Vi har samlet en række spørgsmål og svar, som måske kan være brugbare for dig, der synes at sex, prævention, kønsorganer og alt derimellem kan være akavet at tale med nogle om. Det er helt forståeligt, og derfor vil vi gerne guide og besvare de overvejelser du måtte have, så godt vi kan, så læs med og bliv klogere. 

Hvornår er jeg klar til sex?
Svaret på det spørgsmål kender du kun selv. Det er meget forskelligt, hvornår piger får lyst til at gå i seng med en anden første gang. Derfor er det vigtigt, at du mærker grundigt efter inde i dig selv, hvordan DU har det. Det er ikke sikkert, at du er klar til sex, bare fordi dine veninder er – og så skal du selvfølgelig vente! Det kan også godt være, at du troede, du var klar, men når I så er i gang, føles det ikke helt rigtigt alligevel – og så er det helt okay at sige stop! Du skal ikke lade dig presse til noget, du ikke har lyst til, for så bliver det ikke en rar oplevelse

Hvordan får jeg en god første gang?
Først og fremmest er det vigtigt, at du føler dig klar – og at du har lyst til at prøve at have sex! Og så skal det selvfølgelig være med en person, som du er helt tryg ved. Det er også rart, hvis det er et sted, hvor I kan være alene. Måske hjemme hos dig selv? Og så er det altså meget fedt, hvis I kan time det, så I er alene hjemme og derfor ikke risikerer, at lillebror banker på døren midt i det hele! Sørg også for at tage det stille og roligt, og sig fra, hvis der er noget, der ikke føles rart, eller som du ikke har lyst til.

Læs også: 5 myter om sex, som ikke passer

Jeg er bange for, at den første gang bliver meget akavet. Hvad gør jeg?
Første gang du har sex, er du sikkert både nervøs og usikker på, hvad der kommer til at ske. Derfor er det bedst, at du ikke forventer, at det bliver perfekt. Det bliver sikkert både akavet og dejligt på én gang! Tal sammen undervejs, og grin sammen, hvis der sker nogle ”akavede” ting – man er jo altså ikke ekspert i noget, man ikke har prøvet før, vel?

Min kæreste vil gerne have sex, men jeg føler mig ikke klar. Hvad gør jeg?
Det er vigtigt, at I begge to føler jer klar til at have sex inden jeres første gang sammen. Du skal aldrig gøre noget, som du ikke har lyst til, og du må ikke føle dig presset til at gå hurtigere frem, end du vil. Det samme gælder selvfølgelig din kæreste. Snak med din kæreste, og fortæl personen, hvordan du har det. En sød kæreste er selvfølgelig forstående og venter gerne, hvis du ikke føler dig klar. Måske er du bange for, at din kæreste dropper dig, hvis du ikke vil have sex med det samme. Men tænk lige over det! Hvis nogen slår op med dig, fordi du ikke vil have sex, fortjener personen dig så? Nej, vel?

Er det normalt at have lyst til sex, når man kun er 13 år?
Ja, det er helt almindeligt, at man har lyst til sex, og at man måske onanerer, når man er 13 år. Det er også helt almindeligt, at man slet ikke har lyst til det. Begge dele er helt normalt! Tankerne og lysten hænger sammen med, at du er – eller er ved at komme – i puberteten.

Læs også: 10 ting du skal vide om kondomer

Kan jeg blive gravid, selv om han ikke får udløsning?
Hvis man har ubeskyttet sex med en fyr, vil der altid være en risiko for, at man bliver gravid. Også selv om fyren trækker sig ud af skeden, inden han ”kommer”. Inden en fyr får udløsning, siver der nemlig en væske ud af hans penis. Den bliver kaldt for præsperm, og selv om den ikke indeholder lige så mange sædceller som den ”rigtige” sperm, så er der nogle sædceller i væsken, og de kan gøre en pige gravid. Derfor skal du altid huske at bruge prævention, hvis du ikke vil være gravid.

Jeg synes, det er pinligt at spørge, om han vil bruge kondom. Hvad gør jeg?
Er det pinligt at passe godt på sig selv og sin krop? Nej, vel? Et kondom beskytter jer begge to – og er det ikke endnu mere pinligt at gøre noget, du egentlig ikke har lyst til?! Men husk nu, at det ikke kun er fyrens ansvar, at I bruger kondom – det skal I begge to sørge for! Derfor er det en god idé altid at have et kondom på dig, hvis du overvejer at have sex.

Kan en skede være for lille til, at en penis kan komme ind?
Den første gang, man skal have sex, kan man nogle gange godt opleve, at fyren ikke kan trænge op i pigens skede. Mange tror, at det er, fordi pigen er så stram, at der simpelt hen ikke er plads til fyrens penis. Men årsagen til, at drengen ikke kan trænge ind, er ikke, at skeden er for lille. Det er typisk, fordi pigen har en tendens til at spænde musklerne i skeden og bækkenbunden, fordi hun er lidt nervøs. Det kan også være, at hun ikke er våd nok til, at penis kan glide op i skeden. Hvis du oplever det, kan du prøve at bruge lidt længere tid på at ”varme op”, inden I har sex. På den måde bliver du mere afslappet og våd, og så skulle det gerne gå nemmere. Tal med din læge, hvis det fortsætter med at være et problem.