Menstruation

Kan man blive gravid, når man har menstruation? Få svar på myter lige her

Af Stine Bødker Nielsen 8. januar 2013
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Kan man blive gravid, når man har menstruation? Og er det rigtigt, at veninder får menstruation samtidigt? Få myter og fakta her!

Hvorfor får jeg menstruation?

Når du får din menstruation, begynder din menstruationscyklus. Cyklussen varer i gennemsnit 28 dage, før den starter forfra. En menstruation varer cirka fem - syv dage. Cirka 14 dage efter, at din menstruation er begyndt, får du ægløsning. Her sender kroppen æg ned fra æggestokken ned i livmoderen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis ikke ægget bliver befrugtet af en sædcelle, bliver ægget udstødt af kroppen sammen med lidt slim og noget blod, når du får din menstruation igen. Menstruationen får du altså, fordi du ikke er gravid.

Læs også: Menstruation i skolen

Er det rigtigt, at veninder får menstruation samtidigt?

Hvis man bor sammen eller hænger meget ud, er det faktisk normalt, at piger begynder at få menstruation samtidig. Forskere mener, at det er fordi, man udsender nogle bestemte duftstoffer, der kaldes feromoner, som påvirker andre, når man har menstruation. Det gælder dog ikke piger, der tager p-piller.

Kan jeg blive gravid, når jeg har menstruation?

Ja, det kan du godt. Det er sjældent, det sker, men det sker ind imellem.

Læs også: Menstruation i svømmehallen

Kan menstruation være brun?

Din menstruation skifter farve i løbet af et par dage. De første to - tre dage er den som regel rød, men det er helt normalt, at den bliver brunlig i dagene efter, når du ikke længere bløder så meget. Den kan også blive brunlig nede i bindet.

Er uregelmæssig menstruation tegn på, jeg er gravid?

Hvis du har haft ubeskyttet sex, og du ikke får din menstruation bagefter, kan det være, fordi du er gravid. Men udebleven eller uregelmæssig menstruation er faktisk meget normalt, når man er ung, og kan også skyldes andre forskellige ting som for eksempel undervægt eller sport. Læs om, hvad det ellers kan skyldes her.

Kan man lugte, jeg har menstruation?

Mange piger er bange for, at de lugter, når de har menstruation, men der er faktisk sjældent, at andre end dig selv, bliver opmærksomme på det. Hvis du vasker dig forneden hver dag med lunkent vand, kan du være helt sikker på, at ingen kan lugte noget.

Er det farligt at have menstruation?

Menstruation er helt naturligt og et tegn på, at din krop fungerer, som den skal. Der er dog en lidt højere risiko for at få infektioner, når du har menstruation. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at vaske dig godt og holde hygiejnen i top, når det er den tid på måneden.

Læs også: Alt om menstruation

Kilder: netdoktor.dk, videnskab.dk, libresse.dk

I videoen herunder kan du se 7 ting, du SKAL vide om menstruation:

MestLæste