Bæredygtig og budgetvenlig konfirmation
Konfirmation

Konfirmation: Sådan bliver din dag bæredygtig og budgetvenlig

Karoline Mathilde Rasmussen 20. august 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Shutterstock
Vidste du, at de valg, der er gode for kloden, tit også er de billigste?

Preloved outfit
Hvem siger egentlig, at nyt altid er bedst? Du kan finde alverdens smukke kjoler, sko og accessories i diverse konfirmationsbutikker, men genbrug er en oplagt mulighed, hvis du gerne vil skille dig ud og ikke have det samme på som alle de andre.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I genbrugsbutikker kan du nemlig finde helt unikke items, som faktisk er supermoderne, fordi mange modetendenser fra tidligere årtier går igen. Samtidig gør du noget godt for miljøet, fordi modeindustrien står for en stor del af den forurening, der er så dårlig for vores klima. Du kan også tænke dit Blå Mandag-outfit ind i genbrugstankegangen og skabe dit helt eget look med items, der allerede har været brugt og sat pris på af nogen før dig.

5 steder, du kan shoppe genbrug
1. I genbrugsbutikker rundt omkring i Danmark som for eksempel butikken Prag, der ligger både i København og Århus.
2. I humanitære organisationers genbrugsbutikker som Røde Kors, Blå Kors, og Kirkens Korshær.
3. På loppemarkeder.
4. På sociale medier. På Instagram er der mange, der sælger ud af deres gaderobe, og det samme gælder Facebook Marketplace.
5. På din telefon eller tablet. Trendsales' app er perfekt, hvis du gerne vil købe nogle lidt nyere ting, som stadig er brugt.

Vi Unger guider dig til en bæredygtig og budgetvenlig konfirmation

Mmm, buffet!
Hvis du skal holde din konfirmation derhjemme, eller I selv skal sørge for maden, så overvej at gå med en buffet eller sammenskudsgilde hvor alle gæster tager en ret med. Der er nemlig supermange fordele ved at servere maden på den måde. Først og fremmest kan dine gæster vælge lige præcis det, de har allermest lyst til, og de, der er mere sultne, kan tage det, de har brug for. Desuden er det også en god løsning for pengepungen, OG du kommer stensikkert til at have megalækre rester fra din fest til dagene efter. Mums!

Tip! Hvad med at gå all in på en vegetarisk buffet? Du har helt sikkert hørt det før: Kød er enormt belastende for klimaet, men heldigvis findes der et hav af vegetariske opskrifter, der er så lækre, at man slet ikke mangler kødet. Hvis du ved, der er et par gæster i selskabet, der bare MÅ have kød, kan du jo nøjes med en enkelt kødret.

DIY-dessert
I stedet for at bestille store konditorkager eller portionsanrettede desserter udefra kan du lave et lille, sødt DIY-værksted med cupcakes. De små, lækre kager er supernemme at bage selv, og man kan variere dem i det uendelige. Find din yndlingsopskrift, rør nogle forskellige frostings sammen, og køb dine yndlingstoppings, så gæsterne selv kan kreere deres drømmecupcake. Det fungerer jo som et helt festligt indslag i sig selv – ja, I kan faktisk lave en konkurrence, hvor gæsterne dyster om at pynte den flotteste kage.

Foto: Shutterstock

Service på kryds og tværs!
Det er de færreste, der har nok ens tallerkener og bestik til et stort selskab, så de fleste lejer noget eller køber nyt, når de skal holde fest. Det kan man også sagtens, men der er faktisk også en tredje mulighed, som er mindst lige så god – hvis ikke bedre! Har du nogle bedsteforældre, mostre, onkler eller tanter, der har et fint, gammelt stel? Så spørg, om du ikke må låne det. Det giver et superfedt og charmerende udtryk, når et bord er dækket op med forskellige slags tallerkener, skåle, knive og gafler. Faktisk er der rigtig mange caféer og restauranter, der kører lige præcis med det koncept!

Bæredygtig og budgetvenlig konfirmation

Foto: Shutterstock

Naturens pynt
Balloner, konfetti og flag er fine, men de er hverken specielt bæredygtige eller sjove at rydde op efter, når festen er forbi. En anden slags pynt, der er mindst lige så fantastisk, er den, du kan finde i naturen. I stort set alle byer findes der et utal af blomstermarker og vejsideblomster, som du kan plukke og bruge til buketter og bordpynt til din fest. Du kan også bruge enkelte blomster til at lægge på gæsternes tallerkener sammen med et hjemmelavet bordkort. Som en ekstra bonus kan blomsterne pynte på dit værelse efter konfirmationen.

Tip! Pinterest er det perfekte sted, hvis du skal finde inspiration til smukke blomster-DIYs.

Bæredygtig og budgetvenlig konfirmation

Foto: Canva

Grønt kirke-ride
Det er meget forskelligt fra klasse til klasse, hvor meget man gør ud af, hvordan man bliver hentet fra kirken. Nogle bliver kørt derfra i Ferrarier, og andre bliver hentet i hestevogne. Hvis du drømmer om et anderledes “ride” hjem fra kirken, men måske ikke brænder for sportsvogne, er den oplagte mulighed at blive hentet på en pyntet ladcykel. Det er både bæredygtigt, virkelig fint og ret så fantastisk, hvis solen skinner. Rigtig god tur!

Læs mere om

MestLæste