Mit liv

Facebook: Hvem er du venner med fra skolen?

Af Benedikte Brix 14. august 2013
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Du bruger garanteret en del tid på facebook, men har du tænkt over, hvem du bør være venner med fra skolen – og om du skal være venner med dine lærere?

De fleste i din klasse har garanteret facebook, og det er et rigtig smart sted at chatte sammen, invitere til begivenheder og følge med i de andres liv. Men hvem fra skolen er du facebook-venner med?

Læs også: Er du online i skolen?

Hold ingen udenfor
Selv om der er nogen i klassen, du taler mere med end andre, er det en rigtig god idé at være venner med alle. Du behøver ikke at skrive lige meget med dem alle sammen, men vær en god kammerat og lad være med at holde nogen uden for fællesskabet - det kan nemt ende med at såre nogen, og det er jo ikke meningen.
Vær et godt eksempel, og tilføj alle i din klasse som venner. På den måde viser du, at du har overskud og er frisk på at lære alle at kende. Sådan er en god veninde! Måske finder du oveni købet ud af, at en af de piger, du ellers ikke ville have tilføjet, er megasjov eller har de samme interesser som dig.

Læs også: Skolestart: Gør din klasse mobbefri

Kan man være venner med sin lærer?
Måske er der en del i klassen, der godt kan lide at blive facebook-venner med jeres lærere, eller også tilføjer din lærer dig selv. Det er helt op til dig, hvem du har lyst til at være venner med, og du skal ikke føle dig presset til at være venner med din lærer, fordi de andre er det.
Hvis du er venner med din lærer, skal du huske at tænke over, hvilke ting du deler på facebook. Selvfølgelig skal dit privat- og facebookliv ikke have indflydelse på dine karakterer og dit forhold til dine lærere, men derfor er det alligevel en god idé at sørge for, at der ikke er nogen som helst risiko for, at du kan blive set i et forkert lys.

Læs også: Facebook-venner med dit crush: Hvad nu?

Jeg vil ikke censurere mig selv!
Hvis du ikke gider tænke for meget over, hvad du skriver, men alligevel gerne vil være venner med din lærer, kan du sætte ham eller hende på en liste. På facebook kan du lave forskellige lister - det kan være en med familie, en med venner og en med lærere. Hver gang, du laver en status eller lægger et billede op, kan du så vælge, hvilke af dine lister, der må se opslaget.

Hvem fra skolen er du facebook-venner med?

MegetMere