’Drag Race UK’: Alt, du skal vide om realityshowet, der har taget verden med storm
Film & serier

’Drag Race UK’: Alt, du skal vide om realityshowet, der har taget verden med storm

Af Josephine Sjelhøj 10. maj 2021
Har du hørt om ’RuPaul’s Drag Race’? Hvis ikke, så præsenterer vi dig her for serien, som du bare må se. Lige nu er sæson 2 af Storbritanniens version af serien tilgængelig på DRTV, og derfor har vi samlet alt, du har brug for at vide om realityshowet, der har taget verden med storm.

- Racers, start your engines – and may the best drag queen win.

Sådan siger den verdenskendte drag queen RuPaul, når han i sit realityshow skal lede efter den næste dragsuperstjerne.

Måske har du allerede hørt om ’RuPaul’s Drag Race’, hvor talentfulde dragqueens kæmper om at blive USA's næste dragsuperstjerne gennem en masse opgaver, hvor de bliver udfordret i sang, design og comedy.

Serien, der bliver beskrevet som en kombination af ’Top Model’, ’America’s Got Talent’ og ’Project Runway’, tog hurtigt verden med storm, da den blev vist på tv for første gang i 2009. I dag er der 13 sæsoner, 5 all stars-sæsoner og en masse internationale versioner af programmet.

LÆS OGSÅ: Ugens hits: Little Mix udgiver første single som trio

Nu er turen så kommet til Storbritannien, hvor drag-ikonet RuPaul og hans trofaste meddommer, Michelle Visage, er taget en tur over Atlanterhavet, for at finde en ny britisk superstjerne.

DR har netop gjort hele sæson 2 af ’RPDR UK’ tilgængelig på deres gratis streamingtjeneste, og vi har derfor samlet alt, du har brug for at vide om sæson 2 af den underholdende serie.

En masse gæstestjerner

Udover RuPaul og Michelle Visage kan man i den britiske version af realityshowet se komikeren Alan Carr og tv-værten Graham Norton bag dommerbordet, når deltagerne går ned af catwalken.

Til at hjælpe sig med at bedømme, får dommerne i sæson 2 besøg af store stjerner, såsom supermodellen Jordan Dunn og sangeren MNEK, der giver konstruktiv feedback til de talentfulde deltagere.

I den amerikanske version er der bestemt ikke skruet ned på stjernefaktoren, når det kommer til gæstedommere. Her har store stjerner lige fra Miley Cyrus og Nicki Minaj til Khloé Kardashian og selveste Hello Kitty givet deres bedste råd til de håbefulde deltagere.  

Se nogle af de mest legendariske øjeblikke med de kendte gæstedommere i den amerikanske version af ’RuPaul’s Drag Race’ her:  

Stoppet af pandemien

Ligesom alt andet tv, der blev produceret i starten af 2020, blev sæson 2 af ’RPDR UK’ også påvirket af pandemien.

Det betyder, at man efter et par afsnit ser deltagerne få at vide, at optagelserne til konkurrencen bliver sat på pause, hvorefter de alle sammen må tage hjem for at selvisolere sig. Heldigvis fik de lov til at komme tilbage senere på året for at færdiggøre sæsonen, og i marts 2021 blev vinderen kåret.

En hjertevarm oplevelse

Igennem sæsonens episoder får vi lov til at møde og forelske os i deltagerne, som på hver deres måde er noget helt særligt. Den originale amerikanske version har altid fået ros for at caste drag queens, man kan relatere til. Dog er dette på et helt nyt niveau i den britiske version.

’RPDR UK’ er nemlig blevet rost til skyerne, når det kommer til deltagerne, som bliver beskrevet som ”nede på jorden” og ”fyldt med god energi”, samtidig med, at de har et helt særligt søsterskab imellem sig.

LÆS OGSÅ: Sæson 2 af populær Netflix-serie er på vej

En ting er helt sikkert: Dette er ikke ”bare” en realitykonkurrence – det er også en del af noget større. Programmet giver seerne en unik følelse af, at man lærer noget mens man har det sjovt, samtidig med at den efterlader dig med en ny følelse af selvkærlighed.

- If you can’t love yourself, how in the hell are you gonna love somebody else? Sådan siger RuPaul I slutningen af hvert afsnit, og det er lige præcis dét, der er så specielt ved serien. Med de hjertevarme historier og den store dosis af selvtillid, giver den dig nemlig en ny tro på dig selv, så du er klar til at tage verden med storm.

Indflydelse på popkultur

Bruger du citater, såsom ”yaaasss”, ”spill the tea”, ”and I oop” og ”not today, Satan”? Så er du måske påvirket af drag-kulturen helt uden at vide det, og det er faktisk slet ikke så mærkeligt.

Drag-kultur, og alt det indebærer, er nemlig forgænger for alle former for popkultur. Drag-verdenen er blevet en hel naturlig del af mainstream medier og kendissers kunst – lige fra de ekstravagante modevalg og makeupstil til tøjvalg og sprog.

Vidste du for eksempel, at den makeupstil, som Kim Kardashian og Kylie Jenner er så berømte for, er inspireret af drag-makeup? Deres tidligere makeupartist, Joyce Bonelli, har nemlig afsløret, at både deres contour-teknik og den måde, de overliner deres læber på, er taget direkte fra drag queens.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Popikoner såsom Lady Gaga og Ariana Grande har også afsløret, at alt det de laver – lige fra deres musik til deres outfits – er inspireret af drag-kultur. Netop derfor har de også gæstet den amerikanske version af serien, hvor de har skamrost alle deltagerne for deres kreativitet og talent.

LÆS OGSÅ: 3 råd til dig, der er i tvivl om din seksualitet og dit køn

Verdens største pigegruppe, Little Mix, har siden deres begyndelse heller ikke lagt skjul på, at de elsker drags. Hvis man er stor ’Mixer’ har man måske også lagt mærke til, at de flere gange har haft populære drag queens med i deres musikvideoer, såsom ’Power’. 

Senest har verdensstjernerne haft besøg af tre af deltagerne fra sæson 2 af ’RPDR UK’ i en video. I musikvideoen til ’Confetti’ kan man nemlig se Bimini Bon Boulash, A’Whora og Tayce give den gas til ørehængeren. 

Se Little Mix’ musikvideo til ’Confetti’ her:

Sæson to af ’RuPaul’s Drag Race UK’ kan streames på DRTV.

I galleriet herunder kan du møde alle deltagerne fra sæson 2 af der populære realityshow.

RPDRUKmøddeltagerne

Bimini Bon Boulash

Tia Kofi

Veronica Green

Tayce

Sister Sister

A'Whora

Cherry Valentine 

Ellie Diamond

Lawrence Chaney

Ginny Lemon

Joe Black

Asttina Mandella

MegetMere