Mad & opskrifter

Opskrifter: Justin Biebers livretter

Af Line Sølvhøj Jensen 20. december 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Justin Bieber elsker italiensk mad, så her får du opskriften på to af hans livretter: Pizza og Lady og Vagabonden-retten spaghetti med kødboller.

Er du ligesom Justin Bieber vild med italienske retter, så får du her to lækre og nemme opskrifter. Så er det bare at invitere veninderne, eller måske de andre Bieber-fans, du kender, på en lækker middag.

Find flere lækre opskrifter her.

Pizza

Det skal du bruge til 2 personer:
• 1 pakke færdig blanding til pizzadej
• 2 dl pastasauce
• 1 kugle frisk mozzarella (125 g)
• 75 g revet mozzarella
• salt og peber
• en stor håndfuld rucola
• 10 store basilikumblade

Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 210 grader, og lav pizzadejen efter anvisningen på pakken. Rul pizzadejen ud til en stor cirkel, og smør den med et tyndt lag tomatsauce.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. Skær den friske mozzarella i skiver, og fordel dem på pizzaen. Top med revet mozzarella, og drys med salt og peber.

3. Bag pizzaen i ovnen i cirka 15 minutter, til bunden er sprød, og osten er smeltet.

4. Skyl rucolaen, og pynt den varme pizza med rucola og basilikumblade.

Lady og Vagabonden - spaghetti med kødboller.

Det skal du bruge til fire personer:
Kødboller
• 1 fed hvidløg
• 300-350 g hakket oksekød
• ½ tsk. salt og peber
• 1 tsk. tørret oregano
• 1 spsk. olivenolie

Tomatsauce
• 1 løg
• 1 fed hvidløg
• 1 tsk. olivenolie
• 1 dåse hakkede tomater
• 1 lille dåse koncentreret tomatpuré (70 g)
• salt og peber

Tilbehør
• 350 g spaghetti
• 25 g friskrevet parmesan

Sådan gør du:

1. Kødboller: Pil hvidløget, og hak det fint. Ælt kødet med hvidløg, salt, peber og oregano. Form kødfarsen til 20 små boller, og steg kødbollerne i olie på en pande. Ryst panden af og til, så kødbollerne brunes på alle sider.

2. Tomatsauce: Pil løg og hvidløg, og hak det fint. Svits det i olie i en gryde. Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré. Bring saucen i kog, skru ned til middelhøj varme, og lad den simre i 15 minutter under låg. Smag til med salt og peber.

3. Kog spaghetti efter pakkens anvisning. Server med tomatsauce, kødboller og parmesan.

Kilde: Magasinetmad.dk

Prøv også:

burger, opskrift, frokost, sund mad, sundhed, madpakke

Sund burger til frokost


MestLæste