Da jeg gik i første klasse flyttede jeg skole. Jeg havde altid været en udadvendt pige, så jeg glædede mig rigtig meget. Men allerede efter et par uger i den nye klasse begyndte mobningen. I begyndelsen var det kun drillerier, øgenavne og små rygter, som ikke rigtig betød noget. Men det blev hurtigt meget værre, og det endte tit med, jeg gik grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke havde nogle at være sammen med i frikvartererne, eller fordi de andre havde mobbet mig. Nogle gange gik jeg også fra skolen midt i timen, fordi mine klassekammerater havde gemt mine ting, skrevet på dem eller ødelagt dem.

Læs også: Mobbere klippede mit hår af.

Pludselig var alle imod mig. Min gymnastiklærer ydmygede mig ved at bede mig om at sætte mig ned som den eneste i klassen. På den måde fik han de andre til at grine ad mig. En dreng fra min klasse kaldte mig de værste øgenavne, og en pige fra min parallelklasse tog engang fat i min krave og smed mig op ad muren, mens alle stod og kiggede og grinede.

Læs også: Besvimede på grund af mobning.

De truede med at slå mig ihjel
Jeg hadede mit liv, men jeg fik kun flere og flere mobbere. Nogle elever fra klassen over mig begyndte at genere mig ved at lave telefonfis med mig hver eneste dag, og de truede mig med, at de ville slå mig ihjel. De ønskede, at jeg skulle dø, og flere gange sagde de, at de håbede, jeg ville blive kørt ned på vej hjem fra skole. Jeg var bange for at gå alene hjem fra skole, fordi de måske ville komme efter mig og slå mig.

Læs også: Tema: Er du med til at mobbe?

Selv om min mor kontaktede mine lærere, blev det aldrig bedre. Mine mobbere sagde altid, jeg løj, så jeg kunne ikke gøre noget og måtte bare leve med mobningen.

Hele min skoletid er jeg blevet kaldt navne og er blevet slået og sparket. Først nu, hvor jeg går i niende klasse, er mobningen ved at stoppe. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor alle gik efter mig, for jeg har aldrig gjort nogen noget. Jeg var bare den nye pige i klassen.

Læs også: Læreren var efter Peter fra klassen.