Du har sikkert set den talenfulde skuespillerinde Flora Ofelia Hofmann Lindahl på den store skærm. Hun har spillet med i filmen 'Landet af Glas', i DR’s dramaserie 'Ulven kommer' og senest i det nye drama 'Høst'.

Flora Ofelia har været på besøg hos Vi Unges vennebog og svaret på 20 spørgsmål om sig selv. Lær hende meget bedre at kende og find ud af, hvorfor hun har købt en gammel Nokia-telefon, hvilket sprog hun gerne vil blive bedre til, og hvad hendes absolut dårligste vane er …

Alt det kan du læse om lige her: 

Navn: Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

Mine venner og veninder kalder mig: Kenneth eller Flusse.

Alder: 15 år.

Skole: Går i 9. klasse på Herlufsholm Kostskole.

Stjernetegn: Krebs.

Livret: Når folk spørger mig, hvad min livret er, er det altid svært at svare på, for jeg er faktisk sådan lidt “altædende”. Men jeg tror, at sushi er min favorit.

Tre ord, der beskriver mig: Imødekommende, snakkesalig og reflekterende.

Det har jeg altid i min taske: Pung, håndsprit, læbepomade, tampon og en powerbank.

Sjov facts om mig: Vandt MGP i 2015 med sangen 'Du, du, du'.

Folk tror ofte, at jeg … men det passer ikke: At mit fornavn er Flora Ofelia, men det passer ikke. Faktisk er Ofelia bare mit mellemnavn.

Jeg bruger for meget tid på: Min telefon. Det har taget så meget overhånd, at jeg har købt en old school Nokia med knapper. Nogle gange har jeg "telefonfrie" perioder, hvor jeg tager en pause fra sociale medier. 

Min absolutte yndlingsfilm eller -serie: For ikke så lang tid siden så jeg 'Equinox' på Netflix. Den fangede mig virkelig! Min yndlingsfilm tror jeg er 'Druk' eller 'Den skyldige'.

Jeg vil gerne blive bedre til: I coronatiden har jeg kedet mig SÅ meget. Derfor begyndte jeg for nogle måneder siden at lære svensk. Jeg bruger dagligt sprog-appen 'Duolingo' i 10 minutter.

Det gør mig stolt, når: Min storesøster Freja-Bella synger sange for mig, som hun selv har skrevet.

En god ven for mig er en, der: Viser interesse for mit liv og en, man kan grine og have det sjovt med.

Verden ville være et bedre sted, hvis…: Alle var som Hella Joof!

Min bedste vane: At jeg er god til at hygge mig. Lave en kop te og sætte mig op på mit værelse og se en film.

Min dårligste vane: Det er 100 procent, at jeg har en kæmpe opvask på mit værelse hver uge. Jeg glemmer at tage glas, bestik og tallerkener med ned i køkkenet, når jeg spiser på værelset.

Jeg kan ikke forstå, at jeg … da jeg var yngre: At jeg gerne ville være bedemand eller skraldemand som voksen.

Mit højeste ønske er: At leve i filmbranchen resten af mit liv. Jeg nyder det virkelig, og jeg får god energi i kroppen af at være på optagelser.

LÆS OGSÅ: Vennebog: 19 spørgsmål til Maria & Bea