Opskrift – lav lækre julekager
Saml veninderne, familien eller inviter ham den lækre hjem i køkkenet og lav lækre julekager. Det er altid SÅ hyggeligt at bage sammen med andre og endnu mere hyggeligt, når de lækre julekager skal spises til en kop te og en julefilm.
Her er de mest almindelige opskrifter på julekager:
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Vaniljekranse
Til cirka 30 kager
- 125 g hvedemel
- ½ knsp. bagepulver
- Korn af ½ vaniljestang
- 65 g flormelis
- 50 g smuttede mandler
- 125 g smør
Mel, bagepulver, vanilje og flormelis sigtes sammen. Mandlerne hakkes fint og blandes i. Smørret snittes fint og æltes sammen med melet. Dejen skal hvile koldt, gerne til næste dag.
Dejen formes og køres gennem kødmaskine til aflange strimler. Der kan også bruges en bollesprøjte, men det kræver kræfter. Endelig kan man trille små kager, der ridses med en gaffel. Det bliver faktisk rigtig pænt. Skæres i mindre stykker, der formes til kranse, som sættes på smurte plader. Bages ved 185° i ca. 8 min. Afkøl lidt og flyt kagerne over på en bagerist
Kilde: Familiejournalen
Brunkager
Til cirka 200 kager
- 500 g smør
- 500 g sukker
- 2 ½ dl lys sirup
- 2 ½ dl grofthakkede mandler
- 1 tsk. stødt nellike
- 1 spsk. stødt ingefær
- 3 spsk. stødt kanel
- Varmt vand
- 50 hakket pomeransskal
- 1½ tsk. potaske opløst i 2 spsk. vand
- Ca. 1 kg hvedemel
Smør, sukker og sirup varmes sammen i en gryde, til smørret smelter. Der røres, og massen skal akkurat nå kogepunktet, hvor det lige bobler i 30 sek. Tages af varmen og iblandes mandler, nelliker, kanel, sukat og potaske.
Melet røres i i mindre portioner, til dejen er mættet og slipper skålen, men den må ikke blive alt for fast. Den skal blot kunne æltes uden at sidde fast, men den må gerne fedte.
Dejen deles i fire lige store portioner, der rulles, pakkes i bagepapir og lægges i plastposer og i fryseren. Herfra kan en rulle tages ud og skæres i meget tynde skiver, der lægges på en bageplade og bages ved 175° i ca. 8 min. midt i ovnen. Hold øje med dem hele tiden. De skal blive lidt brunere, men de bliver ikke sprøde, før de er taget ud og blevet afkølet på bagerist.
Skulle man være meget utålmodig, kan man modsat alle regler godt bage den første rulle, selv om den ikke er fast. Så trykker man bare småkagerne flade og bager. De bliver lidt tykkere og ikke helt så sprøde som de, der har været i fryseren, men det er nu så trist at bage uden at kunne smage på resultatet med det samme. Kan gemmes 2-3 uger i en tætsluttende dåse, men bedre er det, om man bager friske fra fryseren, når dåsen bliver tom.
Kilde: Familie Journalen
Jødekager
Til cirka 50 kager.
Dej:
- 125 g hvedemel
- 1 knsp. bagepulver
- ¼ tsk. kardemomme
- ½ tsk. kanel
- Reven skal af ¼ usprøjtet citron
- 65 g lyst rørsukker
- 30 g mandler
- 100 g smør
Pynt
- 1½ spsk. sukker
- ½ tsk. kanel
- 25 g mandelsplitter
- ½ sammenpisket æg
Mel, bagepulver og krydderier sigtes sammen og blandes med citronskal, sukker og hakkede mandler. Smørret hakkes i, og dejen røres hurtigt sammen, trilles til en tyk pølse og stilles i fryseren (eller køleskabet, hvis man har god tid), til dejen er fast. Skær tynde skiver af pølsen, læg disse på smurte bageplader, pensl med æg og pynt med kanelsukker og mandler. Bag kagerne ved 200° i 6-7 min. Flyt kagerne over på en bagerist og lad dem afkøle.
Tips: Når man bager småkager, er det vigtigt at kigge til kagerne jævnligt, da ovnens temperatur kan svinge meget.
Kilde: Familie Journalen
Tjek også disse opskrifter:
Julekonfekt på den nemme måde
Bag de lækreste pebbernødder
Mad der gør dig glad