'X Factor' 2021: Kom helt tæt på årets deltagere
Fredag d. 26. februar er dagen, hvor dette års ’X Factor’-liveshows endelig går løs. I den forbindelse har Vi Unge mødt alle deltagerne til en snak om deres forskellige mentorer, hvordan det var at gå videre, og hvad vi kan forvente at se i det første liveshow.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
I år bliver det første program lidt anderledes end normalt, fordi alle deltagere er sikret i første liveshow. Med andre ord er der ikke nogen, der ryger ud i første runde.
Denne ændring er noget, der kommer som en stor lettelse for deltagerne, som alle er enige om, at det giver dem en helt særlig ro.
- Det betyder virkelig meget. Det giver en ro i kroppen, fortæller Nikoline, der er én af Oh Lands deltagere i den unge kategori.
De unge – Nikoline Steen Kristensen, Solveig og Lucca
I år består den unge kategori af Solveig på 15 år, Lucca på 15 år og Nikoline Steen Kristensen på 17 år. Selvom kategorien består af tre solister, er de alle sammen enige om, at de er et team. Pigerne fortæller, at de har fået et venskab, som gør hele oplevelsen endnu bedre.
De tre stjerner i den unge kategori er også enige om, at samarbejdet med deres mentor, Oh Land, er noget helt særligt.
- Nanna er virkelig kreativ, og så tænker hun altid ud af boksen. Men hun er også god til at tage hensyn og høre om mine egne idéer, fortæller Solveig, der glæder sig til at stå på ’X Factor’-scenen for første gang.
LÆS OGSÅ: Afsløring: Her er den nye 'X Factor'-vært
Det samme er tilfældet hos Nikoline, som ”elsker” at arbejde med Oh Land. Hun lægger vægt på, at Nannas baggrund som musiker er inspirerende for hende selv som kunstner, og at hun hele vejen igennem har følt sig ”virkelig tryg.”
Også Lucca fortæller, at hun har et utroligt godt samarbejde med sin mentor. Samtidig er ’X Factor’ også en drøm, der er gået i opfyldelse for hende, fordi hun har haft et ønske om at være med i programmet i flere år.
- Det var en ubeskrivelig følelse, da jeg fik at vide, at jeg var gået videre. Jeg kunne slet ikke forstå det, siger den glade deltager.
23+ - Hiba, Vilson Ferati og Dan Laursen
I år står programmets nye dommer, Martin Jensen, i spidsen for kategorien med solister over 23 år, som denne gang består af Hiba på 26 år, Vilson på 23 år og Dan på 36 år.
Noget de tre deltagere fokuserer meget på er at nå ud til seerne i stuerne. De skal alle tre kunne ”mærkes” på scenen i liveprogrammerne.
Vilson, der aldrig havde sunget for nogen, inden han meldte sig til ’X Factor’, siger, at han håber, seerne kommer til at mærke den måde, han udtrykker sine følelser gennem sin sang. Han fokuserer også meget på den udvikling, han har været igennem under forløbet.
- Det er ret vildt, at jeg står her lige pludselig. Det må jo betyde, at jeg kan noget, siger Vilson.
LÆS OGSÅ: Test: Er du X Factor-ekspert?
Hiba fortæller også, at seerne kan se frem til at have en fest i et af de senere liveprogrammer, som hun glæder sig meget til. Hun afslører, at hun sammen med sin mentor har fundet sange, der viser, hvilken slags kunstner hun er.
Alle solisterne i kategorien er enige om, at samarbejdet med Martin Jensen går ”virkelig godt,” fordi han bringer det bedste frem i dem.
Hiba fortæller blandt andet, at Martin er perfektionistisk, og at han altid har en vision for, hvordan tingene skal være samtidig med, at hun føler sig hørt. Dan lægger også vægt på, at Martin er en, der ved, hvad han laver, og at han er ”virkelig dygtig”.
Grupperne – Simon & Marcus, The Kubrix, Neva & Ida
Årets grupper består af drengeduoen Simon & Marcus, pigeduoen Neva & Ida, og den store syvmandsgruppe, der har fået navnet The Kubrix, som er inspireret af den berømte rubik's cube, der danner en samlet enhed ud af forskellige mønstre – lidt ligesom gruppen selv.
Både The Kubrix og Neva & Ida er grupper, der er sammensat af mennesker, der ikke kendte hinanden på forhånd. Det var nemlig deres mentor, Thomas Blachman, som satte dem sammen inden bootcamp. På trods af dette føler begge grupper, at de ”passer perfekt” sammen.
- Vi har det så godt alle sammen. Nu bor vi også sammen (i forbindelse med ’X Factor’), og det gør bare, at man kommer til at kende hinanden på et andet plan. Det kommer også tydeligt frem, når vi optræder, fortæller The Kubrix.
Samme oplevelse har Neva og Ida også haft. De fortæller blandt andet, at de gennem de seneste uger er blevet ”virkelig tætte”, og at de især musikalsk hurtigt fandt hinanden.
LÆS OGSÅ: 'X Factor': Liveshowet bliver meget anderledes i år
En anden gruppe, der har forandret sig siden de blev valgt til bootcamp, er drengeduoen Simon & Marcus, som siden da har skiftet navn.
- Da vi skulle vælge et gruppenavn dengang vi meldte os, fandt vi på ’Unity’, fordi det var på et tidspunkt, hvor Black Lives Matter-bevægelsen var på sit højeste i det danske samfund. Vi fandt dog hurtigt ud af, at den musik, vi laver, ikke rigtigt hænger sammen med så tungt og vigtigt et emne, selvom vi stadig står inde for det, forklarer Marcus.
Selvom drengene egentlig tilmeldte sig ’X Factor’ som en joke, lægger Simon også vægt på, at de er meget taknemmelige for oplevelsen, og at det ville være fedt, hvis de kunne leve af at optræde efter programmet slutter.
Vi glæder os til at heppe på alle deltagerne, når liveprogrammerne af ’X Factor’ starter fredag d. 26. februar kl. 20:00 på TV2. Hvem er dine favoritter?