Det bliver aldrig det samme

Jeg har været udsat for mobning fra 1. klasse og indtil midt i 6. klasse. Jeg blev mere og mere indelukket, og jeg havde det ikke godt. Jeg blev sparket, slået og kaldt øgenavne hver dag, og jeg følte mig generelt bare forkert! Jeg blev også holdt udenfor, og jeg følte, at ingen kunne lide mig.

Jeg valgte aldrig at flytte skole, da jeg havde et par virkelig gode veninder, som jeg var bange for at miste. Jeg blev sendt til psykolog i 5. klasse, fordi lærerne syntes, det var irriterende, at jeg tog mine "pauser", hvor jeg sad for mig selv og var ked af det. Jeg var hos psykologen to gange. Jeg nød at være til psykolog, for jeg følte mig fri der. Jeg kunne fortælle min psykolog alt, og han fandt ud af, at jeg havde det virkelig svært.

Mine tidligere lærere interesserede sig ikke for, om folk blev mobbet. De var rent ud sagt ligeglade! Der var aldrig nogen, der greb ind. Jeg sad helt alene og hjælpeløs. Det meste af tiden var det drenge, der mobbede mig. Men nogle gange var pigerne også med.

Jeg kan huske, at jeg engang fik lov til at få fri for skole, fordi det var blevet for meget. Dagen efter kom jeg i skole med min kontaktbog, hvor min mor havde skrevet, at jeg var gået hjem pga. mobning. Min lærer lod kontaktbogen ligge fremme på bordet, og selvfølgelig kiggede dem fra klassen i den, og det hele blev værre! Jeg følte, at det var min egen skyld. Men jeg lærte af min psykolog, at det ikke var mig, der var noget galt med. Det var dem, der mobbede, der havde et problem.

Nu er det hele stoppet, men jeg vil aldrig kunne glemme det. En af dem, der mobbede mig mest, går stadig i min klasse, og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at snakke med ham eller tilgive ham. For selv om jeg er glad nu og har fået selvtillid og selvværd, så kan jeg mærke, at alt aldrig bliver det samme igen.

Mange hilsner fra mig