Elijah Kashmir Ali
mode

10 tips fra Elijah Kashmir: Sådan finder du din egen stil

Af Nikita Hoffmann Andersen 26. august 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: @elijahkashmir
Hvordan får man modet til at bryde med normen og klæde sig eksperimenterende? Hvor starter man overhovedet, og hvem kan inspirere? Det ved 23-årige Elijah Kashmir Ali, der udelukkende klæder sig på for sig selv. Og de giver tips videre her.

Elijah Kashmir Ali (de/dem) er 23 år. Til daglig studerer de pædagogik og arbejder som artist og dj. Elijah er født og opvokset i en dansk/palæstinensisk familie i Odense, men bor i dag i København. De sig selv som: “Queer as fuck”.

Læs Elijahs tips om, hvordan man bedst klæder sig på for sig selv.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

1. Følg forskellige profiler online, og lad dig inspirere
– Mennesker og energier smitter, så sørg for at omgive dig med ligesindede – både i virkeligheden og online. Det, der bliver serveret foran dig, bidrager til inspiration på alle mulige måder, så det er supervigtigt, at dit digitale vindue ud mod verden er givende.

2. Tøj har ikke et køn, så shop, hvor du vil!
– Det synes jeg, er rigtig vigtigt! Jeg følte mig meget begrænset i forhold til, hvor jeg kunne shoppe tidligere. Folk, der bliver læst som mænd, er begrænsede til at klæde sig meget ens, fordi rammen bare er for lille, når det kommer til udbuddet i butikkerne. Lade være med at tro, du SKAL shoppe et bestemt sted. Køb det, du vil.

3. Lav et moodboard
– Jeg har et moodboard i form af en mappe på Instagram, hvor jeg gemmer alt, jeg ser, som jeg finder inspirerende. Accessories, tøj, hele looks, ting, der får mig til at tænke: ”Det her det kan noget helt særligt.” Det hele ryger i mappen, så når jeg skal noget specifikt eller er i et bestemt mood, kigger jeg billederne igennem og ser, hvordan jeg så kan sammensætte et outfit, ud fra det jeg har.

Elijah Kashmir Alis yndlingssteder at shoppe

4. Tag tingene i dit eget tempo
– Selv om du måske drømmer om at nå dertil en dag, er det ikke sikkert, du er klar til at gå all in på et supereksperimenterende look endnu. Hvis du mest har lyst til at starte med babysteps – for eksempel ved at tilføje en perlehalskæde til dit outfit, klippe dit hår helt kort eller lægge en eyeliner – så gør det. You do you!

5. Forbered dine venner
– Uddan dine venner, og indvi dem i, at det godt kan være ubehageligt, hvis folk glor eller siger noget på grund af dit udseende – for eksempel i skolen eller på gaden – så prep dem, og fortæl dem, at de gerne må sige fra på dine vegne. En god ting, de kan sige, kan for eksempel være: ”Mind your own business.” Dét citat, tror jeg faktisk, skal være min næste tatovering. Der er så mange ting, der sker i verden, som ikke rager andre, men som alle har en mening om. Please don’t, sig fra, og bland dig udenom.

6. Pas på dig selv
– Når du begynder at blive opmærksom på, at du får mere opmærksomhed, fordi du stikker ud, kan det godt dræne din energi. Blandt andet fordi du kan blive tvunget til at forholde dig til andres kommentarer, så mit råd er: Husk at lade op. Det er at passe på sig selv. Når jeg skal lade op, bruger jeg tid sammen med de mennesker, jeg holder af, gerne i private rum, hvor der ikke er nogen, der forventer noget af mig.

7. Snak med en voksen, du er tryg ved
– Mine forældre havde det svært med, at jeg eksperimenterede med mit look, da jeg var yngre, så en dag kom jeg hjem og opdagede, at de havde smidt alt mit tøj ud – på nær mit joggingtøj. Det var det, jeg var efterladt med. Jeg ville ønske, jeg havde delt det med nogen, der kunne hjælpe mig, så mit råd til dig, der oplever eventuel mobning på grund af dit udtryk, er at fortælle det til din klasselærer eller en voksen, du er tryg ved. Du må ikke gå med byrden alene.

8. Tøj skal passe til dig, ikke omvendt
– Som plussize-person har jeg oplevet en masse skam, fordi størrelsesudvalget i butikkerne ikke har været inkluderende nok til at rumme mig. Du skal vide, at der ikke er noget galt med dig eller din krop, hvis du ikke kan passe tøjet i de gængse butikker. Find de steder, der rummer dig og din krop, og læg dine penge der. Jeg shopper for eksempel meget hos Asos, fordi de har en hel plus size-sektion. Hvis du har overskud til det, så skriv en mail til brands, du godt kan lide, at du ville ønske, de lavede tøj, du kunne passe. Man mister ikke noget på at gøre folk opmærksom på, at man eksisterer.

9. Det er ikke, hvad du tager på, men hvordan du bærer det
– Rigtig ofte, særligt da jeg var meget ung, vidste jeg ikke rigtig, hvilken stil eller æstetik, jeg passede ind i. Jeg troede, jeg skulle vælge én, indtil jeg fandt ud af, at jeg jo er helt min egen, og at det er tingene, der skal passe på og til mig. Når jeg skal sætte et sæt sammen, lægger jeg meget vægt på, hvordan det får MIG til at føle. Og når jeg kan mærke, at jeg synes, noget er nice, og det får mig til at føle mig godt tilpas, mærker jeg efter, om jeg kan overskue at tage det på ud i verden og deale med, hvordan verden potentielt vil reagere på, hvordan jeg ser ud den dag.

10. Sluk for andres meninger om, hvordan du skal se ud, and let yourself shine
– Det var et major “turning point” i min identitetsdannelse, da det gik op for mig, at jeg hele tiden forsøgte at imponere nogen og få bekræftelse. Og endnu mere da jeg stoppede med det. Jeg spørger ikke længere andre til deres mening om, hvad jeg skal tage på. I’m sorry but they dont get it. Jeg lever i min egen boble og bruger mit Insta-moodboard.

Elijah Kashmir Alis yndlingsprofiler på Instagram

Læs mere om

MestLæste