Kendte

Fanfiction – Zayn Malik førte mig til Justin Bieber

Af Stine Bødker Nielsen 5. september 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Anna har gennem lang tid støttet sit store idol, Justin Bieber, og drømt om at møde ham. Da han kommer til Danmark, har Anna ikke fået billetter. Og hvad sker der, når hun i stedet støder ind i den mystiske Zayn Malik?

Fanfiction er opdigtede historier om stjernerne, som deres fans selv har skrevet. Som noget nyt bringer vi en ny fanfiction-historie hver uge her på viunge.dk. Denne uges fanfiction er skrevet af Julie Modvig.

Tre hurtige til forfatteren:

Hvorfor er det fedt at skrive fanfiction?
Du kan selv bestemme, hvad du vil skrive, og hvad end der falder dig ind, så er der ingen grænser, og jeg tror, at det er netop dét, som gør mig glad for fanfiction.

Hvorfor har du valgt at skrive om både Justin Bieber og Zayn Malik?
Jeg har gennem tre år haft Justin som mit store idol og ville derfor gerne udtrykke, hvordan det ville være for en pige, som støtter ham så meget, som hovedpersonen gør. Jeg tror bare, at Zayn faldt mig ind, da jeg skrev den og ville være god som den person, som hjalp hende.

Hvad inspirerede dig til plottet?
Jeg har selv hjulpet andre med at møde eller skaffe billetter til for eksempel en Justin Bieber-koncert. Og dét, at man skal tro på, at ens drøm kan blive virkelig, er svært for rigtig mange mennesker. Derfor tænkte jeg: "Hvad med en historie, hvor drømmen faktisk går i opfyldelse? Og endnu bedre hvis det er en kendt, som hjælper med at få drømmen til at gå i opfyldelse?"

Vil du også gerne have din fanfiction på viunge.dk? Så send en mail med din historie til stine@viunge.dk.


Fanfiction - Zayn Malik førte mig til Bieber


Usikker. Ordet kørte non-stop i mine tanker, mens jeg stod der, foran hele årgangen og havde vundet dét at præsentere vores såkaldte nye 'læse-konkurrence'. Jeg havde ikke selv valgt det, tværtimod, så mente de fleste bare, at jeg ville være god til det at præsentere noget.

Hele niende årgang stod og kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg tog en dyb indånding. "H-hej og velkommen. Jeg skal øhm, præsentere vores nye konkurrence. Nemlig læse-konkurrencen. Vi starter med," sagde jeg med rystende stemme, kiggede ned på mit papir og sagde derefter: "Vi starter med Niklas." Folk klappede. Jeg gik med hurtige skridt ned mod den stol, som Sarah havde holdt til mig. Det gik da okay, tænkte jeg for mig selv. Jeg satte mig på stolen og smilede usikkert til Sarah. "Det var da ikke så slemt, Anna." sagde hun overbevisende og sendte mig et skævt smil, som skulle virke betroende. Jeg trak på skuldrene og lod min opmærksomhed falde på Niklas, som stod og læste højt fra noget, som på ingen måde interesserede mig. Endnu en lang dag lod sig til at forekomme. Jeg sukkede dybt.

"Nu til vores allersidste deltager. Sophie, kom bare." Sagde jeg og vandrede for fjerde gang mod Sarah og satte mig stift ned. "Jeg har valgt, at læse om Justin Bieber og One Direction." sagde Sophie med hendes skingre stemme. "Ih, Anna, hun skal snakke om One Direction!" hvinede Sarah pludseligt. Jeg løftede min højre øjenbryn og kiggede irriteret på Sarah. Jeg var ikke så vild med One Direction, faktisk syntes jeg, at de var egoistiske. Flere gange havde Sarah skældt mig ud og havde forklaret mig, at One Direction var verdens bedste forbilleder, og at de var det omvendte af egoistiske. Dog synes jeg selv, at Justin Bieber så var meget mere beskrevet ud for det, som hun sagde.

Læs også: Fanfiction - Mit møde med One Direction

Jeg havde støttet Justin i omkring de tre år, og alligevel havde jeg ikke svigtet ham. Som Sophie læste og læste blev jeg fanget til sidst. "Og One Direction og Justin kommer også til Danmark i morgen, eller ... De er allerede i Danmark, jeg ved bare ikke hvor. De spiller koncert lige efter hinanden i morgen i Parken" sagde hun, lukkede sin bog og gik mod sin plads med klappesalver.

Justin kommer var i Danmark!? Jeg spærrede øjnene op, gik næsten i spåner og var helt i chok, da det slog mig, at jeg ikke havde fået skaffet mig billetter. Typisk! Jeg sukkede dybt og håbede inderligt, at det her bare var en drøm. Jeg havde i hele tre år drømt om, at komme til en koncert, og så missede jeg den. Jeg bandede for mig selv, før jeg nev mig selv i armen. Det kunne ikke være rigtigt! Tårerne pressede langsomt på. Det måtte skyldes min menstruation, at jeg pludselig havde lyst til at græde. Men alligevel, så havde jeg drømt om, at se Justin i hele tre år. Jeg har hjulpet andre med at møde ham, mens jeg selv ikke kan skaffe billetter til mig selv. Alle de tweets som han havde skrevet på twitter om, hvor fedt en optræden var. Eller at han har mødt hundrede af fans. Usmart af mig. Klumpen sad nu truende i halsen. Jeg måtte væk, væk fra menneskeflokken!

"Sarah, jeg går lige på toilettet." sagde jeg med skælvende stemme, før jeg rejste mig og lød mod toilettet.
"Det er ikke sandt, det må ikke være sandt." sagde jeg hvæsende, da jeg nåede pigernes toilet. Aldrig havde jeg reageret så underligt, og aldrig havde jeg direkte haft det sådan her. Jeg hev min telefon op af lommen og gik på twitter. Det måtte ikke være rigtigt. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Min mascara var ikke vandfast, men det var ikke noget, som betød noget specielt for mig.

"@JustinBieber: Danmark er fedt. Glæder mig til imorgen! #Spændt."

Jeg rystede på hovedet, hvorfor vidste jeg ikke det!? Hvordan har jeg ikke kunne have set det!? Et enkelt hulk slap mine læber. Jeg gik ind på Billetlugen, hvor de højst sandsynligt solgte billetterne. Fanen åbnede, og kort efter så jeg det, som jeg næsten havde forudset. Der var udsolgt. Ordet stod næsten og grinede hånligt af mig. Det kunne ikke være rigtigt! Nej, nej, nej, nej! Irritabelt og ude af kontrol slog jeg min hånd ind i den grimme, afskallede grønne væg. Smerten lod sig give et lille jag, men det var ikke noget, som jeg lod mig mærke af.

Fanfiction, zayn malik, justin bieber, one direction



"Hvordan er det muligt," hviskede jeg, før jeg lod mig selv glide ned ad væggen, ned til det kolde, klamme gulv. Jeg trak benene under mig, slog armene om dem og lænede mit hoved op ad væggen. Jeg ville vædde på, at min mascara sad og så skræmmende ud, hele vejen ned ad mine kinder. Jeg rejste mig op med et sæt, da døren ind til toilettet gik op. Jeg havde ikke låst mig ind i en af boksene og slet ikke skænket en tanke til, at nogen kunne komme ind. Jeg kiggede op, endnu engang i chok.

"Anna, hvad er der sket?" spurgte den velkendte stemme som tilhørte Steffanie. Steffanie, min rigtig gode veninde. "Øhm," mumlede jeg. Jeg var målløs, i chok, kunne ikke finde ord for, hvorfor jeg stod her. "Jeg skulle på toilettet." sagde jeg, løb mod den nærmeste toiletboks og låste dernæst døren. Det var da også barnligt af en niende klasser på 16 at stortude, fordi man ikke fik nogen skide biletter. Jeg skammede mig dybt, da jeg havde sat mig på toilettets bræt, slog mig selv i hovedet en enkelt gang. Hvor var jeg umoden.

Kort rystede jeg på hovedet, åbnede døren igen og gik over mod vaskene. Jeg tændte vandet, ignorerede Steffanie, som stod og betragtede mine bevægelser. Jeg vaskede mascaraen af, tørrede mit ansigt med noget papir og gik mod døren. Dog blev jeg stoppet af Steffanie, som borede sine brune øjne ind i mine. "Du fik ikke billetter." mumlede hun, kiggede op og ned af mig, indtil hun nåede mine øjne. Igen havde hun kunne se det. Noget, som Steffanie kunne. Jeg trak på skuldrene, vred mig ud af hendes greb om min arm og gik mod døren.

Læs også: Drømmer du om at skrive?

Det var så typisk. Hvorfor skulle Steffanie også lige komme ud? Jeg sukkede irriteret og håbede dernæst bare, at jeg ikke var særlig hævet omkring øjnene. Jeg stoppede op. Elever gik rundt i skole gården, krammede hinanden og smilede sødt til hinanden. Nogle græd endda. Det var sidste skoledag før sommerferien, og det så ud til, at vi havde fået fri. Jeg sukkede dybt, gik mod mit hjem som lå de 800 meter fra skolen. Jeg sagde ikke farvel til nogen, mit humør havde påvirket mig for meget til, at jeg orkede andre mennesker.

Mødet med Zayn Malik
Jeg gik med hovedet hængende, blikket der forfulgte fortovet, som pludseligt forsvandt under mig. Rettere sagt, jeg landede på det. Jeg gispede højt, rejste mig op fra den kolde jord og kiggede dernæst på en person som stod overfor mig.

"Det må du virkelig undskylde! Det var ikke min mening at vælte dig omkuld," sagde en dyb stemme, en drengs stemme. Jeg mødte nogle brune øjne, som i et kort øjeblik mindede mig om Justin. Dernæst så jeg det sorte hår, stilen og smilet. Jeg havde set ham før. Hvem, det vidste jeg ikke, men bekendt var han. Jeg sendte ham et falskt smil, "Det er okay," mumlede jeg. Det var tydeligt at høre, at jeg var nedtrykt.

Fanfiction, zayn malik, justin bieber, one direction



"Hvad hedder du?" fløj det ud af mig. Jeg fortrød straks, men prøvede desperat at skjule det. "Zayn, Zayn Malik. Og dig?" sagde han og sendte mig et opmuntrende smil. Jeg kiggede væk, ned i jorden, da jeg ikke kunne lide, at have øjenkontakt med ham. Han kunne se, at jeg var ked af det, jeg kunne mærke det på ham, selvom han var fremmed for mig. "Jeg hedder Anna og-" jeg stoppede mig selv. Vent, hed han Zayn Malik? Det hed den ene medlem af One Direction også? Det kunne vel ikke være ... Nej, det var ikke muligt. Det kunne ikke være ham. Jeg måtte have hørt forkert eller noget. "Er du med i bandet One Direction?" spurgte jeg dernæst. Han nikkede, grinede, mens nogle varme øjne kiggede ind i mine. Jeg nikkede. "Okay. Hej," sagde jeg.

Jeg stolede ikke på ham, han kunne ikke være fra bandet. Jeg prøvede at gå forbi ham. Som Steffanie havde gjort, greb han min arm, vendte mig om mod ham og sendte mig et undrende blik. "Hey, er du helt okay? Du virker sådan ... Du ved, ked af det?" sagde han dernæst og et bekymret blik var til at ane. Tårerne pressede hårdt på, for hårdt. Næste sekund trillede en enkel tåre ned ad min kind. Ikke nu! "Nej, det er jeg ikke." mumlede jeg, kiggede ned i jorden, mens den akavede situation fortsatte. Ingen befandt sig sjovt nok på vejen, noget som undrede mig. Eller, jeg befandt mig på en vej, som ikke særlig mange kendte til, så.

"Er der noget jeg kan hjælpe med?" spurgte han. Hvorfor blev han ved med at spørge ind til mig? Han var jo - undskyld mig - for fanden fremmed? "Nej, det er der ikke." sagde jeg og prøvede at cutte samtalen.
"Hey, du er Bieber fan?" sagde han dernæst og pegede på min hættetrøje, hvorpå der stod 'Jeg elsker Justin Bieber', ret traditionelt. Jeg nikkede. "Skal du så til hans koncert i morgen?" spurgte han.

Jeg begyndte at blive skeptisk, mistroisk. Han spurgte meget ind til mig, alt for meget. Og netop dét spørgsmål havde jeg ikke lyst til, at jeg skulle besvare. "Nej. Og det rager ikke dig." sagde jeg, lidt for spydigt. En facade var kommet op, og et skævt smil formede sig på hans læber. "Hvad eh, jeg tror, at jeg ved, hvad der er galt." sagde han og smilede til mig. Hvad mente han med det? Forundringen og totalt blankt, kiggede jeg på ham. "Nå?" "Du har ikke fået billetter til hans koncert." han sagde det næsten hånligt, og sandheden lod sig genere mig.

Læs også: Fanfiction - Justin Bieber er min bedste ven

"Jeg synes du er en anelse for kæk. Nu går jeg, farvel." sagde jeg koldt, gik med hastige skridt væk fra ham. Jeg gik ind ad min hoveddør, forventede ikke, at den pludseligt forblev åben, og én kom ind bag fra. Jeg skreg af overraskelse og af den skræmmende følelse, at jeg ikke vidste, hvem det var. Jeg vendte mig om og blev mødt af ... Zayn?

"Hvorfor er det lige, at du skal rende rundt efter mig!?" hvæsede jeg af ham, da jeg endnu engang mødte hans øjne. "Fordi at jeg kan hjælpe dig med, at møde ham." sagde han, en hel del mere roligt end jeg forholdte mig. Jeg stoppede op, rettede ryggen og kiggede skeptisk på ham. "Og jeg skal stole på dig fordi?" sagde jeg og lænede mig en anelse for smart op ad dørkammen. "Fordi at jeg er verdenskendt, og derfor nok også kan skaffe et enkelt lille møde med en, som er ligeså verdenskendt som mig-" "Eller mere." afbrød jeg. Jeg lod hans sætning komme ind i mit system, og jeg stivnede brat. "Du ved, sådan møde, møde ham? Eller bare møde ham, som at se ham til en koncert?" "Hvad med begge dele?" "Justin holder ikke af jer." "Måske ikke, men du er en af hans fans - sande fans - og det ser ud til, at det her betyder meget for dig," sagde han og smilede til mig. "Kom ind og lad os snakke sammen," sagde jeg og smed mine sko samt jakken.

Der stod han - Justin Drew Bieber
Hans latter fyldte rummet og en lille fnisen lod sig komme frem fra mine læber. "Nårh jo, fordi at hvad?" sagde jeg og hentydede til hans dårlige joke, som han havde fyret af. Zayn havde været her i snart tre timer, og efterhånden som tiden havde gået, havde han formået at få mig til at ændre en lille smule mening om ham. Ikke så egoistisk som jeg troede, mere venlig og sød. Faktisk, måtte jeg give Sarah ret. Han var lækker, det var han. Sød, det var han også. Og havde nogle flotte øjne, som til tider mindede mig om Justin.

"Fordi jeg kan. Ligesom jeg kan få din drøm til at gå i opfyldelse," sagde han og blev en anelse mere seriøs. "Tak, Zayn. Jeg ved godt, at jeg var ret afvisende i starten, men jeg var bare ikke så meget for fremmede i mit hus, og det med Justin ærgrede mig," sagde jeg og sendte mig et lille forsigtigt smil. "Op med humøret! Du er tilgivet. Lad mig nu se et stort, ægte smil fra dine læber, så jeg ved, at jeg har gjort den rigtige piges drøm virkelig." sagde han og sendte mig et smil. Jeg smilte, ikke et stort et, men jeg smilte. Og åbenbart godt nok ud fra hans mening, "Det var godt." sagde han. "Ja," mumlede jeg. Han tog sin telefon frem, ringede til én ude i gangen, hvor jeg kun kunne høre mumlen, og dernæst kom han ind igen og satte sig.

Fanfiction, zayn malik, justin bieber, one direction



Jeg bed mig i læben, da nervøsiteten begyndte at sprede sig. En tavshed lagde sig og vi fik kort efter øjenkontakt. Han holdte den, tvang nærmest mine øjne ind i sine, mens jeg kort efter næsten smeltede ind i hans øjne. De brune, Bambi-agtige øjne, som ikke kunne andet en bringe et smil frem. Jeg tvang mit blik ned på det brune, træbord. Det blev for pinligt, han var næsten ligesom Steffanie, kunne se mine problemer og følelser.

"Nå, skal du møde ham nu og så komme til hans koncert efter?" spurgte han så, rejste sig og gik mod gangen og åbnede dernæst hoveddøren. Nu!? "Zayn, I snakker jo ikke? Hvordan skulle I-" jeg stoppede mig selv. Flåede hånden op til munden og klemte det skrig, som ville ud. Glædes tårer begyndte at trille ned ad mine kinder. Et hulk lod sig udbrede sig i rummet efterfulgt af nogle flere. Dér, ved døren, stod han. Justin Drew Bieber. Jeg kiggede over på Zayn, som stod med sin telefon i hånden og med et skævt smil placeret på læberne. "Zayn, er det..?" sagde jeg, lige højt nok til, at han kunne hører det. Han grinte kort og nikkede derefter. Justin trådte ind hen mod mig. Jeg rystede over det hele og kunne på ingen måde tænke klart.

"Aw. Kom her," sagde den velkendte, dejlige stemme. Et par arme lagde sig rundt om mig og pressede mig ind mod ham. Justin. "Justin," hviskede jeg, før jeg dernæst mødte hans øjne. De brune, klare øjne som de så ud på videoer og billeder. Det velkendte smil, håret som sad, som det skulle og hans krop, stil. Jeg pressede mig ind mod ham, mens jeg blev overvældet af lykke. Min drøm var sket, min drøm var gået i opfyldelse.

MegetMere