Det sker

Ideer til den perfekte forårsweekend

Af Anja Bruneskjold 27. april 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foråret har for alvor ramt os, og mangler du ideer til, hvad du kan bruge din skønne forårsweekend på, så læs med her!

Picnic i solen

Pak en picnickurv med lækre sandwiches, saftevand og krus, og tag så ellers veninderne under armen hen til den nærmeste park. Pak en masse tæpper og en stak Vi Unge-blade - så kan I sagtens få en hel lørdag til at gå med tøsesnak og hygge.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tag en tur til Malmö

Når det er forår, er det skønt at tage på shopping. Men du behøver ikke tage det samme sted hen hver gang. Gør det til en udflugt, og tag veninderne med til Malmö, shop en masse og tag på nogle af de mange hyggelige caféer. Der er superhyggeligt, og så bliver det hurtigt lidt ferie-agtigt, når du tager et sted hen, du ikke plejer.

Læs også: Sjove ideer til når du keder dig.

Tag en tur i skoven

Bladene på træerne er smukke, når det er forår. Blomsterne springer ud, og der dufter pludselig rigtig skønt. Tag veninderne eller kæresten med en tur i skoven, og sørg for at have et kamera med til turen. Hyg jer med at tage en masse cool billeder, som I kan printe ud og hænge op eller smide på facebook. Skoven er den fineste baggrund til billederne, når det er forår.

Læs også: Hvad kan jeg lave om eftermiddagen.

Hold en lækker spa-dag

Hvis du skal være helt klar til foråret, kan du og veninderne holde en lækker spa-dag, hvor I rigtig giver den gas med skønhedsprodukterne. Skrub huden godt og smør jer ind i selvbruner, så I kan få den helt rigtige forårskulør - selv om solen er kommet, bliver man jo ikke brun lige med det samme. Læg en ansigtsmaske, put neglelak på tæerne og så er I klar til at nyde foråret i sandaler!

Læs også: Ting man kan lave med veninder.

Hold en havefest

Overtal dine forældre til at holde en havefest, hvor du inviterer din klasse og dine bedste venner og veninder. Køb balloner og pynt og lav en masse lækker grillmad. Sørg så for at have iPod'en fyldt med en masse cool musik, så I kan danse senere på aftenen. Inviter din bedste veninde over om formiddagen, så I sammen kan gøre det hele klar til festen.

Læs også: Den ultimative festguide.

MestLæste