Lil Nas X sagsøgt af Nike Vil blokere salg af ”satanistiske sko”
Kendte

Lil Nas X sagsøgt af Nike: Vil blokere salg af ”satanistiske sko”

Af Josephine Sjelhøj 6. april 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Superstjernen Lil Nas X er blevet sagsøgt af Nike, som vil blokere hans salg af ”satanistiske sko,” som blandt andet indeholder menneskeblod.

I forbindelse med udgivelsen af Lil Nas X’s musikvideo til ’MONTERO (Call Me By Your Name)’ har superstjernen designet et par sko, som er inspireret af videoens tema.

De nye sko er dog ikke blevet populære hos sportsgiganten Nike, som nu har sagsøgt den 21-årige sanger.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

MSCHF, som også stod bag de famøse ’Birkinstocks’, Kylie Jenner rockede tidligere på året, har designet skoene, som hedder ’Satan Shoes’.

’Satan Shoes’ er inspireret af Nike Air Max '97, og de er lavet i et rødt og sort design, som også inkluderer et pentagram og et bibelvers. Desuden indeholder hvert par en dråbe blod fra en af dem, der har været med til at producere skoene.

Der blev produceret 666 par af de kontroversielle sko, som blev udsolgt på blot ét minut. Efterfølgende har Nike dog valgt at blokere salget ved at sagsøge både MSCHF og Lil Nas X, fordi de mener, at skoene skader deres brand.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Kylie Jenner rocker nogle helt særlige sandaler

MSCHF planlægger dog at svare igen på anklagerne fra Nike. De siger, at de tidligere har lavet en lignende version af en Nike-sko, som havde et Jesus-tema og var fyldt med vievand. Dengang havde Nike ikke et problem med, at mærket lånte inspiration fra deres produkter, og derfor mener både MSCHF og Lil Nas X, at Nike er ”hykleriske”.

- Det er sygt, at de (Nike) har så meget magt, at de kan få et par sko aflyst. Ytringsfriheden eksisterer ikke mere, men det kommer til at ændre sig snart, skriver Lil Nas X på Twitter.

En helt særlig betydning

Selvom mange har kaldt både skoene og musikvideoen til ’MONTERO (Call Me By Your Name)’ for ”satanistisk” og ”kontroversiel,” så har de en helt særlig betydning for Lil Nas X.

På Twitter har han delt et åbent brev, som er dedikeret til hans 14-årige selv. I brevet beskriver han, hvordan han som teenager havde lovet sig selv, at han aldrig ville være åben om sin seksualitet, fordi han frygtede, hvordan andre mennesker ville behandle ham.

Tilstedeværelsen af helvede i videoen er derfor en reference til, hvordan hadefulde mennesker har fortalt ham, at det er "der, han kommer til at ende," fordi han er homoseksuel.

LÆS OGSÅ: Lili Reinhart: "Nej tak til stereotyper om biseksuelle kvinder"

- Folk kommer til at være vrede. De vil sige, at jeg påtvinger andre et budskab. Sandheden er, at det gør jeg. Mit budskab er at få folk til at holde sig ude af andres liv og stoppe med at diktere, hvem de skal være, skriver Lil Nas X i brevet.

Med musikvideoen viser Lil Nas X derfor, at han ikke behøver at skamme sig over at være præcis den, han er, og at han hylder alle, som tidligere har fået at vide, at de er ”forkerte”.

Se musikvideoen til ’MONTERO (Call Me By Your Name)’ her:

Læs mere om

MestLæste