Film & serier

Anmeldelse: Den nye film om Elvis handler ikke om Elvis

Ema Seferovic 22. juni 2022
Vi Unge har set den nye film om ham, dine (bedste)forældre kalder for ”The King of Rock & Roll”. Læs vores tanker om Baz Luhrmanns længe ventede film "Elvis" og vurdér, om du mon skal invitere dine forældre eller bedsteforældre en tur i biografen.

Da du læste overskriften på denne anmeldelse, var dine første tanker muligvis: ”Hvad mener I? Det er jo en film om Elvis?” – Efterfulgt af: ”Hvorfor anmelder Vi Unge en film om Elvis Presley, en verdensstjerne der havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne?”.

5 hurtige om Elvis

  • Fulde navn: Elvis Aaron Presley
  • Født den 8. januar 1935 i Mississippi, USA - en stenbuk-stjerne!
  • Han udgav hits som "Hound Dog" (1956) "Can't Help Falling in Love" (1961) og "Suspicious Minds "(1969).
  • Hans ekskone hedder Priscilla Presley – og sammen med hende fik han datteren Lisa Marie Presley.
  • Han gik bort i en tidlig alder. Han døde den 16. august 1977 i en alder af 42 år.

Hvem var Elvis?

I denne uge var jeg en tur i biografen for at se ”Elvis”. En film om den verdenskendte musiker fra Mississippi, der knuste hjerter i flere årtier. 

Men selvom filmen handler om det populære 50/60'er-ikon, så er han for mig stadig et mysterium.

For mens jeg gennem den 2 timer og 39 minutter lange film lærte, at Elvis voksede op med en drøm om at købe sin mor en pink Cadillac, faldt pladask for den afroamerikanske lyd gennem gospelkor- og sang i den lokale kirke, havde en far med en kriminel baggrund, elskede at sætte sit hår på en helt særlig måde, blev fortællingen om hovedpersonen selv holdt på så et overfladisk niveau, at jeg faktisk ikke blev klogere på, hvem Elvis egentlig var.

”Elvis” er mere en fortælling om, hvordan fænomenet Elvis blev skabt – og hvem der var med til at skabe ham. En af dem var manageren ’Oberst’ Tom Parker (spillet af Tom Hanks).

En karakter, som på mange måder er denne films hovedperson. Godt nok på en snigende og ubehagelig måde – men det betyder bare, at fremstillingen af den manipulerende manager er vellykket – i mine øjne i hvert fald. For jeg gik ud af biografsalen med ondt i maven over Elvis’ sidekick, Parker.

En mand, der påstod at have skabt Elvis, selvom den rigtige Elvis i virkeligheden var et produkt af den afroamerikanske kultur.

Popkulturel efteruddannelse

At se "Elvis" er en oplevelse, jeg har valgt at kalde for ”popkulturel efteruddannelse”. Ikke fordi jeg lærte om, at Elvis kickstartede sin karriere i et cirkus, at han elskede at gå med eyeliner (vidste jeg egentlig godt), og at han havde et meget nært forhold til sin mor.

Men ”popkulturel efteruddannelse”, fordi jeg som seer lærte noget mere fundamentalt om fænomenet Elvis. Jeg lærte, at succesen bag Elvis, kongen af rock og rul, skyldes hans kærlighed for musik og moves fra den afroamerikanske kultur – og ikke mindst hans evne til at kopiere den selvsamme lyd og betagende bevægelser.

I filmen blev hans kopiering portrætteret som en hyldest til den afroamerikanske kultur, om det var sådan i virkeligheden, er der flere på internettet, der diskuterer lige nu – og med rette. Med Elvis Presleys efterligning fulgte en uretfærdighed, som filmen også skildrer flere gange.

For mens Elvis blev et verdenskendt navn og tjente millioner af dollars (eller det gjorde hans manager ’Oberst’ Tom Parker i hvert fald), slog hans talentfulde afroamerikanske venner, som Elvis var enormt inspireret af, ikke igennem på samme måde. Særligt én dialog i filmen gjorde denne uretfærdighed klar og tydelig:

– Den sang vil jeg gerne indspille, lyder en replik fra Elvis Presley i filmen. Han henvender sig til sin ven musikeren B. B. King efter de to stjerner har været vidne til en betagende performance af den afroamerikanske stjerne Billy Ward. Og B. B. Kings svar til Elvis?

– Hvis du gjorde det, ville du tjene flere penge på det, end Billy nogensinde kunne drømme om.

Hvad der før var lyden af lykke, blev også til lyden af ulighed og uretfærdighed.

Måske er historien om Elvis som fænomen ”old news” for mange, men det var det altså ikke for mig. Jeg lærte noget nyt. Noget vigtigt. Og derfor var det at se filmen en popkulturel efteruddannelse for mig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvem står bag filmen?

Baz Luhrmann er en australsk filminstruktør og manuskriptforfatter.

Han er 59 år gammel.

… Og så har han skabt en række andre store film som ”Romeo + Julie” fra 1996 (ja, den med en ung Leonardo DiCaprio. Behøver jeg at skrive mere?) og ”Den store Gatsby” fra 2013 (endnu mere Leo), den ikoniske ”Moulin Rouge!” fra 2001 og ”Australia” fra 2008, som din vikar måske valgte at sætte på i en geografi-timen for at ”lære jer noget om Australien”.

 

Hvorfor Vi Unge x Elvis?

Puha. Det blev alligevel lidt langt. Men lad mig vende tilbage til, hvorfor Vi Unge anmelder den nye film om Elvis:

Uden den afroamerikanske kultur var der ingen Elvis, og uden Elvis havde det nutidige popikon Harry Styles muligvis (Harries, be kind to me. Okay?) heller ikke bevæget sig på en scene som var hans moves en crossover af Elvis og Mick Jaggers bevægelser, og sådan ruller snebolden egentlig.

Vi er vilde med popkultur på Vi Unge. Men for at kunne gøre dig klogere på popkulturen i dag, er vi med andre ord også nødt til at kigge tilbage på den popkultur, der har været forud for den kultur, du og jeg og mange andre elsker den dag i dag.

Derudover er hovedrollen i ”Elvis” indtaget af den unge skuespiller Austin Butler. En skuespiller mange simper over på TikTok lige nu – men også en skuespiller, som vi har set i alt fra Disney Channel- og Nickelodeon-hits som ”Sharpay’s Fabulous Adventure”, ”Magi på Waverly Place”, ”iCarly” og ”Zoey 101” til Tarantinos ”Once Upon a Time… in Hollywood” og nu ”Elvis”. En tidligere barnestjerne er blevet voksen – ligesom hans talent er vokset. Mere om det lige om lidt.
 

Austin Butler i "Sharpay's Fabulous Adventure" fra 2011.
Foto: PR
Austin Butler i rollen som Elvis.
Foto: Scanpix

Musikken i ”Elvis”

Er du vild med stjerner som Doja Cat og Måneskin? Så skal du ikke snyde dig selv for filmens soundtrack, hvor man eksempelvis får fornøjelsen af Doja Cats egen version af Elvis' populære hit "Hound Dog". Soundtracket byder desuden også på syngende Butler, der har genindspillet Elvis’ hit ”Trouble”.

Men var den knap så personlige fremstilling af Elvis mon Butlers skyld?

Her er mit svar nej. Butler formåede at imitere Elvis (næsten!) lige så godt, som Elvis Presley formåede at imitere den afroamerikanske kunst undervejs i sin karriere.

Alt fra de vrikkende ben, der fik datidens fangirls til at hvine og besvime på stribe til Elvis’ dybe stemme. En stemme, som skuespilleren Austin Butler har brugt flere år på at tilegne sig.

Med andre ord. Jeg blev overbevist af Butlers performance. Så overbevist, at jeg spår, at den her film ikke bare bliver Butlers store gennembrud, men muligvis også den film, som vil sikre den unge stjerne en række fornemme filmnomineringer.

Om det bliver en realitet, kan kun tiden vise. Indtil da, synes jeg, du skal tage dine (bedste)forældre under armen, og invitere dem ud på en lille bio-date.

Hvorfor? Først og fremmest er det en virkelig cinematisk film. Det er én af de film, man har lyst til at se på det store lærred bare på grund af det visuelle. Men vigtigst af alt, er det en fortælling, der er værd at se på og lytte til. Jeg selv blev ikke bare betaget af fortællingen om Elvis (og manageren), jeg lærte noget om et stykke ikonisk (musik)historie … Og måske både du og dine (bedste)forældre også kommer til det. 

MegetMere