Mit navn er Camilla, og jeg er 14 år. Jeg skal konfirmeres i Norge, hvor jeg bor sammen med min mor. Der er ikke så store forskelle mellem dansk og norsk konfirmation. Festen efter ceremonien er nogenlunde den samme som I Danmark. Jeg skal holde fest både i Danmark hos min far og i Norge hos min mor, og de bliver ret ens.

Det, der er en af de største forskelle blandt pigerne, der konfirmeres i Norge og Danmark, er antrækket. I Danmark er det hvide kjoler, hvor det i Norge tit er i en folkedragt.

Læs også: Få et flot konfirmations-look.

Den norske folkedragt hedder Bunad, og der er mange forskellige Bunader. Jeg får Bunad i gave af min mormor og mor. Man kan ikke helt selv bestemme, hvilken Bunad man vil have. Den skal komme fra forskellige steder i Norge hvor man har slægt eller et tilhørsforhold. Min hedder Lundeby Bunad. Det er meningen, at man skal have den samme Bunad i mange år. Det koster alt fra 10.000 til 45.000 for en Bunad. Min koster ca. 20.000, men vi får den billigere, fordi min mor syr den. Der er som oftest mange broderier på en Bunad, og det er håndbroderet. Det gør selvfølgelig også, at de bliver lidt dyrere.

Læs også: Konfirmation fra A til Å.

Jeg glæder mig utrolig meget til min konfirmation, som skal blive pyntet med friske farver, og jeg skal have rigtig god mad. Men allermest glæder jeg mig til at min Bunad er færdig. Bunad er også pyntet med en masse pænt sølv. Jeg har fået mit sølv i løbet af konfirmationstiden i julegaver og til andre anledninger.

Mange hilsner fra Camilla