mobbet, vil måske få mere selvtillid og blive gladere, og du er måske med til at gøre skolen til et rart sted at være for den, der er udsat for mobning. Det er altid rart at vide, at der er nogen i klassen, der hjælper én.

Læs også: Bliver du mobbet af din lærer?

Sådan hjælper du andre

• Allier dig med én eller flere fra klassen og bliv enige om, I skal forsvare dem, der bliver mobbet, næste gang det sker.

• Sig til den, der mobber, at det ikke er fair, at han eller hun kalder andre for grimme ting, slår eller sparker.

• Prøv at sætte dig i mobbeofferets sted. Det kan godt give dig mod til at gøre noget.

• Sørg for at være sammen med mobbeofrene i frikvartererne, så er der mindre sandsynlighed for, de bliver mobbet.

• Vær en god kammerat og prøv at være positiv. Hvis der er god stemning i klassen, vil man automatisk prøve at holde sammen og have det sjovt med hinanden i stedet for at mobbe.

Tip! Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal håndtere mobningen i din klasse eller et andet sted, så sig det til en lærer, du stoler på. Din lærer vil gøre alt for, der er god stemning i klassen. Du kan også tale med dine forældre om, hvad de synes, du skal gøre, når du ser nogle, der bliver mobbet. De kan helt sikkert hjælpe dig, så mobningen kan blive stoppet.

Læs også: Besvimede på grund af mobning.