svedlugt i tøj
Helbred & balance

Undgå svedlugt i dit tøj

Af Redaktionen 27. januar 2017
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Øv! Hvad gør du, hvis din yndlingstrøje lugter af sved?! Du bruger da de her fem smarte tricks til at få den irriterende svedlugt til at forsvinde.

Det er morgen, du tager en ren T-shirt på, cykler i skole og … WHAT?! Hvordan kan den trøje og dig allerede lugte så meget af sved? Du kan jo ikke gå rundt og lugte sådan resten af dagen, så hvad gør du for at undgå at den irriterende svedlugt sætter sig i tøjet?!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er supertræls, når ens tøj kommer til at lugte permanent af sved. Nogle stoftyper suger bare sved til sig, og så kan det virke, som om selv ikke en grundig tur i vaskemaskinen kan få brugt med lugten.

Test dig selv: Har du problemer med sved og svedlugt?

Men der er rent faktisk nogle ting, du kan gøre, for at undgå at svedlugten sætter sig fast i dit tøj!

Prøv de her forskellige tips til at få svedlugten til at forsvinde. I langt de fleste tilfælde vil dit tøj blive friskt og lugtfrit, som det var, da du købte det – YAY! Men der er måske også nogle af dine trøjer, der bare ikke vil give slip på lugten, og så er der altså ikke andet at gøre end at sige ”RIP” og smide den ud, selv om det gør ondt i hjertet, når du skal sige farvel til din favorittrøje.

5 tips til at undgå svedlugt i dit tøj

1. Det er måske lidt svært at gøre noget ved, hvor meget man sveder. Men har du nogensinde overvejet, om du bruger den rigtige deodorant eller antiperspirant? Den er jo med til at beskytte dit tøj. Hvis du har en aktiv hverdag og synes, at du sveder en del, kan det i hvert fald være en god idé at bytte en deodorant ud med en antiperspirant, som har en stærkere beskyttelse mod sved. En deodorant camouflerer lugten af sved med en anden duft, mens en antiperspirant blokerer for sveden, så du kommer til at svede mindre, og dermed kommer der også mindre sved ud til dit tøj, som kommer til at lugte mindre.

Ekstra tip: Brug din antiperspirant om aftenen, inden du går i seng. Så har den god tid til at virke i løbet af natten, og så skulle du gerne svede mindre i løbet af dagen.

Læs også: Derfor skal du IKKE vaske dine jeans

2. Hvis du skal have en fin trøje eller blazer på, kan det også være en idé at beskytte dit tøj mod sveden med såkaldte ”sweat pads”. Det er nogle små svedabsorberende indlæg, som man kan klistre på indersiden af sin trøje for at beskytte den mod sved.

Bonusinfo: Når man optager tv-programmer, får værter og deltagere tit klistret et trusseindlæg ind i deres trøjer under armhulerne for at undgå svedpletter. Der bliver nemlig ret varmt i et tv-studie, fordi der er en masse store lamper tændt rundt omkring, og små trusseindlæg fungerer på samme måde som ”sweat pads”. Du kan også bruge tricket, hvis du for eksempel skal cykle en tur og ikke vil have svedpletter under armene.

3. Vi ved godt, at det her lyder alt for skørt. Men eddike er faktisk lidt af et vidundermiddel, når det kommer til svedlugt (og andre lugte) i tøj. Så har du en trøje, som allerede er kommet til at lugte af sved, kan du prøve at vaske den med klar eddike. Du bruger det på samme måde, som du ville bruge skyllemiddel i vaskemaskinen. Vask gerne tøjet ved 60 grader, men tjek altid mærket i trøjen for at se, hvor høj temperatur den kan tåle.

4. Hvis lugten hænger ved efter en eddike-vask, kan du prøve at lægge trøjen i blød i 2 dele vand og 1 del eddike natten over, inden du vasker den igen. En ekstra bonus ved at bruge eddike som skyllemiddel er, at det holder på tøjets farve og gør det dejlig blødt. Du kan også bruge det desinficerende vaskemiddel Rodalon. Begge dele kan købes i et helt almindeligt supermarked.

5. Det her trick lyder også lidt skørt, og vi ved ikke helt, om det virker, men det er værd at prøve! Nogle mener nemlig, at man kan svede lugten væk fra tøjet igen. Tag den trøje på, som lugter af sved. Løb eller cykl en tur, så du igen kommer til at svede i trøjen. Mens den stadig er våd af sved, smider du den i vaskemaskinen og vasker den helt almindeligt, og så skulle svedlugten angiveligt være væk!

Her er der flere tips til at slippe af med sveden:

Sådanslipperduafmedsveden

Stramt og tætsiddende tøj kan gøre det svært for din krop at få luft, og det kan få dig til at svede mere. Desuden kan det nemmere ses, hvis tøjet sidder tæt, så tag en løstsiddende trøje på i stedet. Du kan også holde dig fra alt for mange farver i tøjet – sveden ses nemlig ikke lige så nemt i sort som i en lyserød overdel.
Det kan lyde åndssvagt at tage flere lag på, når man tit sveder, men skal du eksempelvis have en skjorte på, kan det være en god idé at tage en top eller T-shirt på indenunder. Så er der nemlig længere mellem sveden og dit yderste sæt tøj, og så ses det ikke i lige så høj grad.
Er uheldet ude, og har du fået svedpletter under armene, kan du sørge for at være dækket ind ved at have en skiftetrøje i tasken. Hvis nogen spørger, hvorfor du har skiftet, kan du bare sige, at du har spildt noget på den anden, hvis du synes, det er pinligt.
Husk at gå i bad regelmæssigt, og specielt hvis du har dyrket sport. Læg det tøj, du har haft på, mens du svedte, til vask, og gå aldrig i den samme trøje flere dage i træk. Du kan også afhjælpe problemet ved at huske at vaske dig under armene med sæbe hver morgen – specielt hvis du ikke har været i bad.
Tag altid antiperspirant på, og brug eventuelt en parfume eller en deodorant med duft for at komme svedlugten til livs. Hvis din antiperspirant ikke virker godt nok, kan du få nogle supereffektive på apoteket. Skift mærke, hvis problemet ikke løser sig, og ellers kan du gå til din egen læge og få hjælp.

Læs mere om

MestLæste