konfirmationstøj
Konfirmationstøj

Nej tak til kjole? Sådan kan dit konfirmationstøj se ud

Af Marie Bedawed 17. september 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Udgivet første gang 2017
Nogle gange kan det godt virke som om, at kjole er det oplagte konfirmationstøj, men det behøver det ikke at være! Har du ikke lyst til at hoppe i en konfirmationskjole, når du skal konfirmeres? Det behøver du heller ikke. Der er nemlig masser af fint tøj, du kan have på i stedet for en kjole. Læs med og bliv inspireret her.

For mange piger er konfirmationstøj lig med kjoler med masser af tyl og blonder. Det ser også superfint ud, men hvad nu, hvis man ikke lige er typen, der har lyst til at tage en fin kjole på til sin konfirmation? Ingen panik.

Hvis du ikke har lyst til at tage en kjole på, skal du heller ikke føle dig presset til at gøre det! Du kan sagtens finde et superfint konfirmationslook uden at hoppe i en klassisk konfirmationskjole. Det vigtigste er, at du føler dig komfortabel og smuk i dit konfirmationstøj, og at tøjet afspejler din personlighed. Husk, at det jo er din dag, og derfor er det vigtigste også, at du er glad og tilfreds.

Et par hvide jeans kombineret med en sød blondetop er et godt bud på et lækkert sæt konfirmationstøj, men du kan også vælge en sporty nederdel og en cool bomberjakke over en top, hvis du er mere til den stil.

Hvilken farve skal man vælge?

Selvom det er en tradition at tage hvidt konfirmationstøj på, er det faktisk slet ikke nogen regler for, hvilken farve tøj du skal have på, når du skal konfirmeres. Hvis du elsker traditioner, og altid har drømt om det perfekte, hvide konfirmationstøj, så findes der masser af muligheder at vælge imellem.

Hvis du ikke er vild med hvid, kan du sammensætte dit konfirmationstøj i lige præcis de farver, du gerne vil! Så, hvis du hellere vil hoppe i en gul sommerkjole eller i en skjorte med et sejt print, så skal du helt klart bare gøre det. Det er nemlig DIN dag, så det vigtigste er, at DU føler dig godt tilpas i tøjet.

En helt tredje mulighed er også at mixe hvid med en anden farve. Du kan for eksempel tage hvide busker på sammen med en top i din yndlingsfarve. Eller du kan tage en farvet top på, og en hvid jakke udover. Det er helt op til dig, hvilke farver, dit konfirmationstøj skal være!  

Det rå konfirmationstøj

Hvis du ikke er til blonder og tyl, kan du give dit konfirmationstøj et mere råt look. Det kan du, for eksempel, gøre ved at tage en læderjakke og bikerstøvler på sammen med en kjole. På den måde er dit konfirmationstøj sammensat af klassiske og rå elementer.

Hvis kjole er fuldstændig No-go, er en anden mulighed at finde nogle flotte bukser, som du føler dig smuk og komfortabel i, og sammensætte dem med en flot top. Du kan også vælge en fin nederdel eller en buksedragt. Det er helt op til dig. Et godt tip er at prøve en masse forskellige outfits, indtil du finder det helt rigtige konfirmationstøj.

Prøv dig frem med forskellige kombinationer af både farver og faconer. For eksempel kan du have stramme busker på sammen med en lidt løsere top – eller omvendt. Du kan også tage et helt stramt, eller løst outfit på.

 

Det feminine konfirmationslook

Du behøver ikke at hoppe i en kjole, for at få et feminint look. Du kan se lige så feminin ud i busker – for eksempel ved at sætte bukserne sammen med en fin top med blonder eller spaghettistropper.

Du kan også give dit outfit et mere feminint look, ved at bruge feminine smykker og accessoires. Du kan for eksempel pynte dit hår med et fint hårspænde, en hårbøje eller blomster.

En anden måde du kan få inddraget et feminint element i dit look på, er ved at tage stiletter på. Det er dog en god ide at have et par ekstra sko med i tasken, hvis du får ondt i fødderne af at gå i stiletterne. Hvis du mangler inspiration til flotte konfirmationssko, kan du finde inspiration her.

Det sporty konfirmationslook

Hvis du går efter sporty konfirmationstøj, kan du tage en plisseret nederdel på i din yndlingsfarve, og sætte den sammen med et par fede sneakers. Så kan du enten vælge at tage en feminin top på, hvis du gerne vil give dit outfit et fint touch et fint element, eller du kan tage en t-shirt med et cool motiv på. En bomberjakke giver også et rigtigt fedt, sporty udtryk.

I galleriet nedenunder har vi samlet noget inspiration til dit konfirmationstøj. Husk at det vigtigste er, at du har noget på, du føler dig tilpas i.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

konfirmations smykker

Konfirmations smykker er en nem måde at pifte dit outfit op på. Du behøver ikke at tage helt vildt mange smykker på, en enkel halskæde eller nogle flotte øreringe kan gøre rigtig meget for et outfit.

Det gode ved at tage smykker på til din konfirmation er, at det er noget, du kan gemme og genbruge til mange forskellige begivenheder, endda også ti hverdag. På den måde kan du altid have noget på dig fra din store dag.

MegetMere