Helbred & balance

Hvad sker der i drømmeland?

Af Julie Rosenfeldt Isen 13. maj 2020
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Dine drømme afslører en hel masse om, hvordan du har det indeni – også dem, som slet ikke giver mening, og som du overhovedet ikke kan tyde …

5 klassiske drømmesymboler:

Vand Vand fortæller noget om, hvordan du har det indeni. Tænk derfor over, om du i din drøm er ude på stormfuldt hav eller svømmer rundt i en lækker pool … Ild Ild kan betyde, at der er nogle stærke følelser og tanker, der »brænder« inde i dig – og de kan selvfølgelig både være gode eller dårlige. Begravelse Hvis du drømmer om en begravelse, kan det være et symbol på, at der er noget i dit liv, du skal sige farvel til, og at noget nyt skal til at begynde. Ekskærester At drømme om en eks behøver ikke betyde, at du savner personen. Måske repræsenterer personen faktisk bare en side af dig selv, du gerne vil dyrke mere? Rejse Hvis du er på en rejse i din drøm, kan det være et symbol på den »livsrejse«, du er ude på, og den udvikling, du skal gå igennem. Læs også: Alt du skal vide om mareridt

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tyd dine drømme:

Du leder efter et toilet

Tyd din drøm! Kender du den drøm, hvor du virkelig skal tisse, men selv om du leder og leder, så kan du bare ikke finde et toilet?! At skulle på toilettet er jo noget, som alle skal flere gange om dagen – det er nødvendigt for dig! En drøm, hvor du ikke kan komme på toilettet, kan derfor betyde, at der er nogle af dine behov i dit »rigtige« liv, som du ikke får opfyldt, og som du har svært ved at fortælle andre om.

Du taber dine tænder

Tyd din drøm!

Hvis dine tænder pludselig begynder at falde ud i din drøm, kan det være et tegn på, at du tænker meget over, hvordan andre opfatter dig, og at du er bange for at tabe ansigt over for andre. Måske står du over for nogle svære udfordringer eller valg, som går dig på? En anden tydning er, at du føler dig lidt usikker, fordi du er ved at blive ældre. Som barn taber man jo sine mælketænder, og derfor er tænder underbevidst et symbol på at gå fra at være barn til at blive voksen.

Du har sex

Tyd din drøm! Man kan sagtens drømme om at have sex med nogen uden at være det mindste tiltrukket af dem i virkeligheden! Derimod kan en sexdrøm betyde, at du er tiltrukket af nogle af de kvaliteter, som personen har, og som du også gerne selv ville have. Drømmen kan også betyde, at du ønsker at få et tættere forhold til den person, du har sex med. Du kan altså sagtens have drømme om at have sex med en lærer, en god ven, et familiemedlem eller en helt fjerde – det er faktisk helt normalt! Læs også: Sådan husker du dine drømme

Du falder ned

Tyd din drøm! Hvis du i en drøm falder ned fra et højt sted, tyder det på, at der er noget, som du er lidt usikker på for tiden. For når du falder, er du jo slet ikke i kontrol, mens du styrter mod jorden. Måske er der sket noget nyt i dit liv, som du ikke helt kan kontrollere, og som du ikke ved, hvordan ender? Det kan være, du er nervøs for at holde en fremlæggelse, at skulle starte på efterskole, eller måske at din veninde vil svigte dig. Når du vågner med et sæt efter en faldedrøm, så prøv at tænke over, om der er noget, der går dig på …

Du er nøgen foran andre

Tyd din drøm! Hvis du er nøgen i en drøm, er du jo bogstavelig talt blottet foran andre og viser dig, som du er. Hvad drømmen betyder for dig, kommer derfor an på, hvordan du har det i drømmen. Synes du, det er helt okay, at andre kigger på dig? Så er det et godt tegn på, at du hviler i dig selv. Hvis du derimod synes, de kigger dømmende på dig eller måske endda griner af dig, kan det tyde på, at der er noget, du skammer dig over. Måske har du gjort noget, du godt selv ved, er forkert – eller måske føler du dig ikke god nok, som du er …

Du flyver

Tyd din drøm! I din drøm svæver du gennem luften og kigger ned på verden under dig – men hvad betyder den drøm? Det kommer lidt an på, hvilken følelse du har i drømmen. Hvis du føler dig glad og fri, mens du flyver, er du sikkert inde i en god periode i dit liv, hvor du føler dig ovenpå. Hvis du til gengæld føler dig usikker, mens du flyver, eller hvis du flyver for at komme væk fra nogen, kan det tyde på, at du står over for nogle udfordringer i dit liv, som du ikke helt ved, hvordan du skal gribe an.

Du er uforberedt til en eksamen

Tyd din drøm!

Til en eksamen bliver du jo bedømt på, hvor meget du ved og kan. Derfor kan en eksamensdrøm, hvor du føler dig totalt på udebane, betyde, at du er meget selvkritisk over for dig selv, eller at du føler, der er mange forventninger, du skal leve op til, og som du frygter ikke at kunne indfri. Måske stiller du for høje krav til dig selv? Selvfølgelig kan en eksamensdrøm også dukke op i dagene inden, at du faktisk skal til eksamen, fordi du er lidt nervøs – og det er jo også bare helt naturligt!

Du bliver forfulgt

Tyd din drøm! Er der nogen, der jagter dig i din drøm, mens du bare løber og løber for at komme væk? Så kan det være et tegn på, at der er noget i dit »vågne« liv, som du ikke har lyst til at konfrontere – måske en person, du skal have en svær snak med, eller en situation, du ikke har lyst til at stå i. Det kan også betyde noget, hvem det er, der jagter dig i drømmen, for den person kan for eksempel godt symbolisere en side af dig selv, som du måske ikke bryder dig så meget om og helst ikke vil indse, at du har.

Bliv bedre til at huske dine drømme!

Alle mennesker drømmer – også dem, der tror, at de ikke gør! Det afgørende er bare, hvor god man er til at huske sine drømme. Der er flere ting, du kan gøre, hvis du vil blive bedre til at komme i tanke om nattens oplevelser. For eksempel kan du have en blok liggende ved siden af din seng, så du kan skrive din drøm ned, lige så snart du vågner. Det kan også hjælpe bare at sige til sig selv, at man vil huske sine drømme bedre. På den måde giver man nemlig hjernen den besked. Prøv det, inden du skal sove.

Drømmer du det samme igen og igen?

Mange kender til følelsen af at drømme de samme (ubehagelige) drømme flere gange – men hvorfor gør man det? Når du drømmer, prøver din underbevidsthed at »fortælle« dig noget – noget om, hvordan du i virkeligheden går rundt og har det indeni. Derfor kan det være en god idé at tænke over, om der måske er nogle følelser, du prøver at undertrykke, og som det faktisk vil være en god idé at se i øjnene og arbejde med? For hvis du ikke »lytter« til din underbevidsthed, risikerer du bare, at drømmene bliver ved … KILDER: MICHAELROHDE.DK OG IANWALLACEDREAMS.COM

Læs mere om

MestLæste