Hvad er gonoré?

Gonoré er en kønssygdom. Hvis man er smittet med gonoré, bliver den overført, når man har sex. Det er specielle bakterier, gonokokker, som vokser i fugtige og varme områder af kroppen, og de sætter sig derfor i urinrøret, i skeden, i endetarmen eller i munden. Det mest almindelige er dog, at de sidder i urinrøret eller skeden.

Hvordan smitter gonoré?

Hvis du eller din partner har bakterien, kan I risikere at smitte hinanden, når I har sex. Gonoré smitter, uanset om I har sex i skeden, i munden eller i endetarmen. Du kan dog ikke få gonoré ved at kysse. 

Hvordan undgår jeg at få gonoré?

Det eneste, der beskytter mod gonoré og andre kønssygdomme, er et kondom. Du får ikke gonoré, hvis ham, du har sex med, ikke har bakterien. Men du kan aldrig vide, om din partner har en kønssygdom, så derfor bør du altid beskytte dig med kondom.

Læs også: Få overblikket: Alt om kønssygdomme

Symptomer på gonoré

  • Det svier, når man tisser, og det kan føles, som om man tisser glasskår.
  • Ens udflåd begynder at lugte dårligt
  • Der er mere udflåd, end der plejer, og det er tykkere og mere gulligt. 
  • Man pletbløder.
  • Det kan svie, kløe og irritere i endetarmen, hvis man er smittet der.
  • Hvis man er smittet i halsen, kan halsen kløe og svie.

Det er ikke alle, der får symptomer, og det er heller ikke sikkert, man har alle symptomer. Nogle oplever også først symptomer nogle dage og helt op til tre uger efter, de er blevet smittet. Kun cirka hver tredje pige, der er smittet med gonoré vil kunne mærke symptomerne. Det er meget mere tydeligt for drenge, hvor otte ud af ti får symptomer. Du kan altså godt have gonoré, selv om du ikke kan mærke, at noget føles anderledes i underlivet. Det mest almindelige symptom er, man får mere udflåd, og det kan føles, som om det drypper lidt.

Er gonoré farligt?

Ud over, at symptomerne er rigtigt ubehagelige, kan der være flere konsekvenser ved at være smittet og ikke få det behandlet. Piger kan blive sterile og kan altså risikere ikke at kunne få børn, hvis de har gonoré i skeden. Hvis man går for længe med bakterierne i underlivet, kan piger også få underlivsbetændelse, som giver smerter i underlivet og feber. I meget sjældne tilfælde kan gonoré sprede sig til leddene i kroppen, så de bliver hævede og ømme. Derfor er det vigtigt, du bliver tjekket, hvis du har mistanke om gonoré, og at du bliver behandlet, hvis du har bakterien.

Læs også: Det skal du vide om herpes

Hvordan bliver jeg testet for gonoré?

Du kan ikke teste dig selv hjemme, så du er nødt til at gå til din læge for at blive testet. Man kan finde bakterien en uge efter, du har haft sex. Lægen tester for gonoré ved at pode dig med en vatpind de steder, du har haft sex.

Behandling af gonoré

Gonoré er heldigvis ret nemt at kurere, og det behandles med en antibiotika-kur. De fleste er raske efter syv dage. Det er vigtigt, at du ikke har sex, indtil du er færdigbehandlet og din læge har sagt, der ikke længere er tegn på bakterier. Hvis du stadig har symptomer, efter du er blevet behandlet, skal du kontakte din læge igen. Hvis du er blevet smittet med gonoré, er det også vigtigt, du fortæller det til dem, du har været sammen med, så de kan blive tjekket, og de ikke smitter flere personer.  

Hvor udbredt er gonoré?

Der er sket en kæmpe stigning i antallet af folk, der har fået kønssygdommen gonoré. På bare fem år er tallet syvdoblet:

  • I 2011 blev der registreret 498 tilfælde af gonoré. 
  • I 2015 blev der registreret 2,735 tilfælde af gonoré 
  • I 2016 blev der registreret 3.401 tilfælde af gonoré, og antallet er stadig stigende.

 Det kan især være svært for piger at mærke, om de har gonoré, og derfor er der rigtig mange, der ikke bliver tjekket. Men det er et problem, for gonoré rammer oftere piger nu, end det gjorde før: 

  • I 2011 var 20 procent af dem, der havde gonoré, piger.
  • I 2015 var 41 procent af dem, der havde gonoré, piger.

Man er bange for, at bakterien kan blive resistens, fordi så mange har fået kønssygdommen. Det vil sige, at man ikke kan behandle den, som man kan nu. På den måde vil endnu flere kunne blive smittet med gonoré, hvis ikke udbredelsen af gonoré stopper.

Læs også: Det skal du vide om kønsvorter 

Myter om gonoré

  • Man kan få gonoré ved at bruge det samme håndklæde som en, der er smittet.

Falsk!

  • Gonoré smitter også, når man kysser hinanden.

Falsk!

  • Man kan få gonoré af at sidde på samme toiletbræt, som en person, der er smittet.

Næsten Falsk! Det er næsten umuligt, men det kan lade sig gøre, hvis du sætter dig i nogle væsker lige efter en smittet person har været på toilettet. Bakterierne lever rigtigt dårligt uden for kroppens miljø, så de kan ikke overleve ret længe på et toiletbræt.

Vidste du...

  • At hver fjerde dansker under 25 år har haft en kønssygdom?
  • At kønssygdomme, sexsygdomme og seksuelt overførte sygdomme er det samme?
  • At sexsygdomme smitter, når der er kontakt mellem slimhinder - altså penis, skede og endetarm?

Kilde: Sexlinien.dk, Apoteket.dk, Statens Serum Institut, Videnskab.dk

Læs også: Kønssygdoms-eksplosion i Danmark

I galleriet kan du få tips til at sætte et kondom på, så du beskytter dig selv mod kønssygdomme: 

Tips til at sætte et kondom på