Mit liv

Er du en fiasko?

Af Rikke Rudbæk 3. februar 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Har du prøvet at føle dig som en total fiasko? Og er du bange for, at du aldrig skal blive til noget? Bare rolig søde piger, der er hjælp at hente!

Indimellem føler alle sig som en fiasko. Det er helt normalt. Problemet opstår, hvis din nedtur bare fortsætter og fortsætter. Derfor får du her en række tips, der kan hjælpe dig til et bedre selvværd. For nej, du er langt fra en fiasko. Du skal bare lære at se det selv!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Guide: Sådan bliver du mere udadvendt

Tænk positivt
Når du tænker noget negativt, så stop op og spørg dig selv: Er det her den eneste rigtige måde at se det på? Eller kunne det være anderledes? Din hjerne er efterhånden vant til at se det værste i alle situationer, men måske er det ikke helt sandt. Måske er du ikke tyk, dum, grim og en dårlig håndboldspiller. Hvad ville du for eksempel sige til din veninde, hvis hun stod i samme situation som dig? Ville du også svine hende til? Nej, vel? Vi tøser er som regel meget hårdere ved os selv, end vi er ved nogen andre. Og det er for dumt!

Skriv dagbog
Frem med pen og papir - nu skal du nemlig skrive dagbog. Hvis de negative tanker lægger sig over dig som en tung dyne, må du kæmpe for at vriste dig fri. Hver aften, inden du lægger dig til at sove, skal du derfor finde tre succesoplevelser fra din dag og skrive dem ned på papir. Det kan være, at du har rakt hånden op i tysktimen, bagt en megalækker chokoladekage eller ringet til din farmor. Måske virker det ikke lige let hver aften, men tving alligevel dig selv til at gennemføre. Pludselig vil du få øjnene op for, at du faktisk er herresej og gør andre glade!

Se dine veninder
Uanset, hvor skod-agtig din dag er, og hvor nederen du føler dig, kan det altid fikses med en veninde-aftale. Sørg for at samle dine yndlingstøser og få en god snak med dem om, hvordan du har det. De kender det garanteret fra sig selv, og når du har drukket den sidste slurk kakao på caféen, føles verden garanteret meget rarere.

Læs også: Guide: Få en stærkere personlighed

Se på virkeligheden
Er alting, som du bilder dig ind? Griner de andre i klassen virkelig stadig over din mini-talefejl i engelsktimen? Eller er de for længst videre? Har du set ham, du er vild med, pege fingre af dig, fordi du er dum og grim? Eller smilede han i virkeligheden ret sødt til dig i dag? Tving dig selv til at se virkeligheden i øjnene. For det meste er det lidt af et wake-up call.

Tilgiv dig selv
Hvis du har det dårligt med dig selv, har du garanteret virkelig svært ved at tilgive de små fejltrin, du laver. Men det nytter altså ikke noget at hænge fast i fortiden. Tilgiv dig selv og se fremad i stedet for tilbage. Hvis du konstant kigger i bakspejlet i stedet for ud af forruden, crasher du på et tidspunkt.

Bed om ros
Et godt selvværd kommer indefra, så derfor er dette råd ikke noget, du skal blive afhængig af. Men på triste dage, kan det altså være en meget god idé at hive fat i venner og familie og spørge dem, hvorfor de synes, du er fantastisk. Hvis du synes, det er grænseoverskridende at spørge dem ansigt til ansigt, kan du sende dem en sms eller skrive på Messenger. Deres søde ord skal nok minde dig om, at du slet, slet ikke er en fiasko. Tværtimod!

Læs også: Forkæl dig selv fra A til Å.

Herunder får du 20 tips til en gladere hverdag!

20tipstilengladerehverdag

Drop de negative tanker. Hvorfor ikke tænke på alle de gode ting ved dig selv i stedet for alle de dårlige?
Sig nej til de ting, du ikke har lyst til. Du bliver ikke glad af at gøre noget, du ikke har lyst til bare fordi, det gør andre glade.
Vær sammen med dem, der gør dig glad. Det kan være din veninde, kæreste, mor, tante, hund eller hvem det nu er, som du har det godt med.
Husk at være realistisk. Det er okay at drømme, men du må ikke skuffe dig selv med for store drømme.
Når du er alene hjemme, så gør det, du godt kan lide. Hyg dig med en sjov film, lav ansigtsmasker, læs en god bog, drik varm kakao og hvad du ellers kan finde på.
Husk, at det er okay at have dårlige dage. Ellers ville der jo ikke være noget ved de gode dage!
Læg mærke til folk, der smiler til dig på gaden.
Selv om lommepengene er små, så husk at købe noget engang imellem, som gør dig glad. Måske en bluse, du længe har ønsket dig.
Gør ting, der får dig til at grine. Se sjove film eller fjol med veninderne.
Piger tænker alt for meget på deres krop. Nyd din krop som den er. Ingen er perfekte!
Lad være med at sladre om andre. Det kan give dig dårlig samvittighed og få dig i dårligt humør.
Husk, at det er helt okay at gøre alle de "forbudte" ting engang imellem som at spise kage til aftensmad, spise to pizzaer på en dag og droppe alle grøntsagerne til aftensmaden.
Gør de ting, du godt kan lide. Hvem har sagt, at du skal ud på kedelige løbeture eller tilbringe en hel dag med din irriterende lillebror?
Lad vær med at bekymre dig om, at du ikke har haft en kæreste, ikke har prøvet at kysse eller haft sex. Hvad skal du nå? Din tid skal nok komme!
Lad være med at sammenligne dig med alle andre. Du fokuserer måske på alt det gode ved andre, men husker du også, at de også har fejl?
Sæt dig realistiske mål. Du kan hurtigt blive ked af det og skuffet, hvis du sætter dig mål, du aldrig kan nå.
Forkæl dig selv med massage, ansigtsbehandlinger, spabad, fodbad og brug en lækker creme til din krop hver dag.
Lyt til musik, der gør dig glad. En god idé er at have din telefon med dig overalt. Hvis du lytter til din yndlingsmusik, er det måske okay at vente på bussen i en halv time.
Dyrk motion. At cykle eller gå en tur tæller også. Du får mere energi og overskud af at dyrke motion.
Lad være med at gøre alting i sidste øjeblik. Du slapper mere af og bliver ikke så stresset, hvis du lader være med at udskyde alting til sidste øjeblik!

MestLæste