Kender du det, når en ny pige skal begynde på skolen? Eller når der er kommet en ny spiller på dit håndboldhold? Måske synes du ret hurtigt, at hun ikke er én, du gider snakke med?

Læs også: Mobning - Tør du hjælpe andre?

Man kan hurtigt komme til at give folk en dårlig start, hvis man ikke er særlig åben og fra begyndelsen ser negativt på dem. Prøv i stedet at følge disse råd - måske får du en fantastisk veninde ud af det!

Sig ja!

Når den nye pige for eksempel spørger, om hun må sidde ved siden af dig, spise sin madpakke sammen med dig eller komme med til tøseaften, så sig ja! Selv om du ikke er tryg ved hende endnu, er det en supergod idé at virke åben og imødekommende. Så har du mulighed for at lære hende at kende, før du beslutter for, hvordan du synes, hun er.

Drop efterabning

Det kan være, at de andre ret hurtigt begynder at ignorere den nye pige. Men bare fordi de gør det, behøver du ikke altid at gøre som de andre. Hav modet til at være en åben person, uanset hvad andre tænker.

Læs også: Er du mobber?

Invitér

Du kan måske selv huske en situation, hvor du har været ny. Ville du ikke blive megaglad, hvis nogen inviterede dig med til filmaften eller noget andet sjov? Det gør det hele meget lettere for den nye pige.

Lad være med at dømme

Okay, måske har hun bøjle på tænderne, dårlig ånde eller griner på en kikset måde - og hvad så? Alle har noget, de er pinlige over, så i stedet for at gøre nar af folk på grund af det, er det meget sejere at give folk en chance på trods af deres små særheder.

Læs også: Hvornår er det mobning?

Se de positive ting

Alle mennesker har positive sider! Prøv at fokusere på de seje ting ved personen frem for det, du ikke kan lide. På den måde giver du folk en chance til at passe ind og blive dine venner. Og venner kan man aldrig få for mange af! ?