Konfirmation: Sådan får du det perfekte look med kun 4 produkter
Der er mange ting, man skal tage stilling til, når man skal konfirmeres, og én af dem er selvfølgelig ens makeuplook.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Vi Unge har taget en snak med Danmarks ukronede bryn-konge, Kenny Anker, hvor han fortæller, hvordan du opnår et hurtigt og nemt makeuplook.
Noget af det vigtigste for Kenny Anker er en simpel rutine, som man ved fungerer.
– Jeg vil hellere have 2 produkter, der fungerer, end 10 produkter som ikke fungerer. Derfor kan jeg godt lide at købe produkter, der har mere end én funktion. Jeg så forleden dag på TikTok, at der var en ung pige, der brugte min Brow Gel til at få fat i de helt små fimrehår, da hun lavede en stram hestehale. Det gjorde mig vildt glad! Ikke kun fordi det var et produkt jeg har skabt, men fordi vi på de sociale medier kan inspirere hinanden til at bruge produkter på flere måder.
Netop derfor består hans guide til det perfekte konfi-look af 4 nemme trin. Få Kennys bedste tips lige her:
Trin 1
En ren og gennemfugtet hud er det vigtigste, for smuk og glødende makeup, som skal holde hele dagen. Start derfor med at rense dit ansigt med lunket vand og en vaskeklud. Derefter skal du fugtiggøre din hud med en dagcreme eller din favorit olie.
Trin 2
Concealeren er din bedste ven. Vælg en concealer med en mat finish og dæk de steder, hvor du ønsker at udjævne hudtonen, dække rødme og uønskede knopper. Du kan også bruge den i hele ansigtet som en foundation, hvis du ønsker et mere ensartet udtryk.
Concealeren fungerer perfekt til at lysne dit ansigt op, og får dig til at se frisk ud. Du kan både benytte en makeupbørste til påføring, eller dine varme fingerspidser. Det vigtigste er dog, at du bruger god tid til din concealer, så den ligger smukt og jævnt.
Trin 3
Blush, blush og atter blush. Du kan næsten ikke få for meget! En blush kan bruges på kinderne for at give ekstra glød, den kan bruges på øjnene som en øjenskygge, og på læberne for at give lidt farve. Vælg den farve som dine kinder bliver, hvis du niver i dem.
Trin 4
Red dine bryn igennem med en farvet bryngele. Den både farver, holder og sætter dine øjenbryn på plads, så de holder hele dagen. Du kan med fordel også bruge en farvet bryngele som mascara for et let og naturligt udtryk.