Kendte

Millie Bobby Brown afslører stor hemmelighed

Af Kicki Bengtsen 16. august 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Stjernen er i al hemmelighed blevet accepteret på universitetet, hvor hun læser ved siden af skuespillet.

Det kan godt være, hun har tjent millioner på Netflix-serien "Stranger Things", som har gjort hende verdenskendt, men Millie Bobby Brown vil tilsyneladende stadig have noget at falde tilbage på.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I hvert fald afslører den 18-årige skuespillerinde nu, at hun faktisk stadig går i skole, ligesom de fleste andre almindelige teenagere.

Det fortæller hun i et interview med det amerikanske ELLE.

I interviewet fortæller Millie Bobby Brown, at hun studerer på Purdue University, som er beliggende i West Lafayette i Indiana.

Hun fortæller dog også, at hun ikke er fysisk til stede på skolen til daglig, men at hun i stedet følger undervisningen online.

Skuespillerinden læser faget "Human Services", som er et fag med fokus på, hvor man kan styrke velfærdssamfundet.

- Man lærer blandt andet, hvordan systemet virker, og hvordan man hjælper unge mennesker, fortæller hun til ELLE.

Millie Bobby Brown blev berømt nærmest fra den ene dag til den anden, da hun fik rollen som Eleven i den populære Netflix-serie "Stranger Things" i 2016.

Hun har dog siden da kæmpet en del med berømmelsen, som har været svær at håndtere, da der som bekendt altid er mange delte meninger om kendisser.

Det har hun sat ord på flere gange, og det gør hun også i det nye interview med magasinet.

- Det er virkelig svært at blive hadet, når du ikke engang ved, hvem du selv er endnu, siger hun og fortsætter:

- Man tænker: "Hvad hader de ved mig?", og så bliver man lidt sådan: "Okay, så prøver jeg at være sådan her i dag", men så hader de også det.

Skuespillerinden understreger herefter, at hun forsøger alt, hun kan, for bare at være sig selv og lade være med at tænke på, hvad folk forventer af hende.

- Det har virkelig hjulpet mig at forstå, at jeg ikke behøver at være, som folk siger, jeg skal være. Jeg skal bare fokusere på at udvikle mig selv. Så det er det, jeg gør nu.

Denne artikel blev første gang bragt hos sh.dk. Dette er en redigeret version.

MestLæste