Hvorfor får jeg menstruation?
Når du får din menstruation, begynder din menstruationscyklus. Cyklussen varer i gennemsnit 28 dage, før den starter forfra. En menstruation varer cirka fem - syv dage. Cirka 14 dage efter, at din menstruation er begyndt, får du ægløsning. Her sender kroppen æg ned fra æggestokken ned i livmoderen.
Hvis ikke ægget bliver befrugtet af en sædcelle, bliver ægget udstødt af kroppen sammen med lidt slim og noget blod, når du får din menstruation igen. Menstruationen får du altså, fordi du ikke er gravid.
Læs også: Menstruation i skolen
Er det rigtigt, at veninder får menstruation samtidigt?
Hvis man bor sammen eller hænger meget ud, er det faktisk normalt, at piger begynder at få menstruation samtidig. Forskere mener, at det er fordi, man udsender nogle bestemte duftstoffer, der kaldes feromoner, som påvirker andre, når man har menstruation. Det gælder dog ikke piger, der tager p-piller.
Kan jeg blive gravid, når jeg har menstruation?
Ja, det kan du godt. Det er sjældent, det sker, men det sker ind imellem.
Læs også: Menstruation i svømmehallen
Kan menstruation være brun?
Din menstruation skifter farve i løbet af et par dage. De første to - tre dage er den som regel rød, men det er helt normalt, at den bliver brunlig i dagene efter, når du ikke længere bløder så meget. Den kan også blive brunlig nede i bindet.
Er uregelmæssig menstruation tegn på, jeg er gravid?
Hvis du har haft ubeskyttet sex, og du ikke får din menstruation bagefter, kan det være, fordi du er gravid. Men udebleven eller uregelmæssig menstruation er faktisk meget normalt, når man er ung, og kan også skyldes andre forskellige ting som for eksempel undervægt eller sport. Læs om, hvad det ellers kan skyldes her.
Kan man lugte, jeg har menstruation?
Mange piger er bange for, at de lugter, når de har menstruation, men der er faktisk sjældent, at andre end dig selv, bliver opmærksomme på det. Hvis du vasker dig forneden to gange om dagen med lunkent vand, kan du være helt sikker på, at ingen kan lugte noget.
Er det farligt at have menstruation?
Menstruation er helt naturligt og et tegn på, at din krop fungerer, som den skal. Der er dog en lidt højere risiko for at få infektioner, når du har menstruation. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at vaske dig godt og holde hygiejnen i top, når det er den tid på måneden.
Læs også: Alt om menstruation
Få en mere nice menstruation med de her råd:
Få en nice menstruation


Undgå smerte
Som om den ikke er slem nok i sig selv, så er din krop faktisk endnu mere følsom over for smerter under din menstruation. Derfor er det en rigtig god idé at lade de høje hæle blive i skabet, undlade at plukke dine øjenbryn, og vente med at pierce dine ører til i næste uge. Det er bare et tip!
Foto: Shutterstock


Brug de rigtige bind og tamponer
Tænk lige over, hvor din tampon skal hen, næste gang du står i supermarkedet og overvejer at gå efter budgetversionen. Tit og ofte er det altså alle pengene værd at gå efter de lidt dyrere mærker. De suger bedre, så du undgår pinlige pletter på tøjet, og de er mere behagelige at føre op og tage ud. Styr også langt uden om både bind og tamponer med parfume. Det har dit underliv slet ikke brug for!
Foto: Shutterstock


Spis rigtigt
De dårlige nyheder er, at sukker og salt er no-go under din menstruation. De gode nyheder er, at der er masser af lækker mad, der hjælper mod oppustethed, mavekramper og kvalme, der kan opstå under din menstruation. Bananer, spinat, citrusfrugter, jordbær, laks, nødder og æg er det allerbedste, du kan spise under din menstruation. Hvis du virkelig craver noget sødt, så sæt tænderne i et stykke af det mørkeste chokolade, du kan opstøve. Det er fyldt med magnesium, som din krop har brug for, når du har menstruation, og den fyldige smag er vildt mættende!
Foto: Shutterstock


Undgå bumser
Du er i forvejen ekstra-gnaven under din menstruation, og en øm bums midt i panden hjælper ikke ligefrem på dit humør. Hvis du undgår de hormonelle bumser, der kan opstå, når du har menstruation, kan du også gøre dagene meget mere udholdelige. Sørg for at drikke rigeligt vand og spise masser af A- og C-vitaminer op til din menstruation. Under din menstruation kan du forkæle dig selv med ansigtsmasker og en sund smoothie med banan, blåbær og mandler, der bekæmper bumser indefra!
Foto: Shutterstock


Bevæg dig
Du har helt sikkert mest lyst til at krølle dig sammen under en varm plaid, når du har menstruation, men det er altså ikke altid klogt! Sørg i stedet for at bevæge dig bare en lille smule hver dag. Yoga føles helt fantastisk, når du har menstruation, fordi hele din krop bliver strakt igennem. Men husk, at der er nogle yogastillinger, der ikke er så smarte, når du har menstruation. Hvis du bliver gnaven og irriteret under din menstruation, så er boksetræning lige noget for dig! Når du slår på en kæmpe sandsæk, får du samtidig afløb for dine aggressioner, og du vil garanteret være i meget bedre humør efterfølgende!
Foto: Shutterstock


Tag laaange bade
Der er intet, der som et langt og varmt bad, kan lindre din ømme ryg og mavekramper. Tag dig ekstragod tid under bruseren til at skrubbe, vaske og forkæle hele din krop, når du har menstruation. Der findes masser af lækre olier, som du kan bruge under bruseren, der virkelig forkæler dine sanser og hjælper mod dine symptomer. Lavendelolie får dig til at slappe af, pebermynteolie opkvikker dit humør, mens citrusolier hjælper mod oppustethed.
Foto: Shutterstock


Hav ondt af dig selv
Det der med at være pige er altså ikke altid en dans på roser! Du har ondt, og du er i megadårligt humør. Selvfølgelig må du have ondt af dig selv! Frem med varmepuden, plaiden, den mørke chokolade og en hel sæson af ”Pretty Little Liars”. Når du har slappet ordentligt af, vil du helt sikkert få det bedre.
Foto: Shutterstock
Relaterede artikler
Nyeste artikler
Kilder: netdoktor.dk, videnskab.dk, libresse.dk
I videoen herunder kan du se 7 ting, du SKAL vide om menstruation: