Anmeldelse: Den nye "Hunger Games" er en forvirrende rodebutik

Når det kommer til at se film, er det ikke ofte, jeg er efterladt med følelsen af at være forvirret. Men det skete efter den nye Hunger Games-film. Forvirret på flere planer.

Indledningsvis, en lille smule forvirret over, hvorfor der skal laves en ny Hunger Games-film nu. Fik vi ikke nok med de fire film tilbage mellem 2012 og 2015? Men ok, at vride flere dråber ud af en succes er efterhånden nærmest en dagligdags-forteelse i Hollywood, så det kan selvfølgelig ikke overraske.

Er Katniss'erne blevet voksne?

Når den slags sker, håber man, at det er fordi, nogen er kommet på en brillant idé. Har fået en fantastisk ny vision. Not so much her. Den eneste grund, der dukker op, er, at der er én bog i young adult-serien, som Suzanne Collins skrev, der ikke er blevet filmatiseret. That’s it, virker det til.

Som en sten, der ikke er samlet op, men død og pine skal det. For enhver pris. Uden at skele til, at det publikum, der var vilde med "Hunger Games"-universet for 11 år siden, ikke er det oplagte publikum længere, for de har måske i mellemtiden fået børn og er blevet (mere) voksne og synes, at der er vigtigere historier end at få forhistorien til, hvordan præsidenten for Panem, Coriolanus – i Jennifer Lawrence-filmene spillet af Donald Sutherland – blev så ond, som han var i de film.

Vi skruer tiden 64 år tilbage

Og en prequel er lige, hvad vi får. For tiden er skruet tilbage til 64 år før Katniss-æraen. Her møder vi en ung Coriolanus, der ikke er så rig, som han giver sig ud for at være, henne på den eliteskole han går på. Men han klarer sig godt, er årgangens bedste student og er dermed en oplagt kandidat til at blive den næste præsident.

Panems nuværende præsident hedder Volumnia Gaul, og hun beslutter i ren modbydelighed, at den sidste eksamen for eleverne er, at de skal være mentor for hver sin deltager i The Hunger Games. Et dødbringende spil, der udspiller sig efter nøjagtig de samme regler som 64 år efter. To deltagere fra hvert af de 12 distrikter skal kæmpe, til der kun er én overlever.

Helt eller skurk?

Coriolanus får den kvindelige deltager fra Distrikt 12. Lucy Gray hedder hun, og hun har ikke mange skills, der kan bruges i fysisk kamp. Til gengæld synger hun lige så snart, man putter en guitar i hænderne på hende, og det vinder hun publikums hjerter på. Publikum, som man i øvrigt aldrig ser et eneste glimt af, hvilket er underligt, når der bliver talt så meget om dem.

Hvordan spillet går, skal ikke røbes her, men det er også, som om filmen er ret ligeglad med det. Og her indtræffer endnu et forvirringspunkt. For slap idéerne op, efter spillet var færdigt? Hvad vil filmen med hele det lange efterspil, hvor vi følger Coriolanus som menig soldat i hæren? Og kan den beslutte sig for, om han skal være helt eller skurk?

En gråzonekarakter er sådan set okay, men hans handlinger skal være forståelige, logiske inden for rammerne, og her bedriver han altså ting, der skaber, ja, forvirring. Endnu en gang. Jeg kan give et hint om, at det har noget med sladderfuglene at gøre.

Monoton musicalstjerne

I rollen som den høje, blonde, blåøjede Coriolanus ses den britiske skuespiller Tom Blyth. Han gør en god figur og skal nok få andre ting at lave. Meget værre står det til med Lucy Gray-karakteren, der bliver spillet af Rachel Zegler.

Hun var fortræffelig i Spielbergs remake af "West Side Story", men falder tungt igennem her. Det er ikke til at sige om, det er fordi, hun konstant kæmper med en påtaget sydstats-accent, at hun ikke har haft overskud til andet, men hendes skuespil er så monotont, at det er forvirrende, at instruktør Francis Lawrence (der også har instrueret de første "Hunger Games"-film) ikke har krævet mere.

Et skvæt Wes Anderson

Nogle af filmens lettere øjeblikke bliver skabt af Jason Schwartzman, som den mediehungrende vejrvært, der øjner en chance for berømthed ved at blive vært ved The Hunger Games. Hans kommentarer er ret sjove, men også lidt forvirrende. For Schwartzman spiller, som om han er med i en Wes Anderson-film, hvilket skaber forvirring om filmens tone.

Når han alligevel er et lyspunkt, er det fordi, at han er det tætteste filmen kommer på den satire, der kunne spores i de første "Hunger Games"-film i skildringen af publikums hunger efter underholdning og politikernes udnyttelse af den evige sult. Udover Schwartzman er der ikke meget af satiren her i kapitlet om sangfugle og slanger.

Hvem er publikum?

I det hele taget er alt, hvad der føltes og kunne tolkes som nutidig relevans i de første film, helt væk i denne nye film. Og det er oprigtigt talt ikke til at greje, hvad tanken er med den. Skal den introducere "Hunger Games"-universet til et nyt, ungt publikum? Næppe. Dertil tager den alt for meget for givet og er for indforstået. Skal den stille en nysgerrighed, vi havde om, hvordan præsident Corialanus blev den, han gjorde? Havde vi overhovedet den nysgerrighed til at begynde med? Og får vi svar på den? Niks, er svaret til begge spørgsmål.

Filmen er et tydeligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man enten er for doven eller for inkompetent til at håndtere en videreførelse af en populær franchise, og "The Ballad of Songbirds & Snakes" ender som et unødvendigt vedhæng, der er bedst glemt så hurtigt som muligt. Gå i stedet tilbage til fremtiden og se de "gamle" film. Eller bare den første i virkeligheden. Hvis du overhovedet har lyst til at genbesøge "Hunger Games"-universet.

Artiklen blev først bragt hos Vi elsker serier. Dette er en redigeret version.

Se traileren herunder.