Hvis det er første gang, du skal bruge en tampon, så er du måske lidt i tvivl om, hvordan du skal gøre. Og kan du bruge tamponer, hvis ikke du har været i seng med en fyr?

Du kan være helt rolig, for du kan sagtens bruge tamponer, selv om du ikke har været i seng med en fyr. Du skal bare være opmærksom på, at der findes forskellige størrelser af tamponer, så hvis det er første gang, du bruger en tampon, skal du måske starte med de mindste.

Hvordan sætter jeg tamponen op?
Du kan se på tampon-pakkerne, hvordan du skal sætte tamponen op, så den sidder rigtigt. Men her får du også lige en miniguide:

• Du skal slappe helt af, når du skal sætte tamponen op. Hvis du er alt for anspændt, så er det altså sværere at få den op.

[faktaBox]• Stil dig i en stilling, så tamponen er let at putte ind. For nogen er det lettest at stå op og have lidt spredte ben, men det kan være forskelligt fra pige til pige.

• Tamponen skal være helt ren, så det er en god idé at vaske hænder inden. Hvis du taber tamponen på gulvet, så må du smide den ud.

• På nogle tamponer er der et indføringshylster. Når du skal sætte tamponen op, så putter du indføringshylstret op i skeden, og så bruger du din finger til at skubbe tamponen op ved at stikke den ind i hylstret. Du skal først skubbe den op, når hylstret er inde i skeden. Hvis ikke der er et hylster, så skubber du bare forsigtigt tamponen op. Lyder det svært? Så prøv at åbne en tampon og se, hvordan den fungerer uden at putte den op. Husk at den lille snor skal hænge ud af din skede.

• Hvis du føler, at tamponen gør ondt eller generer dig, så kan det være fordi, den sidder for langt nede. Den skal ikke irritere dig - så er det bedre at tage den ud og sætte en ny op.

• Når du skal have tamponen ud, så hiver du i den lille snor, der sidder for enden af tamponen. Slap af i kroppen, når du gør det, for så er den lettere at få ud.

Det kan godt kræve lidt øvelse at sætte en tampon op, så fortvivl ikke, hvis ikke det går første gang. Prøv dig frem, og så skal det nok lykkedes.

Læs mere om menstruation her.