Helbred & balance

Ida-Sophia om akne: "Jeg sagde nej til at ses, nej til fester og nej til dates"

Af Ida-Sophia Petersen 8. august 2022
Foto: Privat
Når man har prøvet Gud og hvermands gode råd til at slippe af med sin akne, bliver man træt, mener Vi Unges klummeskribent Ida-Sophia. Hun funderer lidt over bumser og livet med dem som følgesvend her.

Jeg er et af de der mennesker, der – det meste af mit liv – har haft en krop, der har passet ind. Jeg har være standard pæn, og størstedelen af mine teenageår havde jeg heller ingen bumser.

Men da jeg blev omkring 18 år skiftede det. Eller det vil sige, jeg var stadig en standard, lyshåret, gennemsnitlig pige, men jeg begyndte at kæmpe med bumser. Vi taler ikke sådan en enkelt, lille, hvid tut i ny og næ, som man nemt lige kradser af med neglen. Nej, sådan nogle store, indvendige sataner, der gør, at så snart du blinker med øjet, føles det, som om dit ansigt vil eksplodere, og dine dage er talte.

Den slags bumser, du kan mærke flere dage, før de kommer frem til overfladen, hvor de spreder ømhed i en radius af 2 cm og bliver ildrøde. Og den slags du ender med at stå og stikke knappenåle fra opslagstavlen for at få hul på, før de er rigtigt klar, og du derefter skaber betændelse i dem, så de bliver endnu større, og når de endelig falder lidt ned, er der et kæmpestort sår, og når såret forsvinder, er huden helt tør rundtom og falder af, og bagefter har du et ar, som for evigt vil minde dig om, at din hud ikke er Hailey Biebers. 

Nej tak til aftaler

Det påvirkede mit selvværd. Jeg sagde nej til at ses, nej til fester og nej til dates. Jeg fandt måder, jeg kunne sidde på, så jeg kunne skjule mest muligt af mit ansigt. Jeg gik altid med gigantiske halstørklæder, som jeg kunne tage op om hagen og kinderne, og jeg havde, hvad der mindede om en værktøjskasse med mig rundt, så jeg, hvor end jeg skulle hen, altid kunne gå ind på et random toi for at spartle mit ansigt op.

En ting, jeg i grunden hadede, for når makeuppen tørrede ind i alle de små skorper i mit ansigt, så det altid meget værre ud. Det lignede ansigtsskæl, og jeg pillede i det og hev det af, så der kom babylyserøde pletter, der sved og væskede, og som var svære at dække, fordi de var våde. Til sidst lignede jeg en dalmatiner.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kloge-bumse-Åge

Jeg føler ofte, jeg ku’ stå der med et kæmpe lag foundation i hovedet og tale med om det seneste afsnit af “Ex On The Beach”, og pludselig stod der sådan en kloge-bumseÅge ved siden af mig og sagde noget a la: “Øh, ikk’ for noget, vel, men du skal skifte dit hovedpudebetræk. Husker du det? Hvis du gør det, så forsvinder dine bumser.” Eller: “Ej Ida, husker du egentlig, at du skal vaske dine fingre? For hvis du piller dig i ansigtet med beskidte hænder, så er det derfor, du ser sådan der ud.”

Der var også: “Du ved godt, du skal rense dit ansigt, inden du går i seng, ikke?” Eller: “Ej, ikke for noget, men jeg kan bare se, du har mange bumser, og tror du ikke, det hænger sammen med, at du spiser alt for usundt? Synes godt, jeg har lagt mærke til, du spiser meget junk, hehe”.

Ofte kom de her kommentarer med et tonefald, der indikerede, at bumserne var selvforskyldte og med en skepsis til min personlige hygiejne, der praktisk talt lagde op til, at de heller ikke forventede, jeg selv kunne tænke mig til, hvordan man bruger en rulle toiletpapir, eller at man helst ikke skal spise sine bussemænd.

Selv om jeg hadede alle de gode, og selvfølgelig også velmenende, råd fra mennesker med hud som en Royal Copenhagen-kop, endte jeg altid med at stå som en eller anden undskyldning for mig selv og takke, mens jeg skammede mig over, at jeg nok ikke vaskede mine hænder nok og heller ikke burde have spist popcorn i går. 

Kimchicreme fra Kiribati hver anden tirsdag i ulige uger

Når du på et tidspunkt har prøvet alle folks gode råd – inklusiv at smøre dig ind i din venindes mosters hjemmelavede kimchicreme fra Kiribati hver anden tirsdag i ulige uger – og når du har brugt alle dine surt optjente penge på serum og sæbe, og du stadig bliver ved med at få bumser og gode råd, så får du nok, giver op og tænker, at du er forkert og grim og ikke kan gøre noget rigtigt. Og I dag, hvor jeg stadigvæk får bumser i ny og næ, kan jeg sgu ikke lade være at tænke: “Hvorfor kan en pi’ ikke bare have lov til at have sine bumser i fred?”

Svaret må jo være, at det er med bumser, som det er med så mange andre forskruede øjne på kroppen, og hvordan den skal se ud. At det er med bumser, som det er med appelsinhud, strækmærker, fedt, hår og hud. Det hele skal se ud på en helt særlig måde, før du i samfundets øjne er smuk og perfekt, og hvis ikke, så skal du gøre alt, hvad der står i din magt, for at fikse det og hurtigst muligt komme til at ligne en Kardashian-søster eller en fra en musikvideo eller forside.

Det er fucked up, at man skal gå rundt og føle sig forkert eller grim. Alle har noget, de er usikre på ved dem selv, og derfor er det vigtigt, at vi accepterer, at der ikke findes et facit på, hvad skønhed er. Det ville være røvsygt, hvis vi alle lignede hinanden, så lad os i stedet for at give gode råd til, hvordan vi kan komme af med bumser og appelsinhud give komplimenter for, hvem vi er, hvordan vi opfører os, og de dejlige måder vi er anderledes og os selv på.

Fra nu af og til verdens ende

Og ja, det kan da godt være, at man skal huske at vaske sine fingre, inden man begynder at pille sig i ansigtet, og at det er en god idé at skifte sit hovedpudebetræk. Men jeg vil gerne lige slå fast, at hvis man lider af akne, så kan man vaske fingre fra nu af og til verdens ende, uden det hjælper, og det er aldrig din egen skyld, at du har bumser.

Ikke dem i hovedet, ikke dem på ryggen eller dem på røven. Husk, at hvis du er ked af, hvordan din hud ser ud, så er lægen som regel den eneste, der rent faktisk har de råd, du skal bruge. Og lægen vil altid hjælpe dig og aldrig dømme dig.

MegetMere