Mit liv

Min veninde lyver

Af Stine Kærsgaard 30. september 2015
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Er du lidt frustreret, fordi du flere gange har opdaget, at din veninde lyver for dig? Læs her, hvad du kan gøre.

De fleste af os kender det der med lige at fyre en lille hvid løgn af en gang imellem. De små hvide løgne er oftest uskyldige og kan faktisk hjælpe os til at undgå ubehagelige situationer.

Dog må løgnene ikke tage overhånd! Oplever vi gentagende gange, at en person lyver for os, også selv om det bare er om noget ligegyldigt, kan vi nemlig godt begynde at tvivle lidt på, om vedkommende andre gange taler sandt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Hvor godt kender du din veninde - og omvendt?

Ofte handler løgne om, at man skjuler noget, eller at man er usikker, men det kan også være fordi, personen simpelthen får et kick ud af det. Det er superubehageligt at opdage, at en person lyver over for en – særligt, hvis det er en god veninde.

Læs også: Arg, min veninde kopierer mig

Hvis du gerne vil fortælle din veninde, at hendes løgne går dig på, men ikke helt ved, hvordan du skal sige det til hende, så læs med her.

Hvad lyver hun om?

Til at starte med kan du spørge dig selv om, hvornår du har oplevet, at din veninde lyver, men også hvilke ting, det har været, hun har løget om. Gør hun det, når hun har travlt og derfor finder på undskyldninger for, hvorfor hun ikke kan ses? Eller handler det om, at hun overdriver sine historier så meget, at det bliver en løgn? Når du er klar over mønsteret i hendes løgne, vil du også bedre kunne lægge en plan for, hvordan du skal konfrontere hende med problemet.

Konfronter hende med løgnene.

Løgnene vil nok kun stoppe, hvis du konfronterer din veninde med, at det går dig på. I stedet for at komme med en hård anklage som: ”du lyver!”, så bare sig stille og roligt, at du synes, det er lidt mærkeligt, at hun gør det. Spørg ind til, hvorfor hun ikke siger sandheden til dig, og tilbyd også din hjælp. Måske kan løgnene skyldes, at hun har det svært med nogle ting.

Konfronter hende med konsekvenserne.

Selv om du skal være der for din veninde, skal hun også vide, at hendes løgne kan have konsekvenser for jeres venskab. Det er nemlig meget svært at være tæt på et menneske, som lyver. Det er derfor også okay at forlange, at hun stopper med at lyve over for dig, hvis I skal forblive gode veninder.

Har hun det skidt?

Hvis din veninde lyver om, hvorfor hun ikke dukker op til arrangementer og i det hele taget isolerer sig, så kan det være et tegn på, at hun har det skidt. Prøv derfor at være ekstra opmærksom på hende, og tag en snak med en voksen, hvis du synes, at problemerne fortsætter.

Er hun lystløgner?

Nogle mennesker har en lille lystløgner i maven. De lyver om forskellige ting for at få mere opmærksomhed eller for at virke sjovere. Det kan godt være supertræls at lægge øre til, når man ved, at det, man hører, ikke helt passer. Hvis du oplever, at din veninde fortæller noget, som simpelthen ikke er sandt, så sig til hende, at du en dag ender med ikke at tro på nogen af hendes historier. Det vil måske få hende til at vågne lidt op.

Har hun en god fantasi?

Andre mennesker har svært ved at skelne mellem, hvad de godt kunne tænke sig skete, og hvad der rent faktisk skete. Måske har du opdaget, at din veninde nogle gange forvrænger virkeligheden lidt til det bedre. Hvis du opdager, at hun pynter på historierne, så lad være med at gøre hende til grin foran hele forsamlingen. Sig i stedet bagefter til hende, at du synes, det var lidt skørt, at hun overdrev så meget, og at folk med tiden vil opdage, at hun ikke taler helt sandt. Så vil hun forhåbentlig tænke lidt over det.

Læs her, hvad du kan gøre, hvis du kommer til at lyve for dine forældre ...

Hjælp!Jeglyverformineforældre

Når man er teenager, er det meget normalt at begynde at gå til fest, og det ved dine forældre godt. I stedet for at lyve om, at du skal til fest, bør du derfor hellere være åben omkring, hvad der sker til festerne. Hvis de fornemmer, at du fortæller dem sandheden, vil de have nemmere ved at stole på dig – og du vil højest sandsynligt få lov til mere. Aftal eksempelvis med dem, at du sender løbende sms’er, og fortæl dem præcis, hvor du er, og hvilke forældre der er til stede.
Har du det skidt i skolen, eller bliver du mobbet af dine klassekammerater? Og tør du ikke fortælle dine forældre om det? Du må altid huske på, at det aldrig er din skyld, at du bliver mobbet, og det er derfor ikke noget, du skal skamme dig over. Du kan starte med at sige til dine forældre, at du har noget vigtigt, som du skal snakke med dem om. Der er en stor chance for, at de vil se anderledes på tingene, end du gør, og give dig gode råd, så du kan komme ud af situationen. Og vigtigst af alt får de en bedre forståelse for, hvorfor du nogle gange har det svært.
Foto: Shutterstock
Åh, lyver du af og til om, at du har lavet den der stil eller har øvet de tyske gloser? Dine forældre spørger kun ind til dine lektier, fordi de gerne vil have, du skal klare dig godt i skolen. I stedet for at lyve om dine lektier, bør du i stedet være ærlig. Fortæl dem, hvorfor du ikke kan tage dig sammen til det. Måske kan de hjælpe dig i gang eller støtte dig på en anden måde.
Foto: Shutterstock
Når piger og drenge kommer i teenagealderen, kommer der kærlighed og amoriner i luften, og de fleste vil finde sig en kæreste - eller en de flirter lidt med - på et tidspunkt. Derfor er der heller ingen grund til at holde det hemmeligt for dine forældre, hvis du har mødt en sød fyr eller lyve om, at du laver noget andet, når du rent faktisk bruger tid sammen med ham. Måske er de ikke supervilde med, at I allerede sover sammen og sådan nogle ting, men hvis de er, som de fleste forældre er, vil de nok mest af alt synes, at det er ret hyggeligt! Og de vil sikkert gerne møde ham.
Foto: Shutterstock
Hvis du har været sammen med din kæreste længe, bør du ikke lyve, hvis dine forældre spørger dig, om I har sex sammen eller overvejer at have det. Det kan godt være superakavet at snakke med sine forældre om sex, men måske er det ikke helt dumt at gøre… Det er nemlig rigtig, rigtig vigtigt, at man beskytter sig, når man er sammen med sin kæreste, så derfor skal din mor eller far have besked, hvis du får brug for p-piller eller andet prævention. Husk på, at de også har været igennem ”den første gang” – engang!
Foto: Shutterstock
Som udgangspunkt skal man vente så længe, man overhovedet kan med at drikke alkohol, og kan man lade helt være, er det bare et plus. Det er nemlig rigtig skadeligt for ens udvikling, krop og hjerne. Hvis du alligevel har lyst til at drikke nogle øl til festerne, så bør du fortælle dine forældre, at du og dine venner er startet på det. Hvis du er bange for, at de vil flippe helt ud, så spørg dem, om I kan lave en aftale om, hvad og hvor meget du må drikke. Det kan være farligt at drikke alkohol, så hvis de siger til dig, at du skal vente, bør du respektere det. Tro os – det er kun for dit eget bedste, de gør det!
Foto: Shutterstock

MestLæste