Læsernes blog: Jeg er lesbisk

Jeg blev i en tidlig alder usikker på, hvem jeg var, og hvad der skulle ske med mig. Da jeg blev omkring 11-12 år, skete der en masse ting i mit liv, og jeg begyndte at fornemme, at jeg måske også var til piger.

Det var ikke noget jeg var spor stolt over, og faktisk slet ikke noget jeg ville fortælle til nogen. Jeg gik bare og holdt det for mig selv og til sidst fik jeg det rigtig dårligt, fordi jeg løj for mig selv hele tiden. Jeg prøvede endda også at få et forhold op at køre med en dreng, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for, at det skulle lykkedes. Men det føltes helt forkert. [faktaBox]

Jeg var tæt på at give op og troede aldrig, at jeg ville finde ud af hvem jeg egentligt var. Det virkede som om alle andre vidste mere om mig, end jeg selv gjorde. Indtil en dag, hvor jeg begyndte at skrive med en rigtig sød pige. Hun var biseksuel og hjalp mig rigtig meget med at lytte og stole lidt mere på mig selv. Hun var rigtig sød at snakke med og hun blev den første pige jeg var forelsket i. Dér vidste jeg, at jeg ikke længere kun var til drenge. Og jeg var ikke længere ligeså flov over det.

Læs også: Lesbisk - eller hvad?

Da jeg var 13 år, sprang jeg derfor ud som biseksuel til mine tætteste venner og veninder. Det var et stort spring for mig, men efter et stykke tid var jeg egentligt ret stolt over, at jeg havde gjort det. Det havde dog været en hård og lang kamp, så jeg kunne slet ikke få mig selv til at sige det til mine forældre. Jeg var sikker på, at de ville reagere underligt over, at jeg i så tidlig en alder var afklaret med, at jeg også var til piger. Så jeg fortalte dem ingenting. De vidste slet ikke hvordan jeg gik rundt og havde det.

Efter jeg havde fortalt det til mine venner, gemte jeg det faktisk også lidt væk. Jeg snakkede aldrig om det og viste aldrig, når der var en pige jeg godt kunne lide. Jeg havde stadig små forhold til drenge og til sidst, var det faktisk slet ikke noget jeg gik og tænkte over. Jeg følte bare, at det var helt normalt at tænke, at dén og dén pige var pæn og havde flotte øjne osv. Men det var ikke nogle tanker jeg gjorde noget ud af.

Men så for omkring et halvt år siden begyndte jeg igen at falde for piger og min lyst til drenge blev virkelig svag. Nu skulle jeg igen kæmpe med min seksualitet. Jeg orkede ikke at snakke om det med mine venner igen, da de jo egentligt havde fået det vide. Det blev derfor en virkelig hård tid og jeg var utrolig følsom og følte mig rigtig langt nede, fordi jeg følte, at jeg ikke havde nogen at snakke med.

Læs også: Alle fortjener respekt!

Heldigvis kom hjælpen, da jeg havde allermest brug for den og jeg begyndte igen at snakke med en pige om det. Hun var én jeg kunne stole på og fortælle alt til og jeg vidste, at jeg altid kunne skrive til hende. Hun havde alle de gode råd jeg havde brug for at høre. De ting hun sagde, gjorde, at jeg stille og roligt fik min selvtillid tilbage og jeg begyndte at indse, hvem jeg egentligt var - og glemte fortiden. Jeg begyndte at stole mere på mig selv.

Derfra begyndte jeg at kæmpe for, hvem jeg var og hvem jeg gerne ville blive til. Jeg indså, at jeg kun er til piger og jeg åbnede igen op og begyndte at snakke om min seksualitet med mine tætte venner. Nogle venner tog afstand til mig - der var endda nogle, som helt sluttede kontakten med mig. Men jeg havde nok selvtillid til at se, at de ikke var værd at spilde tid på, hvis de ikke engang kunne tage mig for den jeg er.

Nu er jeg sprunget helt ud! Både for mine andre venner og endda også mine forældre, som tog det helt fint. Det er ikke noget der bliver snakket så meget om, for de ser mig stadig som den pige, jeg altid har været.

K.H.
Cecilie

Læs også:
Sådan får du respekt!