TikTok præsenterer ny feature i appen, og vi spår stor popularitet
Det er ikke ualmindeligt, at sociale medier låner features fra hinanden, for at tiltrække brugere.
Først introducerede Instagram reels, så fik TikTok en story-feature, og senest har Snapchat introduceret en funktion, der minder om konceptet fra BeReal.
Og nu er TikTok igen på banen med et nyt - men genkendeligt - koncept, der sætter øjeblikket i fokus.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Inden længe bliver det nye format TikTok Now nemlig lanceret. Som navnet hentyder, er det meningen, at brugerne skal sætte øjeblikket i fokus, og det gør man ved at bruge forside- og bagside kameraet på samme tid.
Mange vil genkende featuren fra den populære app BeReal, hvor brugere også deler uredigerede hverdagsøjeblikke med hinanden. BeReals store popularitet er uden tvivl inspirationen bag TikTok Now, som vi også spår stor popularitet.
TikTok Now kommer, ligesom BeReal, til at notifikere sine brugere dagligt om at dele det, de laver i netop dét øjeblik.
Det vil være muligt både at uploade almindelige billeder samt videoer med en længde på op til 10 sekunder.
Det vil være muligt at tilpasse sit publikum for den nye feature. Hvis du ikke har lyst til at dele dine personlige og ufiltrerede videoer med alle, der følger dig, kan du også begrænse dem til dine venner. Omvendt kan du også dele med enhver, der går ind på din profil. Dog kan man ikke kommentere TikTok Now-posts fra brugere, man ikke selv følger.