Menstruation

Menstruation i skolen

Af Katrine Lund 29. marts 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi har samlet en masse gode tips til, hvordan du tackler din menstruation i skolen.

Hvis du pludselig får menstruation
Hvis du pludselig får din menstruation i skolen, skal du ikke gå i panik. Måske er der en af dine veninder, der har et bind eller en tampon, som du kan låne, og ellers kan du altid gå ned til sundhedsplejersken. Hun har helt sikkert et bind, du kan bruge. Ellers er det en god idé altid at have et bind med i din skoletaske, også selv om du ikke har fået din menstruation endnu. Den kommer lige pludselig, og måske får du den, når du mindst venter det.

Hvis du skal have idræt
Det er faktisk rigtig godt at dyrke motion, når man har menstruation, og så hjælper det også på smerterne. Hvis du er utryg ved at klæde om sammen med de andre, fordi du har menstruation, kan du snakke med din lærer om det. Men husk, at menstruation er helt normalt, og du skal ikke være flov over det. De andre får det også!

Læs også: 10 gode ting ved menstruation.

Hvis du skal til svømning
Når du svømmer, kan du ikke bruge bind, så den bedste løsning er at bruge tampon. Hvis du ikke bruger tampon normalt, kan du få en masse gode råd her! Du kan gå på toilettet, lige inden du skal ud og svømme, og sætte tamponen op, og gå på toilettet igen, når I kommer op af vandet og tage den ud.

Hvis du har ondt
Puha, menstruationssmerter er bare så irriterende, og det kan gøre så frygteligt ondt at have menstruation. Hvis du er en af de uheldige, der lider af menstruationssmerter, får du her lidt gode råd til, hvordan du kan mindske smerterne.

  • Slap af i maven. Når det gør ondt, kommer man automatisk til at spænde i maven, men jo mere du spænder, jo værre bliver det. Læg dig eventuelt ned med en varmepude på maven i 20 minutter. Varmen får dig til at slappe af, og det plejer at hjælpe.
  • Drik vand og spis sundt. Det lyder måske underligt, men en sund livsstil kan også godt afhjælpe dine smerter. Sund kost, motion og en god nattesøvn er første skridt på vejen.
  • Du kan selvfølgelig også spise nogle smertestillende piller, der hjælper mod menstruationssmerter. Snak eventuelt med din læge om det.

Læs også: Hjælp, jeg har udflåd!

Hvis du bløder igennem
Desværre er der ikke så meget at gøre, hvis du bløder igennem, men her er et par tips til, hvordan du kan gøre, hvis uheldet skulle være ude.

  • Hvis du bor tæt på skolen, så smut hjem i frikvarteret og skift bukser. Hvis nogle spørger, kan du altid sige, at du bare lige har glemt noget, som du skal hjem og hente, og hvis de ikke forstår, hvorfor du har skiftet bukser, siger du bare, at du havde et lille uheld, da du drak et glas vand.
  • Når du har menstruation, er det en god idé at droppe de hvide bukser og tage mørke bukser på. Hvis du skulle bløde igennem, er der mindre chance for, at man kan se det, som i et par mørke bukser.
  • Hvis du bløder igennem, kan du binde en cardigan eller en trøje rundt om maven. På den måde skjuler du blodet.
  • Måske kender du en i en anden klasse, der har haft idræt, og så kan du måske låne hendes træningsbukser?
  • Sørg for at lave noget i frikvarteret, hvor du kan sidde ned. På den måde skjuler du din numse, og man kan ikke se, at du er blødt igennem.
  • Det kan godt virke lidt pinligt at bløde igennem, men det kan altså ske for alle piger. Hvis nogen ser det, må du bare virke lidt frisk og sige: "Åh nej, kender I også det?". Det er helt normalt.

Læs også: Alt om menstruation.

I galleriet herunder kan du læse om menstruationens historie!

Menstruationgennemtiden

De gamle romere var bange for menstruerende kvinder, for de trode, at det betød, at de var en heks.

I gamle dage blev kvinder med menstruationssmerter sendt til psykiater, fordi man mente, at kroppen udstødte ens femininitet. 

I middelalderen brændte man tudser og puttede asken i en pose, man havde tæt på sit underliv, hvis man havde voldsom blødning. 

Det var først i 1831, at en fransk læge fandt ud af, at menstruation havde noget at gøre med ægløsning. 

Menstruationsblod er blevet brugt som en kur for eksempelvis epilepsi og hovedpine. 

I nogle kulturer har man engang ment, at et foster blev skabt af gammelt, størknet menstruationsblod.

De gamle grækere brugte en form for tampon, der blev lavet af stof omkring et stykke træ. Det lyder ret smertefuldt! 

I gamle dage troede franskmændene, at man kunne risikere at føde et monster, hvis man havde sex under sin menstruation. 

I 1800-tallet mente man, at menstruerende kvinder ødelagde maden, så smør ikke ville stivne, og hamburgerryg ikke ville salte.

Under Første Verdenskrig brugte kvinder bandage i trusserne, når de havde menstruation. Senere blev bind in.

MegetMere