hvad er samtykke
sex

4 ting, du skal vide om samtykke

Af Karoline Mathilde Rasmussen 23. januar 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Shutterstock
Vi genopfrisker hovedpointerne for samtykke, så du kan blive endnu klogere på, hvad det betyder.

1. januar 2021 trådte en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i kraft herhjemme – du kender den formentlig under navnet “samtykkeloven”, som der er blevet både snakket og skrevet en del om.

Helt kort betød den nye samtykkelov, at det fra årsskiftet blev strafbart at have samleje med en person, der ikke har samtykket. Før var det nemlig sådan, at offeret skulle protestere og helst gerne gøre fysisk modstand, for at det kunne karakteriseres som en voldtægt – helt godnat, ikke?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi har her samlet 4 ting, du skal vide om samtykke, så du kan blive endnu klogere.

1. Hvad betyder “samtykke”?

Et samtykke er, når man giver – eller får – tilladelse til noget. Et samtykke kan eksempelvis gives gennem ord og kropssprog (f.eks. at smile og at nikke).

2. Samtykke er kommunikation

Samtykke handler først og fremmest om kommunikation, og den slags foregår altså løbende! Og bare fordi du har givet samtykke til én ting, giver det ikke automatisk samtykke til noget andet: Et eksempel er, at bare fordi du har samtykket til at kysse med en, betyder det ikke, at vedkommende må tage tøjet af dig.

Ligesom et samtykke til at have sex med en person tidligere ikke giver samtykke til at have sex med den person en anden gang. Derfor er det megavigtigt, at man hele tiden kommunikerer klart og løbende med sin partner, så alle er indforståede og trygge ved, hvad der skal ske.

3. Du kan altid trække det tilbage

Lidt i samme boldgade: Bare fordi du har givet samtykke én gang, betyder det (overhovedet!) ikke, at du ikke kan ombestemme dig. Du kan ALTID trække dit samtykke tilbage.

4. Hvordan sikrer du dig et samtykke?

Det kan man gøre på mange måder, blandt andet ved ...

– At spørge: “Føles det her okay? Det gælder også løbende, især hvis du gerne vil tage et next step.

– At være opmærksom på din partners kropssprog og mærke efter, om interessen er gensidig.

– At gøre din partner opmærksom på, at I kan stoppe eller holde igen anytime.

Læs mere om

MestLæste