Jeg er udenlandsdansker

I december 2003, da jeg var ti år, flyttede mine forældre, min søster og jeg til England. Mine forældre mente, at vi skulle prøve noget nyt.

Jeg fik det største chok i mit liv, da vi endelig flyttede. Efter at have levet med idéen i to år, uden at der var sket noget, troede jeg ikke rigtig på det mere. Jeg mente selvfølgelig, at mine forældre var rigtig, rigtig dumme, og min søster og jeg var fuldkommen enige om, vi skulle flytte hjem, den dag vi blev 18.

Vi begyndte på en Europa Skole (udenfor Oxford). Det er en international skole, hvor vi stadig havde mulighed for at have dansk.

Jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget i mit liv, som jeg gjorde de første tre måneder på den skole. Jeg synes ikke, jeg kunne sige noget til alle de englændere, italienere, tyskere og franskmænd. Jeg havde det som om, jeg var helt alene i verden, og jeg ville bare hjem til Danmark. Det var først i femte klasse (jeg kom halvvejs gennem fjerde), jeg endelig følte mig lidt bedre tilpas. Min verden fik vendt vrangen ud, og på en eller anden måde måtte jeg lære at leve med det.

Læs også: Føler du dig udenfor?

Nu er der næsten gået 7 år. Jeg er nu 17, og når jeg fylder 18 til sommer, regner jeg ikke med at flytte tilbage til Danmark. Min søster er 19 og går på universitet i England, så hun flyttede bestemt ikke tilbage, da hun fyldte 18 år.

Jeg kan nu se tilbage på den første tid på skolen med et smil, men jeg ved også, hvor meget jeg faktisk har været igennem. Det har været hårdt, og det er det stadig. Jeg går stadig på Europa skolen og har stadig dansk, mens alle andre fag er på engelsk. Jeg er i gang med det, der svarer til 2.g. Jeg taler engelsk flydende, og jeg er rigtig taknemmelig for, at vi flyttede fra Danmark. [faktaBox]

Som en, der har boet udenfor Danmark i så mange år, kan jeg se Danmark med lidt andre øjne. Jeg kan se, hvad der er godt, og hvad der måske kan forbedres. Selvfølgelig savner man dansk rugbrød, remoulade og ordet hygge. En ting, jeg blev ved med at blive overrasket over, når jeg besøgte Danmark og min gamle skole, er hvor lidt, der egentlig skete.

Tit var en lærer syg, der var vikar eller også kom vikaren ikke. Dog er skolen i Danmark også meget mere fri, man har ikke lige så lange dage, og jeg kan komme tættere på lærerne, end man vil kunne i England. Jeg vil rigtig gerne have, at danskere åbner deres øjne for resten af verden! Der er mere end bare Danmark derude. I min fremtid ser jeg ikke mig selv leve i Danmark. Det er for småt for mig. Jeg vil til USA eller Australien og bo i længere tid, og jeg vil udnytte mit engelske!

Jeg vil altid være dansker, og jeg skal selvfølgelig stadig tilbage og have flæskesteg og alle de andre traditionelle ting, og jeg vil til hver en tid forsvare Danmark og sige, at det er et verdensland (selv om jeg inderst inde ved, vi ikke rigtig har en chance), fordi vi kan producere bacon og lego! Men jeg ved også, at jeg vil være glad for ikke at skulle blive der. Jeg kan komme tilbage på besøg, men jeg kan også tage af sted igen. Jeg er dansk ud og ind, men min verden er ikke kun Danmark.

Jeg har fået en helt fantastisk mulighed ved at være flyttet til England. Jeg har lært så mange ting om mig selv og andre mennesker, og jeg har mødt folk, som jeg aldrig ville have mødt ellers. Det vigtigste, jeg har lært fra min oplevelse, er dog, at hvis man får en mulighed, ligegyldig hvor lille eller stor den er, skal man tage den, og selv om det måske ikke altid er en positiv oplevelse, er det stadig en oplevelse!

Jeg ved, indlægget blev lidt langt, men jeg vil gerne dele mine tanker med andre.

Tusind tak for muligheden!

Josefine Older Steffensen