Film & serier

Netflix afslører: Det kan være slut med bingewatching

Af Sebastian Myrup Hansen 19. september 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Netflix
Streamingtjenesten vil i stedet udgive afsnit ugentligt.

Med konstant nyt indhold fra en uendelig mængde streamingtjenester, er det svært for giganterne at fastholde abonnenter.

Det går nu ud over Netflix.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ifølge Screen Rant går Netflix nemlig lige nu og overvejer at gå væk fra deres binge-model, hvor alle afsnit af deres originale serier bliver udgivet på én gang. De vil i stedet gå over til udgivelser på ugentlig basis, som man kender fra flow-tv.

For når Disney+, HBO Max, Amazon Prime, Apple TV+ og Prime Video også lokker kunder til, er det nødvendigt at tænke i nye baner.

Tidligere i år led Netflix for første gang i ti år et tab af abonnenter. Her mistede streamingtjenesten 200.000 brugere i det første kvartal. Og Netflix forudser flere tab.

Derfor genovervejer de deres binge-model for at holde på abonnenterne i længere tid.

Hitserie kommer i binge-form

En af grundene til, at Netflix ønsker at fjerne bingewatching, er så man undgår spoilere allerede på premieredagen.

En helt tredje model, som streamingtjenesten også har eksperimenteret med, oplevede serie-fans blandt andet med "Ozark" og "Stranger Things". Her blev sæson fire af hver af de to serier nemlig delt op i to dele.

Netflix har dog ikke helt sluppet binge-strategien endnu, da streamingtjenesten har meldt ud, at alle afsnit af sæson fem af "Stranger Things" vil udkomme på samme dag. Dog går der desværre lidt tid, inden vi får lov til at se den.

Denne artikel blev første gang bragt på sh.dk. Dette er en redigeret version.

Læs mere om