’X Factor’-dommerne ”Det glæder vi os mest til”
Kendte

’X Factor’-dommerne: ”Det glæder vi os mest til”

Af Josephine Sjelhøj 24. februar 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi Unge har mødt årets ’X Factor’-dommere til en snak om de første liveshows, deltagernes udvikling og det, der gør denne sæson til noget helt særligt.

Dette års ’X Factor’-liveshows skydes i gang fredag d. 26. februar, hvor det er Lise Rønne, der byder livedeltagerne velkommen på den store ’X Factor’-scene.

I den forbindelse har vi mødt de tre ’X Factor’-dommere til en snak om, hvad seerne kan forvente af de første liveshows og den udvikling, de allerede kan se hos deltagerne.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Fokus på nærvær

Når man spørger dommerne om, hvad vi kan se frem til fra deres deltagere i det første liveshow, svarer de alle sammen tydeligt, ”nærvær, nærvær nærvær.”

Oh Land fortæller blandt andet, at det er en af den unge kategoris mange styrker – både musikalsk og på et personligt plan. Hun nævner også, at noget af det, hun lagde allermest mærke til ved sine tre deltagere, var deres evne til at være ”utroligt til stede i en situation, hvor det for de fleste er svært at være sig selv.”

LÆS OGSÅ: Afsløring: Her er den nye 'X Factor'-vært

Det samme pointerer Thomas Blachman, når vi spørger ham om, hvad vi kan forvente af grupperne i det første liveshow.

- Musik handler om, man har lyst til at være der. Man skal have lyst til at være, hvor musikken er, og det er det, seerne kan se frem til fra grupperne, fortæller den populære dommer.

Martin Jensen fortæller, at årsagen til, at han udvalgte Hiba, Vilson og Dan som sine tre live-deltagere var, at de alle har deres egen stemme, er originale og ikke kopierer andre. Samtidig tror han også, at hans deltagere kommer til at overraske seerne meget i liveprogrammerne.

En følelse af fællesskab

I år består grupperne af Simon & Marcus, Neva & Ida og The Kubrix, som består af hele syv personer. Gruppen bliver af deres mentor, Thomas Blachman, kaldt ”en hyldest til fællesskabet.” Han siger også, at der er en særlig følelse af sammenhold, og at det er et sted, man har lyst til at være.

LÆS OGSÅ: 'X Factor': Liveshowet bliver meget anderledes i år

Selvom den unge kategori består af tre solister, har deltagerne alligevel fået et sammenhold, der kan mærkes af deres mentor. Oh Land fortæller, at det, Nikoline, Lucca og Solveig har til fælles, er, at de er ”seje unge mennesker, der ikke prøver at være ligesom alle andre."

- De prøver kun at være sig selv. Det synes jeg er inspirerende. Jeg ville ønske, at jeg havde det på samme måde, da jeg var 15 år, fortæller 'X Factor'-dommeren.

Deltagernes udvikling er det vigtigste

Et gennemgående tema i dette års ’X Factor’ er uden tvivl deltagernes udvikling. Alle tre dommere peger på, at det er noget af det, de går allermest op i.

For Oh Land er det især den personlige udvikling, der fylder meget. Hun nævner, at det er vigtigt, at hendes deltagere også bliver stærke som mennesker, fordi det hjælper dem musikalsk. Hun synes også, at det er ”fantastisk” at hjælpe unge mennesker med at rykke sig derhen, hvor de bliver ”endnu bedre end, man havde regnet med.”

Martin Jensen lægger vægt på, at det er vigtigt for ham, at hans deltagere også kan noget på den anden side af programmet. Han arbejder derfor på at give dem noget, de ikke kun kan bruge på den korte bane.

- Mine ambitioner er, at mine deltagere udvikler sig gennem programmet, og kommer ud på den anden side af ’X Factor’ med en følelse af, at de kan noget, siger den populære DJ, der samtidig afslører, at han håber på at kunne hjælpe sine deltagere videre i deres karriere efter programmet.

Blachmans råd til Vi Unges læsere

Der er ingen tvivl om, at coronatiden har haft en stor indflydelse på unge mennesker, som (også) er blevet ramt hårdt af de forskellige restriktioner. Det er også noget, Thomas Blachman har lagt mærke til. Han håber derfor, at I unge derude finder inspiration til at lave ting i jeres hverdag, som giver jer en glæde.

- Jeg tror på, at det er vigtigt at få en rutine i det, man gør, men man skal måske også prøve at lave nogle af de ting, man normalt ikke får gjort, siger han og foreslår, at man for eksempel kan lære at spille et instrument, begynde at skrive dagbog eller lære at lave mad.

LÆS OGSÅ: 'X Factor' 2021: Kom helt tæt på årets deltagere

Han siger samtidig, at han forstår, at det liv, unge har lige nu ”ikke er særlig fedt,” og at han respekterer jeres frustrationer.

- Ungdom skal leves i fællesskab, fest og forelskelse. Det er blevet taget fra jer, så det er klart, at det er en hård tid, siger Thomas Blachman.

Læs mere om

MestLæste