Mit liv

Sommerferie, fester og alkohol

Af Line Sølvhøj Jensen 19. juli 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Det er sommerferie, og for mange betyder det fester og alkohol. Men inden du går i gang med øl, somersby eller breezers, så læs med her!

Fester er sjove, for du kan være sammen med dine venner på en anden måde, end du plejer. Og det med fyre bliver også lidt lettere, når musikken spiller, man danser og ikke tænker så meget over, at man pludselig er ret tæt på de søde drenge.

På et tidspunkt er det slut med sodavands-diskoteket, og der begynder at blive alkohol indblandet i festerne. Der er sikkert nogen i din klasse, der allerede er begyndt at drikke alkohol, og måske har du også selv prøvet det. Men inden du begynder at drikke alkohol, så læs lige med her, hvor vi giver dig nogle gode råd!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Fest og alkohol.

Snak med dine forældre
Det er en god idé at snakke med dine forældre om det med alkohol. På et tidspunkt oplever du måske at blive fuld, og så er det en god idé at informere dine forældre om, at du og dine venner er begyndt at drikke alkohol. Mange forældre vil gerne hjælpe og være der, hvis man bliver fuld, og det er da bedre end, at de bliver sure på dig. Så snak med dem og hør, hvad de har at sige. Og har de nogle regler, så overhold dem!

Tjek alkoholen
Der er forskel på alkohol, både i smagen og i, hvor meget det "virker". Noget alkohol bliver man hurtigt fuld af og andet kan man drikke lidt mere af uden at blive fuld. Det skyldes alkoholprocenten. På flasken kan du se, hvor høj alkoholprocenten er, og jo højere den er, jo farligere er den at drikke, fordi du hurtigere bliver fuld af den.

Læs også: For ung til at feste.

Når du begynder på alkoholen
Det er ikke alle, der synes, at alkohol smager godt, men de drikker det alligevel, fordi andre gør det. Om du kan lide det eller ej, så er det vigtigt, at du tænker dig om, inden du begynder at drikke. Der kan være forskel på, hvor hurtigt du bliver fuld - både fordi alkoholprocenten kan være forskellig i det, du drikker, men også fordi din psykiske tilstand kan påvirke dig. Er du træt, ked af det, stresset eller har du ikke fået så meget at spise, så bliver du hurtigere fuld. Når du drikker alkohol, så drik lidt ad gangen og husk at drikke vand ved siden af. Rejs dig op engang imellem og gå lidt rundt, så du kan mærke, hvor beruset du er. Er du ved at blive lidt fuld, så hold en pause fra alkoholen eller tag noget at spise, så din mave har noget at arbejde med sammen med alkoholen.

Læs også: At blive teenager og voksen.

Fest, alkohol og sex
Alkohol påvirker din hjerne, og samtidig med at du kan blive i bedre humør, så bliver du også mere modig. Måske tør du pludselig at snakke med drømmefyren og tage initiativ til at holde ham i hånden eller kysse ham. Måske udvikler det sig til, at I begynder at tage på hinanden og det udvikler sig til sex. Men inden det når så langt, så tænk dig godt om! Alkohol påvirker også dine følelser, og sex er en meget følelsesmæssig ting. Det vigtigste er, at du følger dit hjerte. I kan sagtens nusse med hinanden uden, at det fører til sex. Er fyren virkelig vild med dig, så er han også parat til at vente til en anden gang, hvor I er alene og ikke er påvirket af alkohol. Det gør oplevelsen meget bedre.

Læs også: De bedste tips til den første gang.

MestLæste