Mit liv

Guide: Få dine drømme til at gå i opfyldelse

Af Julie Lund Rosenfeldt Isen og Louise Haack 26. november 2020
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Går du rundt med en bestemt drøm i maven – men mangler du det sidste skub til at komme i gang med at gøre noget ved det? Det får du nu!

Vi går alle rundt med nogle drømme, som vi ønsker at realisere.

Nogle er måske mere realistiske end andre, men uanset hvad, så opnår man aldrig sine drømme, hvis ikke man tror på det, går efter det og arbejder hårdt for det!

Derfor har Vi Unge lavet en trin-for-trin guide til, hvordan du kan lægge en plan, der kan hjælp dig til at komme i gang.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er vigtigt at huske på, at drømme kan ændre sig undervejs. Måske finder du ud af, at det alligevel ikke lige er dig at blive dyrlæge, eller at du ikke længere brænder for at spille håndbold. Det er IKKE et nederlag – det er bare, fordi du har ændret dig og har fået nye drømme …

Læs også: 5 profiler du skal følge, hvis du drømmer om at lave dit eget tøj

Det er heller ikke noget nederlag, hvis ikke du opnår din drøm.

Processen er mindst lige så vigtig - den kan hjælpe dig til at blive klogere på dig selv og det lærer dig sindssygt meget, når du knokler for din drøm. Måske er det endda det der gør, at du opnår din næste drøm!

Kom godt i gang med guiden herunder.

Trin 1: Skriv din drøm ned

Skriv ned, hvad du drømmer om, og hvorfor det er vigtigt for dig at få opfyldt lige netop den drøm – ingen drømme er for store eller for små!

Når du får skrevet det ned på papir, bliver det langt mere konkret, og så kan du bedre forholde dig til, om det rent faktisk er en drøm, du virkelig vil forfølge, og om du vil gøre alt for, at den bliver opfyldt.

Måske opdager du, at du har svært ved at sætte ord på, hvorfor den er vigtig for dig, og så bør du måske hellere give slip på denne drøm og prøve at forfølge en anden drøm.

Trin 2: Læg en strategi

Læg en plan eller strategi for, hvordan du kan få opfyldt den drøm, du har. Hvad kræver det, og hvor skal du begynde henne? Det skal ikke være en meget stram og nøjagtig plan, hvor du skriver, hvad du skal gøre hver dag – den skal bare give dig et overblik og en rød tråd at holde dig til, så du hele tiden arbejder hen mod at få din drøm opfyldt.

Det er også en god idé at sætte nogle delmål på vejen mod at opnå din drøm, så du hele tiden kan sætte et hak ved noget, du har gjort, og så virker det, som om du kommer tættere og tættere på din drøm!

Læs også: Hvad sker der i drømmeland?

Trin 3: Find en hjælper

Det kan være hårdt at stå helt alene med alle ens tanker og drømme, og det er guld værd at have en hjælper med på ”holdet”.

Tænk dig om: Hvem kan hjælpe dig med at nå tættere på dit mål? Er det en bestemt uddannelse, du drømmer om, så er der måske en i din familie, der kan give dig nogle gode råd? Eller drømmer du om at lære at spille guitar, så kender du måske en, der er rigtig god til det, og som kan hjælpe dig i gang? Eller måske har du bare brug for en, der kan hjælpe dig med at holde motivationen oppe, og så vil din veninde, din far eller din mor helt sikkert gerne hjælpe med det!

Trin 4: Arbejd mod dit mål

Nu gælder det om at arbejde hårdt, så din drøm kan blive opfyldt. Det er her, du skal bruge den strategi, som du lavede som trin 2.

Hvis du drømmer om at få bedre karakterer, skal du måske sætte et par timer ekstra af til at lave lektier hver uge, og hvis du drømmer om at komme til udlandet for at studere, kræver det, at du researcher og undersøger dine forskellige muligheder, så du kan finde ud af, hvordan du kan komme af sted.

Husk hele tiden at sætte små delmål, så dit projekt ikke virker for stort og uoverskueligt.

Læs også: 5 tips til at finde dit drømmecrush

Trin 5: Hold modet oppe

Virker det overhovedet ikke, som om det er muligt at få opfyldt din drøm? På nogle tidspunkter kommer det helt sikkert til at føles, som om du slet ikke kan komme videre, men det er vigtigt, at du bliver ved og bevarer håbet om at få opfyldt din drøm, selv om det er hårdt.

Kig på det papir, hvor du skrev din drøm ned til at starte med, for at blive mindet om, hvorfor du gerne vil opnå det, og tag en snak med din hjælper om, at du synes, det er svært lige nu. Måske er der noget i din plan, der skal ændres lidt på, så du kan komme på rette spor igen?

Læs mere om

MestLæste