Young Royals får en sæson 2
Film & serier

Denne populære Netflix-serie får en sæson 2

Af Julie Sofie Hauritz 24. september 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Var du også helt vild med den første sæson af ’Young Royals’? Så har vi gode nyheder til dig! Prins Wilhelm vender nemlig tilbage i en ny sæson – og efter den afslutning, som vi fik i sæson 1, glæder vi os virkelig til at se, hvad prinsen beslutter sig for.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Har du nogensinde tænkt på, hvad der ville ske, hvis man krydsede den spanske tv-serie ’Elité’ med den engelske tv-serie ’The Crown’ – og så samtidig dryssede lidt fra den norske tv-serie ’Skam’ udover?

Nej, heller ikke os. Men det har ikke haft holdt Lisa Ambjörn, Lars Beckung og Camilla Holter fra at forsøge at gøre det med den svenske tv-serie ’Young Royals’ – og man kan vist godt sige, at det har været en succes!

Den populære serie er i hvert fald blevet taget imod med kyshånd, og nu vender den endda tilbage i en ny sæson. Det har Netflix lige bekræftet.

Hvad var det nu liiige, der skete i sæson 1?
I den første sæson følger vi prins Wilhelm af Sverige, der efter en vild nat ude bliver sendt til Hillerska kostskole som straf af sine forældre. Her forsøger Wilhelm både at navigere rundt i sine kongelige pligter samt de op- og nedture, som livet byder på – heriblandt en uventet forelskelse. Han bliver nemlig forelsket i fyren Simon.

I slutningen af sæsonen bliver Wilhelm dog tvunget til at skulle vælge mellem kongekronen og sin kærlighed til Simon. Med sådan en cliffhanger måtte Netflix bare forny showet – og nu, hvor vi ved, at der rent faktisk kommer endnu en sæson, glæder vi os virkelig til at se, hvad Sveriges (måske) kommende (fiktive) konge ender med at vælge.

Young Royals
Foto: @edvinrydings

Hvornår udkommer sæson 2?
Netflix har endnu ikke offentliggjort en dato for, hvornår vi kan forvente at se den nye sæson.

Netflix har dog en tendens til at udgive nye sæsoner et år efter, at en tidligere sæson af en serie har været udgivet. Så fordi den første sæson af ’Young Royals’ blev udgivet i juli 2021, kan vi forestille os, at den nye sæson vil komme omkring juli 2022.

Den første sæson af serien havde dog kun 6 afsnit, så det ville på den anden side heller ikke overraske os, hvis der rent faktisk kommer nye afsnit inden juli 2022. Uanset hvad ved vi dog, at den nye sæson kommer på et tidspunkt i 2022.

Og hvordan ved vi det? Det gør vi, fordi Netflix har delt en virkelig sød video af nogle af skuespillerne fra serien, der fejrer denne gode nyhed. Se den lige her:

MestLæste