Vi Unge x Hitlisten: Ny musik fra Tessa, Nick Jonas og mange flere
Det er sidste fredag i februar, og for at få dig i den helt rigtige fredagsstemning har Vi Unge lavet en playliste med 10 helt nye sange, som vi ikke kan få nok af.
De nye udgivelser kommer blandt andet fra Post Malone, som har lavet et cover af en gammel klassiker til ære for Pokémon, og Nick Jonas, der er gået solo igen efter opløsningen af Jonas Brothers.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Lyt til Vi Unges hitliste lige her.
Tessa ft. Jesper Livid – Set Mer
Tessa inviterer os helt tæt på med den nye sang ’Set Mer,’ som viser os en ny og mere dyster side af rapperen. Tessa beskriver sangen som ”super personlig” og fortæller, at den handler om de svære teenage-år, hun havde. ’Set Mer’ er et samarbejde mellem Tessa og hendes manager Jesper Livid, som har støttet hende gennem tykt og tyndt.
EYJAA – Don’t Forget About Me
Den islandske søsterduo EYJAA har netop udgivet singlen ’Don’t Forget About Me,’ som handler om frygten for at miste. De to søstre flyttede meget som børn, og det betød, at de ofte oplevede at forlade deres venner.
- Vi er ganske enkelt bange for, at vores gamle venner glemmer os, når vi er flyttet væk og ikke længere er tæt på dem, fortæller EYJAA om sangens betydning.
LÆS OGSÅ: Taylor Swift genindspiller gamle album: Her er årsagen
Post Malone – Only Wanna Be With You
Pokémon fylder 25 år, og for at fejre det har Post Malone valgt at afholde en virtuel koncert lørdag d. 27. februar. I forbindelse med koncerten har sangeren pustet nyt liv i Hootie & the Blowfish-hittet ’Only Wanna Be With You’. Udover et par omskrivninger af teksten har Post Malone også valgt at bruge lydklip fra de originale Pokémon-spil for at skrue helt op for nostalgi-følelsen.
Zara Larsson – Look What You’ve Done
Zara Larssons nye single ‘Look What You’ve Done’ er et shoutout til alle, der forsøger at genfinde sig selv efter et ødelagt forhold. Sangen er en empowering anthem med disco-vibes, og det er uden tvivl perfekt til en fredag aften. Hvis man ønsker at se endnu mere til Zara, afholder hun også en virtuel koncert i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts.
Julias Moon – Larger Than Life
Til manges store glæde blev Julias Moon genforenet i 2020, og nu er de klar med deres anden single siden genforeningen. ’Larger Than Life’ viser igen en helt ny side af duoen, som planlægger at udgive deres længeventede debutalbum ’Moonligt’ senere på året.
Nick Jonas – Spaceman
Det er kun 24 timer siden, en kilde tæt på Jonas Brothers afslørede, at brødrene endnu en gang har valgt at holde pause fra deres fælles musikprojekt. Årsagen var, at Nick Jonas ønskede at fokusere på sin solokarriere, og nu er han altså allerede klar med den nye single ’Spaceman’. Sangen handler om de tanker og følelser, Nick har haft under hele pandemien.
Madison Beer – Blue
Madison Beers længeventede debutalbum ’Life Support’ er endelig tilgængeligt, og det betyder også, at vi har en masse nye sange til vores playliste. Et nummer, der er værd at fremhæve, er ’Blue,’ som virkelig fremhæver Madisons stemme.
Torine – Bored
Norske Torine viser en mere edgy side af sig selv med sin nye single ’Bored,’ som handler om at være træt af hverdagen og have mørke tanker. Singlen er ledsaget af en gennemført lækker musikvideo, der giver os de største 2000-vibes. Torine er helt sikkert en, man skal holde øje med på den skandinaviske musikscene.
Chloe x Halle – 80/20
Som en del af albummet ‘Ungodly Hour (Chrome Edition)’ har søsterduoen Chloe x Halle udgivet to helt nye numre. Ét af dem er singlen ’80/20,’ som kan give den kommende weekend et frisk pust. I virkeligheden var det slet ikke meningen, at sangen skulle udgives, fordi Halle ”hader den,” men vi er taknemmelige for, at hun tilsyneladende har skiftet mening – vi klager i hvert fald ikke!
Nona – Don’t Cry Me A River
Hollandske Nona har netop udgivet singlen ’Don’t Cry Me A River,’ som handler om at være færdig med et forhold, der ikke længere fungerer. Nona har tidligere fortalt, at hun lige nu fokuserer på, at lave musik, der gør hende glad, og det er tydeligt, at dette nummer betyder meget for hende.