Når man skal skifte sit bind eller sin tampon, mens man har menstruation, kan man nogle gange godt blive overrasket over, at det lugter en lille smule dernede – for almindeligt blod lugter da ikke sådan?!
Men i langt de fleste tilfælde er det altså ikke noget, du skal være bekymret for, for der er faktisk nogle helt naturlige årsager til, at menstruationsblod lugter lidt anderledes end almindeligt blod.
Læs også: Sådan får du en nice menstruation
En af grundene er, at dit menstruationsblod jo ikke er rent blod som det, der pibler frem, hvis man for eksempel skærer sig i fingeren. Når man har menstruation, udskiller man både blod og den afstødte slimhinde, man har opbygget fra sidste gang, man havde sin menstruation og på vejen ud bliver det blandet med dit udflåd, og derfor lugter menstruationsblodet anderledes end almindeligt blod.
En anden grund kan være, at tamponer eller bind kan få det til at lugte anderledes. Nogle bind forsøger at maskere lugten med forskellige parfumeprodukter, men det er faktisk bedst at vælge produkter, der er helt neutrale og som ikke indeholder parfume – og så skal du huske på, at andre ikke kan lugte, at du har din menstruation, bare fordi du selv kan lugte det en lille smule, når du skifter bind eller tampon.
Læs også: Sådan skal du sove under menstruation
Det bedste, du kan gøre, for at komme til at undgå at lugte mellem benene under din menstruation er at have en god hygiejne. Så sørg for at gå i bad hver dag og skifte bind eller tampon ofte, så du ikke er fugtig mellem benene for lang tid af gangen. Det øger nemlig risikoen for bakterielle infektioner.
Og så skal du være opmærksom på, om lugten ændrer sig eller kommer til at minde lidt om lugten af fisk. Det kan være tegn på, at du har fået en infektion, og så er det vigtigt, at du går til din læge, så du kan få behandling for det.
Her får du inspiration til otte supergode menstruationsvaner:
8 supergode menstruationsvaner


Hold styr på, hvornår den kommer
Det er altså slet ikke nice at få menstruation, hvis man ikke er forberedt på det – ingen har lyst til at skulle igennem en halv skoledag med menstruation uden at have et bind med! Sørg for at holde styr på, hvornår den kommer, ved at sætte krydser i din kalender. Du kan også downloade appen ”Clue”, som kan holde styr på din cyklus for dig.
Foto: Shutterstock


Gå en lang tur
Du kan godt få lidt ondt i maven, når menstruationen er på vej, eller mens den er der, og derfor kan det være en god ting at bevæge sig lidt, da det kan mindske nogle af smerterne i maven og underlivet. Du behøver ikke løbe et halvt eller helt maraton, for en rask gåtur gør nemlig også en forskel!
Foto: Shutterstock


Rens din hud
Det er ikke unormalt at få lidt ekstra bumser, når du har menstruation, på grund af de hormonelle forandringer i din krop. Sørg derfor for at få rigeligt med vand, og forkæl din hud med forskellige skrubs og ansigtsmasker. Det er svært at styre bumserne, men hvis du plejer din hud i perioden op til og under din menstruation, vil du føle, at du gør, hvad du kan for at holde bumserne væk, og peelingen vil give dig mere glød i huden.
Foto: Shutterstock


Snak med dine veninder
Når man har menstruation, kan man godt føle sig lidt trist og deprimeret. Og er der noget bedre end veninder, når man gerne vil komme i godt humør? Snup telefonen, og ring til en god veninde i stedet for at sidde og køre rundt i dine egne tanker. Du bliver glad, og hun bliver så glad for et opkald! Win win.
Foto: Shutterstock


Hold dig varm
Varme kan mindske menstruationssmerterne, så sørg for at holde dig varm. Du kan eventuelt vikle et varmt tæppe rundt om underlivet, når du sidder ved skrivebordet, tage en ekstravarm trøje på, når du skal ud, eller holde en varmedunk på din mave, hvis smerterne er rigtig slemme.
Foto: Shutterstock


Tag ekstra bade
Menstruationsblod kan godt lugte lidt, så sørg for at skifte bind ofte og tage lidt ekstra bade i perioden. For at gøre badet lidt ekstra nice kan du bruge en lækker showergel og smøre dig ind i duftende olier bagefter.
Foto: Shutterstock


Forkæl dig selv lidt ekstra
Det er ikke godt at få for meget sukker og salt, når du har menstruation, men det betyder jo ikke, at du ikke kan forkæle dig selv alligevel. Lav et frugtfad og spis noget mørk chokolade, da det indeholder magnesium, som er godt for dig.
Foto: Shutterstock


Distraher dig selv
Hvis du distraherer dig selv og holder dig beskæftiget, så kan du faktisk godt lidt glemme, at du har menstruation. Bag en kag, hør noget nice musik, start på en ny serie eller hæng med med dine veninder. Inden du ser dig om, er menstruationen forbi!
Foto: Shutterstock