Mit liv

Hvornår er man veninder?

Af Julie Lund Mikkelsen 31. oktober 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Du har mødt en ny sød pige, som du er begyndt at snakke med. Men er I på vej til at blive gode veninder, eller hænger I bare ud sammen? Hvis du er i tvivl, så tjek efter her!

Når man lige har mødt en ny pige, kan det være svært at vide, hvornår man går fra bare at være bekendte til at blive gode veninder. Men der er nogle små tegn, du skal kigge efter, hvis du vil vide, om hun er ved at blive din veninde:

Læs også: Sådan gør du din veninde glad

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hun husker, hvad du siger
Har hun helt styr på, hvad din bror hedder? Eller hvornår du skal til den eksamen, du er nervøs for? En god veninde lytter efter, når du snakker, og husker, hvad du siger. Hvis hun spørger ind til ting, som du tidligere har fortalt, viser hun, at hun er opmærksom på dig!

Hun bakker dig op
Hvis der er nogen, der siger noget dumt om dig, så kan du være sikker på, at hun bakker dig op! Gode veninder taler altid positivt om hinanden til andre. Og hvis hun en dag bliver lidt småsur på dig, så snakker hun med dig om problemerne i stedet for at bitche løs til andre. En ægte veninde bagtaler ikke!

Hun tager initiativ
En hyggelig cafétur. En nice filmaften. En gåtur i skoven. Hun har altid lyst til at hænge ud med dig, og ofte er det hende, der foreslår, at I skal ses. Hvis hun tager initiativet, kan du være sikker på, at hun nyder dit selskab - og at hun ser dig som sin gode veninde!

Læs også: 7 seje venindedates

Hun holder dine hemmeligheder
Du fortæller hende din mest spændende hemmelighed - men selvfølgelig fortæller hun den ikke videre! En ægte veninde holder nemlig helt tæt, når du deler dine inderste tanker med hende! Og du holder selvfølgelig også på hendes hemmeligheder, ikke?

Hun er til at stole på
En ægte veninde lyver ikke for dig! Og hun er altid ærlig over for dig - også selv om sandheden ikke er sjov at få at vide. Det er så let bare at give hinanden ret, men kun en sand veninde siger også, når hun synes, du tager fejl!

Hun viser, at hun tænker på dig
Bip, bip… En besked tikker ind på mobilen, og den er fra hende. Hun vil bare lige høre, hvordan du har det, og sige, at hun glæder sig til at se dig igen. En god veninde sørger nemlig for at vise, at hun tænker på dig. Hvis hun skriver eller ringer bare for at sige hej, kan du være sikker på, hun er godt på vej til at blive en god veninde.

Læs også: Giver du alle en chance?

MestLæste