Samfund

4 bøger til din efterårsferie

Af praktikant Nikoline Vejlby 15. oktober 2019
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Efterårsferien er den perfekte tid til at læse. Når det begynder at blive koldt, er der nemlig intet bedre end en varm kop te og en god bog. Her får du fem gode bud på den perfekte bog til din efterårsferie.

”En flænge i himlen” af John Green

Det handler den om:

”En flænge i himlen” handler om 16-årige Hazel, som har kræft i skjoldbruskkirtlen med metastaser i lungerne og derfor må gå rundt med et iltapparat, der sørger for, at hun kan trække vejret. Hun bruger næsten al sin tid derhjemme med sin højtelskede bog og kommer kun ud, når hun skal i selvhjælpsgruppe med andre kræftramte unge. En dag i gruppen møder hun den charmerende Augustus, og imod Hazels ønske forelsker de sig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nikolines mening:

”En flænge i himlen” er en bog, som både får dig til at grine og græde. Jeg græd første gang, jeg læste den – og anden gang, jeg læste bogen, græd jeg endnu mere …

Foto: PR

Læs også: Test: Hvad skal du lave i efterårsferien?

”After: Mødet” af Anna Todd

Det handler den om:

”After” handler om pigen Tessa, der skal starte sit første år på college. Hun har en sød og loyal kæreste og er dygtig og ambitiøs i skolen, lige indtil hun møder den mørkhårede og tatoverede Hardin, og hendes verden vender på hoved …

Nikolines mening:

”After” er virkelig fængende, da historien hele tiden tager en ny og anderledes drejning. Jeg vil anbefale, at man er 13+, når man læser den.

Fun fact!

”After” blev først udgivet på Wattpad (online) og er fanfiction om det tidligere medlem af One Direction, Harry Styles. ”After” blev en kæmpe succes og er nu udgivet i 26 lande - den er tilmed blevet filmatiseret.

Foto: PR

Læs også: 9 ting, du skal nå i din efterårsferie

”Bjørneby” af Frederik Backman

Det handler den om:

”Bjørneby” handler om en lille by i det nordlige Sverige, byen er i forfald, butikker og arbejdspladser lukker, og flere og flere søger væk. Det eneste de har tilbage, er ishockey, og der er meget pres på de unge juniorholdsspiller, der er byens sidste håb. Den lille by ser ud til at klare sig, hvis juniorholdet vinder ishockeyturneringen, indtil stjernespilleren Kevin afholder en fest, der ender i en voldtægt, som splitter byen i to. Ingen ved, hvem der fortæller sandheden, og alle kæmper med deres egne problemer og med at opretholde byen.

Nikolines mening:

”Bjørneby” er en bog, der har mange gode pointer og virkelig får dig til at tænke. Men da den omhandler mange hårde emner, vil jeg anbefale, at man er 14 år eller derover, før man læser den.

Psst!

Det kan godt være, at du finder ”Bjørneby” på en af dine forældres bogreol, men det skal ikke afskrække dig fra at læse den, tværtimod så kan du jo altid få en god bogsnak med din forælder bagefter

Foto: PR

Læs også: Det kan du lave med kæresten i efterårsferien

”Mirror Mirror” af Cara Delevingne

Det handler den om:

”Mirror Mirror” handler om fem venner, der sammen har et band, men da bassisten Naomi forsvinder sporløst, går deres verden i stå; der er ingen der ved, hvor hun er, og ingen, der ved, hvordan de skal komme videre. De bearbejder deres tab på forskellige måder, og deres venskab bliver for alvor sat på prøve. Bogen omhandler emnerne køn, seksualitet, identitet, venskab, fortvivlelse og de sociale mediers indvirkning på ungdommen, på en måde så man får en bedre forståelse af sig selv, andre og samfundet.

Nikolines mening:

”Mirror Mirror” er en helt fantastisk og kompleks bog, som giver dig en større indsigt i livet og menneskers forskellighed, og det skal du være klar på - derfor skal du nok være 14+, hvis du skal læse den.

Fun fact!

Cara Delevingne, forfatter til ”Mirror Mirror”, er både model, sanger og skuespiller, og kender selv meget til kulturen på sociale medier. Derfor formår hun i bogen at beskrive følelserne om alle disse ting på en meget fin måde

Foto: PR

MestLæste