takkesang til konfirmation
Konfirmationsfest

Konfirmation: Sådan skriver du en takkesang

af Marie Bedawed 1. marts 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Unsplash
Hvis du skal konfirmeres i år, har du måske overvejet at skrive en takkesang til din konfirmation. Her giver vi dig en masse inspiration til, hvordan du kan gøre det

Traditionen tro bliver der ofte sunget sange til konfirmationer. Det kan enten være sange, som dine gæster skriver for dig, eller som du skriver til dine gæster. En af de sange, du kan skrive, er en takkesang, du kan synge til din konfirmation.

Du kan både skrive en takkesang til dine forældre eller dine gæster, og takke dem for at være kommet til din konfirmation. Derfor er det en god ide først at beslutte dig for, hvad takkesangen til din konfirmation skal skrives til.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er en god ide, hvis du beslutter dig for, hvad takkesangen til din konfirmation skal skrives til. Du kan sagtens lave én takkesang, hvor du både takker dine forældre for at holde en flot fest for dig og dine gæster for gaverne, og for at komme og fejre dig.

Melodien til din takkesang

Når du har besluttet dig for, hvem takkesangen til din konfirmation skal skrives til, skal du til at vælge en melodi.

Når du skal vælge melodien til din takkesang, er det en god ide at at vælge en, de fleste kender. På den måde kan så mange som muligt synge med. Her kan du for eksempel vælge melodien fra kendte danske sange.

Hvis du gerne vil finde inspiration til at vælge den rette melodi til din takkesang, så kan du finde de 10 mest populære melodier til takkesange til konfirmationer lige her.

Inden du går i gang med at skrive en takkesang til konfirmation, er det en god ide at sætte nok tid af til det. Det kan godt tage et par forsøg, før sangen sidder lige i skabet, og derfor er det ikke noget, der skal gøres dagen før din konfirmation.

Sådan starter du med at skrive takkesangen til din konfirmation

Når du skal i gang med at skrive sangen, kan du starte med at gøre dig nogle tanker om, hvad du gerne vil takke for.

Du kan for eksempel takke dine forældre for altid at passe på og elske dig, eller du kan takke dem for en god fest eller for en flot gave.

Du kan også takke dine gæster, for eksempel hvis de er kommet langvejsfra, eller du kan synge om at du håber, de nyder dagen sammen med dig.

Det er en god ide at skrive en masse stikord ned, så du ikke glemmer noget. Du kan starte med at skrive alle de ideer ned, du får, og prøve at samle dem til en sang ligesom et puslespil.

Husk, at takkesange til din konfirmation skal passe til den melodi, du har valgt

Takkesang med rim

Et klassisk træk ved takkesange til konfirmation er, at de indeholder en masse rim. Det kan godt tage lidt tid at få det, man gerne vil sige til at rime, men det handler bare om at prøve sig frem.

Du kan bruge forskellige slags rim i din takkesang. For eksempel kan du bruge enderim, som betyder, at det sidste ord i den ene sætning skal rime på det sidste ord i en anden sætning.

Du kan for eksempel lave parrim, som betyder, at det sidste ord i sætning 1 rimer med det sidste ord i sætning 2, og at det sidste ord i sætning 3 rimer med det sidste ord i sætning 4. Du laver altså rim i par.

Et parrim kan for eksempel lyde sådan her:

I dag vi synge skal

Og danse som til et bal

Vi alle er så glade

For vi skal spis’ roulade

Du kan også lave krydsrim. Her gælder det, at det sidste ord i sætning 1 rimer på det sidste ord i sætning 3, og at det sidste ord i sætning 2 rimer på det sidste ord i sætning 4.

Et krydsrim kan for eksempel lyde sådan her:

I dag vi synge skal,

Fordi vi er så glade,

Vi skal danse, som til et bal

Og spise en masse roulade.

Husk, at når du skriver takkesange, kan du bytte om på sætningsopbygningen, så sætningen passer med melodien og kommer til at rime.

Hvis du gerne vil have hjælp til at finde ord, der rimer, kan du søge på nettet. Du kan for eksempel bruge denne her hjemmeside, som giver gode bud på ord, som rimer.

Øv dig på sangen

Når du har skrevet din sang, er det vigtigt, at du øver dig på den. Det er trods alt dig, som skal takke de andre, så det er vigtigt, at du selv kan synge for.

Det er også nu, du skal skrive sangen ned og få den printet ud, så dine gæster kan synge med på den. Samtidig skal du overveje, om du skal have en sangskjuler til sangene til din konfirmation.

Hvis du gerne vil lave din egen sangskjuler, kan du finde en masse inspiration til, hvordan du skal gøre, lige her.

God fest og god fornøjelse.

Læs mere om

MestLæste