3_tips_til_dig_der_vil_passe_paa_dit_mentale_helbred
Krop & Sind

3 tips til dig, som vil passe på dit mentale helbred

Af Josephine Sjelhøj 28. januar 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Det kan være svært at skabe en balance i sin hverdag, når man både skal passe skole, lektier og venindetid. Vi har samlet 3 gode råd til dig, så du kan få en mere overskuelig hverdag og passe bedre på dit mentale helbred.

Føler du dig så overvældet i hverdagen, at du har svært ved at nyde din fritid? Og går du rundt med tankemylder, som giver dig en indre uro? Så er du ikke alene.

Ifølge Sundhedsstyrelsen oplever flere og flere unge nemlig uro i deres hverdag, som påvirker deres mentale helbred.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Et mentalt helbred, der ikke er i balance, kan påvirke ens selvtillid, give angst og få en til at føle sig meget ensom. Det er derfor ekstra vigtigt at passe på sig selv.

Her er 3 gode råd til dig, som vil passe på dit mentale helbred.

Få nye sunde vaner

For at have et godt mentalt helbred er det vigtigt at skabe sunde vaner, der gør ens hverdag nemmere. Det kan for eksempel være at dyrke 30 minutters motion om dagen og få mindst 8 timers søvn.

Det kan virke overvældende at sætte 30 minutter af hver dag til motion, når man også skal passe skole, lektier og familietid, men du behøver ikke at finde på de vildeste workouts.

LÆS OGSÅ: 18 gode gerninger: Gør en forskel allerede i dag

Du kan for eksempel gå en lang tur med din familie eller en god veninde eller følge en yoga-tutorial på YouTube. Det vigtigste er, at du gør noget godt for din krop, samtidig med, at du kan få dine tanker på noget andet. Det er en win-win-situation!

Find en god støttegruppe

Hvis du kæmper med angst eller andet, der påvirker dit mentale helbred, hjælper det altid at tale med andre, der har det ligesom dig selv.

I mange organisationer, såsom UngLiv, tilbyder de gruppeforløb, hvor man i et trygt fællesskab kan dele sine tanker med andre unge.

LÆS OGSÅ: Når bekymringerne løber løbsk ...

Husk, at en støttegruppe ikke nødvendigvis behøver at være officiel. Den kan også bestå af nogle tætte veninder, hvor I åbent og ærligt kan snakke om, hvordan I har det. Det vigtigste er, at du har nogen at snakke med, samtidig med at du føler dig tryg.

Få inspiration online

Når man er meget på de sociale medier, er det også vigtigt, at de sider, man følger, ikke påvirker ens mentale helbred negativt. Det kan derfor være en god idé at rydde op i sin følgerliste, så du kun ser de ting, der gør dig allermest glad.

LÆS OGSÅ: 10 stjerner, der er åbne om deres angst

Der findes mange Instagram-brugere, der poster inspirerende citater for at give hverdagen lidt mere lys. For at skabe en mere positiv hverdag kan du følge alle de sider, der giver dig en følelse af indre ro og glæde. @Positivedelight er bare én af mange, der spreder inspiration og glæde.

MestLæste